Site logo
Sådan kan du som skønlitterær forfatter sælge bøger via dit nyhedsbrev
Nyhedsbreve for skønlitterære forfattere

Som skønlitterær forfatter er der utallige gode grunde til at benytte sig af nyhedsbreve (også kaldet e-mailmarketing) til både at sælge bøger og få et tættere forhold til dine læsere.

I denne artikel skal det handle om, hvordan du kan indsamle e-mailadresser og efterfølgende bruge dem til at sælge flere bøger. Jeg vil komme ind på ‘best practices’, egne erfaringer som mikroforlægger i udlandet samt nogle af de vigtigste værktøjer til at føre disse strategier ud i livet.

Er du fagbogsforfatter, vil jeg varmt anbefale dig at læse denne artikel om nyhedsbreve af Stine B. Caspersen.

Derfor skal skønlitterære forfattere og forlag (også) indsamle e-mailadresser

Jeg vil gerne starte med at fastslå vigtigheden af at få dine læseres emailadresser i stedet for kun at bruge f.eks. sociale medier til at nå dem.

I modsætning til andre annoncekanaler og sociale medier, så er det nemlig dig selv, der ‘ejer’ din liste over e-mailadresser. Skulle Meta i morgen beslutte sig for at lukke alle Facebooksider ned, så vil du miste alle dine følgere der. Men har du en liste af e-mailadresser, så kan du stadigvæk sende dine læsere e-mails, selvom alle verdens sociale medier måtte lukke ned. Det håber vi ikke at de gør, bevares, men henover årene har vi f.eks. set, at ændringer i algoritmen har gjort, at et opslag på en Facebook-side ses af færre følgere end for blot et par år siden. Ændringer i algoritmer og prissætninger på sociale medier kan vi ikke styre, men vores liste af emailadresser har vi kontrol over.

Hertil kommer, at udsendelse af nyhedsbreve overordnet set er det absolut billigste annonceværktøj, for du betaler kun for at bruge e-mailplatformen (og i mange tilfælde er det gratis op til et vist antal mailadresser).

Sådan får du dine læsere til at give dig deres emailadresse

Én af de største udfordringer ved at arbejde med e-mailmarketing som forfatter er at finde en måde, hvorpå man får sine læsere til at tilmelde sig dit nyhedsbrev. Selvfølgelig kan du på din hjemmeside have en tilmeldingsformular (det bør du have), men folk ser den slags tilmeldingsformularer hele tiden, så hvordan fanger du folks opmærksomhed, så de bare er NØDT til at sige ja tak til at få e-mails fra netop dig?

Her er et par idéer til indsamling af e-mailadresser, som vi selv bruger/har brugt, og som mange indie-forfattere bruger med succes:

Tilbyd en freebie

En freebie er – også for indies i udlandet – den absolut bedste metode til at opbygge sin e-mailliste.

Det bedste tidspunkt at fange læseren og få dem til at afgive deres emailadresse, er når de netop har læst din bog, elskede den og gerne vil have mere fra forfatteren. Her er der rigtig god chance for at få vedkommende til at tilmelde sig dit nyhedsbrev ved at tilbyde dem noget ‘ekstra’.

Et par idéer til hvad du kan tilbyde læseren er:

  • Et bonus-kapitel fra din bog
  • Bonusmateriale (ved tilmelding kan du lede folk over på en side, hvor du svarer på spørgsmål om bogen, har indspillet en video eller noget helt tredje)
  • Lovning om en særlig god pris på din næste bog
  • Pdf-materiale i form af ‘karakter-kort’ til din bogs karakterer (vil f.eks. fungere godt i Fantasy-genren)

For at fange læserne i netop det øjeblik kræver det, at du har en tilmeldingsformular sidst i din bog. Ved e-bøger kan du indsætte et link direkte til din tilmeldingsformular sidst i filen. Ved printede bøger kan du indsætte en QR-kode, der fører til tilmeldingsformularen. I begge tilfælde skal du endelig huske at gøre tydeligt opmærksom på, hvad læseren får ud af at tilmelde sig.

Det kræver lidt arbejde at få det sat op, men du ved, at disse tilmeldte i forvejen kan lide din skrivestil og det er derfor leads af høj kvalitet, du får på denne måde.

Nyhedsbreve for skønlitterære forfattere

Har du en novelle eller lignende, der ikke direkte er forbundet med dine øvrige bøger, så kan du også tilbyde denne i bytte for en emailadresse via en formular på din hjemmeside, dvs. uden at vedkommende først har læst din bog. Normalt plejer man dog at sige, at leads af denne type er af lidt lavere kvalitet, eftersom vedkommende tilmelder sig for at få noget gratis uden først at have betalt for din bog. Her er der en risiko for, at personen kun tilmelder sig, læser din novelle og så i øvrigt afmelder sig igen og ikke er interesseret i at købe andre af dine bøger. Men det er bestemt et forsøg værd at afprøve om den type tilmeldinger fungerer for dig.

Indgå i ‘giveaways’/konkurrencer for at få tilmeldinger

Hvis du kender andre forfattere i din genre, kan det være en god idé at gå sammen om at organisere en ‘giveaway’ eller en konkurrence, hvor formålet er at skaffe nyhedsbrevstilmeldinger til alle jer forfattere.

Min mand har f.eks. deltaget i en Halloween-giveaway sammen med 30 andre forfattere. Vi gav hver én printet bog væk på en specifik dag.

Hver forfatter forpligtede sig til at nævne den store giveaway og at promovere sin egen ‘dag’ samt to andre dage/forfattere på sine sociale medier og i sit nyhedsbrev.

Hver dag kunne læsere så tilmelde sig med deres mailadresse via en formular for at deltage i konkurrencen om den dags bog, og det var muligt at deltage så mange dage, som hver læser havde lyst til. De deltagende forfattere fik så udleveret de tilmeldtes e-mailadresser for den pågældende dag, hvor forfatterens egen bog var præmien.

Det var en god måde at få mange tilmeldte, men igen er der naturligvis en vis risiko for, at mange blot tilmelder sig for at vinde noget og måske ikke er de ideelle købere efterfølgende.

Jeg vil dog lige tilføje, at det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med de 30 andre forfattere/udgivere om projektet, og i mange andre tilfælde har vi haft glæde af vores netværk af andre forfattere. Så jeg vil klart opfordre til at indgå samarbejder med andre forfattere i din genre om at indsamle leads og andre ting.

Nyhedsbreve for skønlitterære forfattere

Hvad skal du fortælle i dit nyhedsbrev?

Når du begynder  at få tilmeldinger til din liste, så kommer næste udfordring – hvad du skal skrive om.

Indhold til din velkomstserie

Jeg vil anbefale at du laver en automatiseret velkomstserie på 2-3 e-mails, der sendes ud til nye tilmeldte med 10-14 dages interval. Det er ret nemt at opsætte sådan et ‘velkomstflow’ i et mailprogram, og du kender sikkert selv princippet, fra når du har tilmeldt dig et nyhedsbrev, og der kommer en jævn strøm af mails efterfølgende.

Her kan du f.eks. skrive om:

– Hvem du er som forfatter/forlag, din(e) genre(r)
– Præsentere dine bøger eller en specifik bog, der betyder meget for dig
– Fortælle en sjov anekdote, der har en særlig sammenhæng til én af dine bøger
– Besvare et ofte stillet spørgsmål til din mest populære bog

Brug meget gerne lidt humor i dine velkomstmails, men sørg for at holde dem i en tone, så de tilmeldte får en god fornemmelse af, hvad de kan forvente sig af dine kommende e-mails. Og vær opmærksom på  at skrive noget, der kan bruges nu, men også fungerer om et halvt år. Så det skal altså være noget langtidsholdbart, ikke ‘Jeg har netop udgivet’.

 

 

Indhold til dine løbende og aktuelle e-mails

Hvor ofte du herefter har lyst til at udsende e-mails, er helt op til dig. Men nu, hvor du har fanget dine læseres interesse, så gælder det om at fastholde den. Går der måneder mellem dine nyhedsmails, så får du sværere ved at bibeholde interessen og oplevelsen af at være med dig i din proces. .

Om nyhedsbreve siger man generelt, at man ikke kun skal sende e-mails, når man gerne vil bede om noget (køb min nye bog), men også sende e-mails ud, når man har noget at give. Så uanset om du vælger at sende en e-mail til din liste hver 14. dag eller hver måned, så sørg for også at give modtagerne noget værdi, dvs. noget, som er interessant for dem at læse. F.eks. vil mange læsere hjertens gerne høre om følgende emner fra deres forfattere:

– Fortæl lidt om hvor du er i skriveprocessen med din næste bog
– Har du lige slået en karakter ihjel i din bog? Skriv lidt om dette, men selvfølgelig uden at spoile noget
– Har du lige læst en fantastisk god bog, som du gerne vil anbefale? Fortæl dine læsere om det! De læser sikkert mange bøger hver måned, så de kan sagtens både læse dine bøger og dine forfatter-kollegers
– Hvilken bog er du selv i gang med at læse for tiden?
– Fortæl gerne om dit kæledyr, din ferie osv. Læsere elsker at komme lidt ind under huden på deres yndlingsforfatter
– Hvordan ser din egen boghylde ud? Har du små nipsting som du kan vise?
– Skriv om dine største inspirationskilder til dit eget forfatterskab

Jeg kunne blive ved. Det handler om at skabe din egen stil og skrive om noget, der både er interessant for dine læsere, og samtidig ikke kræver et alt for stort arbejde af dig at skrive.

Når tiden så kommer, og du har en ny udgivelse klar, så har du en læserskare, der hepper på dig og glæder sig til, at den bliver udgivet, for de føler jo, at de har lært dig at kende og næsten har været med i skriveprocessen via dine tidligere e-mails. På dette tidspunkt kan du også overveje, om du vil tilbyde dine faste læsere muligheden for at forudbestille den nye bog eller måske give en lille gave/rabatkode med, hvis de bestiller inden en bestemt dato. Her er der forskellige muligheder for både at sælge din bog og samtidig fastholde det tætte bånd, du har knyttet med dem.

 

 

Og det er det, det handler om – at skabe den tætte relation med dine læsere. Opnår du den, så kan du sagtens sælge dine bøger igennem dit nyhedsbrev. Både når du har nye udgivelser på vej, men også ved at fortælle sjove anekdoter fra da du skrev tidligere bøger (det vil pirre nysgerrigheden og få dem til at købe/låne disse tidligere bøger).

Gode programmer til at udsende nyhedsbreve

Til udsendelse af nyhedsbrevene vil jeg stærkt anbefale, at du benytter et ‘rigtigt’ program, der er lavet til formålet. De er nemme at indsamle modtagernes mailadresser i, og det er nemt at lave flotte emails. Herudover kan du automatisere udsendelser, få statistik på hvem og hvor mange som læser og klikker på links osv.. Og så giver de modtagerne mulighed for selv at afmelde sig, frem for at de skal skrive til dig om at blive taget af listen.

Du kan se forslag til gode emailprogrammer via Stine Caspersens liste her.

Og så er der også andre programmer, som kan være rigtig gode at bruge i arbejdet med at skaffe tilmeldingerne.

Andre gode værktøjer til dine nyhedsbreve

Sumome.com

Sumome er et program, der kan hjælpe dig med at lave konkurrencer osv. Her kan du lave tilmeldingsformularer, trække vindere og få lister over tilmeldinger. Det er nyttigt hvis du f.eks. arrangerer en konkurrence sammen med andre forfattere.

Bookfunnel.com

Bookfunnel er det mest benyttede program til at udsende e-bøger til brugerne. Det kan du bruge, hvis du vil give en gratis novelle eller et ekstra kapitel væk. Så laver du en tilmeldingsformular i dit mailprogram, udsender en automatisk e-mail ved tilmelding, der indeholder et download-link til Bookfunnel. Så kommer brugeren over på Bookfunnel.com, hvor de får adgang til at downloade e-bogen. Her foregår det på en sikker måde, så du undgår at udsende en pdf, der i princippet kan deles og videresendes.

 

Del artiklen

nyeste
ARTIKLER

artiklens
forfatter