Dato for interview
1. juni 2023
Jeg er startet sent med mine nyere bøger, idet jeg har arbejdet som manusforfatter, filminstruktør og -producer i eget produktionsselskab indtil 2021. Jeg udgav ganske vist nogle mindre fagbøger i midt-slut-90’erne, men min romandebut er fra 2015, og jeg har siden fået udgivet tre lang-bøger og tre noveller i forskellige antologier.
Jeg mener bestemt, at min baggrund og uddannelse kommer mig til gode. Jeg er velbevandret i filmiske fortælleformer, men er derudover slet ikke plot-orienteret. Dér har jeg nærmest en modreaktion, men jeg synes, jeg er god til at overskue strukturer og forskellige lag i mine fortællinger.
Det højrøvede svar er, at ingen andre skriver som mig. Jeg har altid følt, at det at være kreativ – altså ægte kreativ – betød, at man kunne noget, som ingen andre kan. Det er selvfølgelig kun rigtigt i mit tilfælde i enkelte, lykkelige øjeblikke.
Desuden har jeg et ligefremt og ukunstlet sprog, som jeg også selv foretrækker det i de bøger, jeg holder af at læse. Man får heller ikke at vide, hvad man skal føle og tænke i mine bøger (kun lidt), og så kan jeg godt lide at tænke, at der ofte er et vist humør i dem, hvis ikke ligefrem humor.
I mine film kredsede jeg ofte om temaer som erindring og personlighedsdannelse og brugte gerne mig selv som en karikeret figur. Desuden var ”virkeligheds-bearbejdelse” et vigtigt begreb for mig, og som regel lod jeg virkelighed og fantasien smitte af på hinanden i mine film. Det har jeg i en vis grad fortsat med i mine bøger
Jeg forbruger meget kultur og har selvfølgelig mange inspirationskilder. Jeg formulerede en gang, at jeg altid forsøgte at lave en film, der føltes som en blanding af Haruki Murakami og Tom Waits, hvad pokker jeg så mente med det. Noget med det komplekse i det enkle og det smukke i det grimme. Og omvendt. Så ting, der kan den slags, inspirerer mig.
Men ellers er alle mine idéer så unikke i det (bilder jeg mig ind), at min direkte inspiration som oftest er sekundær. På den måde bliver jeg inspireret af lyden af en rørdrum, en klarinetsolo, synet af min kat på rov, forventningen om en friskskænket fadøl, alle mulige og især umulige mennesker, man støder ind i … og så videre …
Og for nu at tale direkte imod ovenstående, har jeg på det sidste nørklet lidt med pastichen som litterær genre, altså hvor man starter med at tillempe sig en andens stil som en hyldest, og derefter lade teksten udvikle sig og få sit eget liv. Det er faktisk skægt at arbejde med.
Da jeg skriver essays og filmanmeldelser løbende for POV International, har jeg altid både en roman (lige nu to) og en artikel eller to af en slags i gang. Så kan romanerne ligge og summe eller surmule i et hjørne, mens jeg giver min opmærksomhed til et essay.
Mht. romaner og lange bøger, så gør jeg som regel det, at jeg starter i det ene hjørne efter at have formuleret en grundidé for mig selv. Efter de indledende skriverier beslutter jeg mig måske for en tidsmæssig ramme eller et antal kapitler, og så lader jeg ellers handlingen og personerne og idéerne ankomme. Det kan være en sej og pinefuld omgang, hvis man skal trække det hele ud af røven på kort tid, som jeg oplevede det under en uges skriveophold på Hald for nylig, men jeg bryder mig ikke om at skitsere hele plottet på forhånd. Det låser mig, og jeg tror på intuitionen og tilfældet, når jeg arbejder med en tekst.
Jeg er heller ikke specielt god til at lave faste rammer til mig selv. Jeg forbruger ret megen tid til at gå rundt om teksten … og så kan jeg til gengæld på en til to timer få rigtigt meget ned på papiret. Ja, altså på skærmen.
Jeg både redigerer og ikke redigerer løbende – og det samme med research. Mod mange skriveråd er jeg nødt til at kontrollere om et eller andet faktuelt, jeg omtaler, nu også er rigtigt. Jeg kan ikke fortsætte, før jeg ved det, for så er jeg bange for at glemme at kontrollere det senere. Men det giver en god dynamik for mig sådan at gå frem og tilbage mellem modus.
Jeg har benyttet mig at betalæsere flere gang, og min kone, dyrlægen, er altid den første. Har også en enkelt gang fået et legat til en manus-konsulent. Det hjalp på teksten men ikke på forlagets mening!
Det kunne være min personlige musik-guide, ”Tom Waits og Mig”, udgivet på politisk revy i 2019, men svaret må nok være min egentlige debutbog, ”Bacon i Bagagen”, som startede sit liv på Lindhardt og Ringhof, men som blev udgivet i vores firma, fordi L&R ikke lige kunne overskue den, da jeg endelig var klar. De har til gengæld så her i 2023 genudgivet den som e-bog, hvilket jeg oplevede som en meget tilfredsstillende, poetisk retfærdighed.
Min kone siger, at det er det bedste, jeg har skrevet (hun er også selv med i den), og det er i hvert fald den bog, der først overbeviste mig selv om, at jeg havde noget at byde på. For eksempel var det også der, jeg fandt på ”genren” auto-faktion. Ja, med ’a’.
Som nævnt ovenfor blev min første bog i ”moderne” tid udgivet via mit medieproduktionsfirma, mens mine gamle fagbøger kom på Gads Forlag. Det sidste husker jeg som en god oplevelse, indtil de nogle år senere solgte fra af undervisningsmaterialet til først det ene og så det andet forlag, hvorved mine titler mere eller mindre forsvandt.
Siden har jeg udgivet på flere mindre forlag, og oplevelserne har været temmelig blandede, ligesom der har været fordele og ulemper forbundet med det. Al praktikken med tryk, grafik, korrektur, pligtaflevering, bibliotekssalg osv. er rar at slippe for, men man skal overveje fra titel til titel, om hvad der er vigtigst.
Mit eget temperament har det nok bedst med at udkomme på et forlag, men jeg overvejer at selvudgive et manus, som jeg pt. ikke kan få afsat. Tilsyneladende synes forlagsfolk ikke, at en børne-/ungdoms-røverhistorie på historisk baggrund skrevet til nostalgiske voksne er interessant.
Min første bog blev som nævnt ”selvudgivet” i det medie- og filmselskab, jeg var medejer af, og det skete i godt samarbejde med den ikke længere eksisterende tjeneste gopubli.sh. Layout og grafik blev varetaget af en grafiker, der var ven af huset.
Jævnfør ovenstående svar sidder jeg pt. og pønser på fordele og ulemper ved at udgive selv. Det, der taler imod, er naturligvis den økonomiske investering.
Først og fremmest papir, som er det eneste, jeg selv læser, men de fleste af mine udgivelser er også kommet som e-bog. Desuden er min seneste novelle i en antologi netop udkommet som lydbog. Jeg tør ikke høre den – for jeg er ikke fan af formatet.
Jeg kan se på mine bibliotekspenge, at e-bøger vejer godt til i det samlede billede og mine fagbøger mindre godt. Det sidste skal der findes en løsning på rent kulturpolitisk, for det virker ikke rimeligt.
Ikke rigtigt – men det er f****** svært at trænge igennem i det hele taget.
Kun Danmark.
Jeg har altid været ret aktiv på især Facebook, hvor vores filmtitler – og siden en bog – fik deres egen side. Jeg har også en aktiv hjemmeside, hvor jeg prøver at holde SEO-niveauet oppe, ligesom jeg som nævnt skriver mange essays og filmanmeldelser til et online-medie, POV, som rammer væsentlig flere læsere end mine bøger.
Min bog om Tom Waits kastede en del radio- og foredragsoptrædener af sig, og det lunede jo, når journalister selv henvendte sig. Ellers holder jeg øje med pointfordelingen på bibliotekspengene (som stadig kun er beskedne).
Vi flyttede på landet for fire år siden og har rimelige udgifter. Min kone arbejder fuldtid og jeg har arbejdet lidt som freelance tv-klipper og tilrettelægger, ligesom jeg har små tjanser som censor på universitet.
Til daglig er det klart at foretrække, at have tid omkring mig til at skrive, men det kan jo ikke altid lade sig gøre. Ellers skriver jeg gerne i ferier eller på skriveophold på f.eks. Hald.
Jeg arbejder pt. på en slags fortsættelse af min roman, ”Åndsvage Ozelot” fra 2019, som jeg fik en slags hul på ved seneste skriveophold. Det er både en realistisk fortælling og ikke, og jeg tænker, at det bliver en slags low-fidelity science-fiction, altså en ”lo-sci-fi”. Den foregår nemlig et kvarter ude i fremtiden!
Titlen er ”Kreperlige Krapyl” og handler om en landskendt IT-guru, der stiger af ræset som 38-årig, fordi han tror, han skal ”finde sig selv”. Held og lykke siger jeg bare! De to hovedpersoner fra den forrige bog, der handlede om livet som 50-årig, er selv flyttet på landet og er prominente bipersoner.
Men lige nu her en anden bog overtaget, idet et forlag gerne ville se mere, før de besluttede sig for noget. Det er en samling af halv- og helkvædede viser og facts fra min barndoms hjemstavn, og er på en måde en blanding af ”Vangede Billeder” og min egen ”Tom Waits og Mig.” Den hedder foreløbig ”Hellerup-Brikker eller Min Barndomsby og Mig.” Den bliver top-charmerende, skulle jeg hilse og sige.
1. juni 2023
Fiktion
Forlag (klassisk), Eget forlag
4-10
NewPub, Dansk Forfatterforening
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.