Dato for interview
11. maj 2023
Jeg har skrevet lige så længe jeg kan huske, men det blev vist rigtig seriøst da jeg var tretten, og det var nok her jeg for alvor indså at man kunne blive forfatter. Da jeg var seksten, var jeg med til at starte foreningen Håbefulde Unge Forfattere, HUF, med nogle jævnaldrende, og siden har jeg udgivet flere noveller samt fire ungdomsbøger. I øjeblikket arbejder jeg på min første voksenbog som gerne skulle udkomme i efteråret 2023.
Jeg er uddannet cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet, men har også deltaget i flere skrivekurser, blandt andet på Skriveskolen Hemingway. Siden HUF har jeg også haft en del opgaver som korrekturlæser og redaktør, og det har lært mig en masse jeg kan bruge i mit eget forfatterskab.
Jeg fokuserer meget på karaktererne når jeg skriver. Jeg synes det spændende er den dynamik der er mellem mennesker, både det sagte og det usagte, og hvis jeg tror mine bøger udmærker sig ved de realistiske og relaterbare relationer.
Min inspiration kommer mange forskellige steder fra. Nogle gange drømmer jeg en scene eller vågner med en følelse der sidder i mig hele dagen. Så prøver jeg at skrive på den. Det kan også være nyheder eller politik som provokerer mig og får min hjerne i gang, eller noget jeg selv har oplevet, og som jeg har brug for at bearbejde. For eksempel er min seneste ungdomsroman, Da farfar forsvandt, inspireret af min mormors demensforløb. Under alle omstændigheder er det vigtigt for mig at der er noget på spil for karaktererne, og at både de og læseren får mulighed for at reflektere, også selvom selve plottet er feel good.
I 2020 udkom min ungdomsbog Da farfar forsvandt, og det er nok min mest personlige bog hidtil. Den handler om attenårige Patrick der er opvokset hos sin farmor og farfar, og da farmoren dør, kryber demensen ind på farfar. Patrick skal pludselig være den voksne, og samtidig er han vidne til hvordan farfar forsvinder selvom kroppen stadig er der og ligner farfar. Jeg var selv nærmeste pårørende til min mormor da hun efter min mors død udviklede demens, og da jeg sad på plejehjemmet og så hende forsvinde, vidste jeg at jeg var nødt til at skrive en bog om det. Det er den af mine bøger som jeg har fået de mest personlige læserreaktioner på. Rigtig mange kan genkende situationen og føler sig set i bogen, og det bekræfter mig i at det var en vigtig bog at skrive.
Mine fire første romaner er udkommet på forlaget Calibat. Det er et enmandsforlag, og det har haft både fordele og ulemper. Jeg har haft rigtig meget medbestemmelse hvilket jeg har været rigtig glad for, men der var ikke så mange ressourcer til marketing, og det læs har jeg derfor selv måttet trække.
Min næste bog udkommer på Ulven og Uglen som jeg selv ejer. Manuskriptet har dog været gennem samme antagelsesproces som de andre manuskripter vi får ind, og det er meget vigtigt for mig, at jeg ikke får særbehandling bare fordi jeg ejer forlaget. Allerhelst ville jeg ikke selv udgive mine bøger for økonomi og administration kan let dræbe kreativiteten. Derfor overlader jeg så meget som muligt af det til min dygtige redaktør.
I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at prøve at udkomme på et større forlag, men jeg har ingen ambitioner om at begrænse mig til kun at udkomme ét sted. Forskellige forlag har forskellige styrker.
Jeg vil ikke betegne mig som selvudgiver i traditionel forstand, jeg ejer bare ”tilfældigvis” det forlag hvor min nye bog udkommer. Jeg har ansat en redaktør som jeg ved, tør være efter mig og stille lige så høje krav som hun ville stille til alle andre af vores forfattere. Ligeledes er der hyret korrekturlæser, grafiker, illustrator og så videre ligesom vi bruger på alle forlagets andre udgivelser.
Mine ungdomsbøger der udkom på et andet forlag, har jeg selv de digitale rettigheder til, så dem har jeg fået en grafiker til at sætte op som e-bøger som jeg via eget forlag har til salg/udlån via Publizon.dk. Derudover har jeg lavet en aftale med Mofibos forlag Storysite som har udgivet de tre første som lydbøger.
Min nye bog er fantasy til voksne, og der er kun ét forlag i Danmark dedikeret til både den genre og målgruppe. Det er Ulven og Uglen som jeg selv ejer, og som min makker og jeg startede netop fordi ingen andre udgav fantasy til voksne. Jeg har ideer til at skrive meget mere fantasy til voksne, men hvis det ikke antages på Ulven og Uglen, ved jeg ikke hvor jeg skal sende det hen, og det er også feedback forlaget får fra mange af de andre forfattere der sender ind til os.
En anden udfordring både ved fantasy for voksne og ved queer-litteratur som tre af mine ungdomsromaner falder ind under, er at boghandlerne ikke altid tør tage det ind. Mange mener ikke der er salg i det, og nogle er direkte nedladende når man ringer og fortæller om bøgerne.
Til gengæld udgives der generelt ikke særlig mange bøger til LGBTQ-segmentet, og det gør at de er nogle meget taknemmelige læsere. Det er heldigvis blevet bedre over de seneste år, men da jeg i 2016 debuterede med ”Mere end veninder” om lesbiske Anja, var der næsten ikke noget. Der er generelt ikke mange penge af hente i hverken fantasy for voksne eller queer-litteratur, men begge målgrupper er til gengæld meget dedikerede læsere.
Jeg udgiver kun i Danmark. Hvis et udenlandsk forlag ønsker at oversætte og udgive min bøger på deres sprog, vil jeg ikke sige nej, men jeg kender det danske bogmarked; jeg kender ikke det tyske, svenske, amerikanske, og derfor kan jeg ikke selv sælge mine bøger lige så effektivt der. Det er mit indtryk at mange tror at fx Amazon er en guldmine, men bare fordi man lægger en tekst tilgængelig der, betyder det ikke at nogen læser dem, ligesom en bog heller ikke i Danmark læses bare fordi den eksisterer. Folk skal vide den er der, og i Danmark kender jeg kanalerne. Det har taget mig mange år at sætte mig ordentligt ind i. Jeg skulle begynde forfra, hvis jeg skulle udgive i andre lande.
Jeg lægger det meste af min marketingsenergi i Instagram. Her deler jeg opslag bl.a. om min skriveproces, mine aktuelle projekter og anmeldelser af tidligere udgivelser. Jeg har indtil videre ikke postet penge i promoveringen, men følgerskaren vokser støt og roligt. Derudover tilbyder jeg foredrag og blander mig til tider i relevante debatter rundt omkring.
Jeg måler succes på flere fronter. Den økonomiske kan let komme til at fylde meget da man jo sjældent bliver rig på sin forfattergerning, og alle indtægter derfor har indflydelse på madbudgettet. Men det er selvfølgelig sjovere at se på hvordan bøgerne påvirker læserne. Når en læser fortæller mig at hen elskede karaktererne i en bog eller kunne relatere til situationen og problemstillingerne, så er det det hele værd, synes jeg. Især når læsere fortæller mig at en bog har fået dem til at føle sig set. Et par gange har jeg også oplevet læsere fortælle at en af mine bøger er deres yndlings, eller at de normalt kun låner bøger på biblioteket, men at lige denne her var de nødt til at eje. Det betyder virkelig meget, og så føler jeg at projektet lykkedes, og at der er en mening med at jeg skriver.
Jeg var så heldig at gå direkte fra SU til forfatter-/freelancer-indkomst så mit forbrug er ikke særlig højt. Derfor kan jeg sådan cirka få det til at løbe rundt med forfatterindtægter og løn for de korrektur- og redigeringsopgaver jeg har for andre. Men nogle gange er jeg nødt til at finde noget deltid eller projektansættelser som lige kan give en saltvandsindsprøjtning til økonomien. Nogle gange fokuserer jeg rigtig meget på økonomien, og det tænker jeg også man er nødt til, når man ikke har en fast månedlig indkomst, men jeg prøver at dedikere minimum halvdelen af min arbejdsdag til skrivning eller redigering af igangværende projekter. På den måde producerer jeg hele tiden noget, og det giver på sigt flere royalties og bibliotekspenge, men jeg er simpelthen også mentalt nødt til det. Hvis der går lang tid mellem jeg er kreativ, bliver jeg ked af det og irritabel, og det gavner jo ikke rigtig nogen.
Hvis du har et godt stabilt job, så behold det også selvom du har en drøm om at være fuldtidsforfatter. Man bliver ikke rig af at skrive bøger med mindre man er meget, meget heldig. Så hvis du har et godt job, så behold det indtil du har råd til at sige det op. Hvis du har en ægtefælle eller kæreste som du har fællesøkonomi med, så husk at tale med dem om de penge du får ind som forfatter. Timelønnen er absurd lav, så din partner skal være med på at du bruger mere tid end du får penge ind for. Det er ikke alle forhold der holder til det.
I øjeblikket arbejder jeg på fantasyromanen ”Døden kalder” der er første bind i serien ”Ulveblod”. Den handler om Tina og Frederik der tilfældigvis rodes ind i hinandens liv. Tina er formskifter og kan forvandle sig til en ulv, og et par måneder før romanen starter, har hun mistet hele sin familie i et trafikuheld. Frederik er en upir, hvilket er en slags vampyr. Han læser til læge på Københavns Universitet, og i bogens første kapitel finder han Tina der har forsøgt at begå selvmord.
Det jeg elsker allermest ved historien, er de to karakterers forhold. De er meget forskellige personer, men de kommer til at hænge på hinanden, og sammen udvikler de sig og udfylder et tomrum hos den anden.
Jeg har arbejdet på historien siden 2015, og jeg er meget spændt på hvad læserne synes om den, for den er meget anderledes end nogen af de bøger jeg tidligere har skrevet.
11. maj 2023
Fiktion, YA
Forlag (klassisk)
4-10
Dansk Forfatterforening
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.