Joan Dansberg

Vil du kort præsentere dig og dine bøger for os?

Jeg er født i 1955 og er uddannet indenfor kontor, administration og regnskab. Jeg har haft gode jobs, blandt andet som redaktør af personaleavisen i en virksomhed med 2.000 ansatte, og i mere end 20 år drev min mand og jeg en virksomhed sammen.

Jeg har altid haft et stort ønske om at skrive. Lige siden jeg som barn stiftede bekendtskab med Grimms eventyr, tror jeg. Jeg rendte altid rundt med en lille notesbog. Den brugte jeg til at tegne i, men også til at skrive små historier. Min søster elskede at høre mine fortællinger, når vi lå i sengen om aftenen.

Livet sluger tiden, men endelig i 1997 udkom mit første skriveri på tryk. Jeg har skrevet siden – samtidig med at passe fuldtidsjob, mand, barn, hus, hunde og katte.

I alt er det blevet til syv udgivelser. To dagbøger, to psykologiske dramaer, en exofiktion, en autofiktion og en novellesamling. Næste skud på stammen har release i september 2023.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

En bibliotekar fortalte mig, at det er godt, at jeg skriver letlæseligt. Det gør det nemmere at anbefale mine bøger. Sjovt nok sagde min underbo her til formiddag, at det er dejligt, at jeg skriver i korte sætninger.

Tilbagemeldingerne fra mine læsere er, at de kan spejle sig i mine bøger. Eller lære noget nyt. Jeg tager som regel fat i tabubelagte emner som for eksempel alkoholmisbrug, hustruvold, sygelig jalousi og døden.

Min seneste roman, ’Bag portieren’, er min første historiske roman. Eller exofiktion, som genren også hedder, når man tager udgangspunkt i en virkelig levet person. Man bruger de fakta, der er på personen og samfundet, og forfatteren digter tanker, følelser og handlinger. ’Bag portieren’ foregår i cirkusmiljøet i 1894-1916 og har fået mange flotte ord med på vejen af cirkushistorikere, cirkusinteresserede og ikke mindst artister. Også almindelige læsere har skrevet og sagt til mig, at de er glade for at få et indblik i en ellers lukket verden.

Hvor finder du inspiration til dine bøgere?

Et af de råd, som jeg har fået af en dygtig skrivecoach er, at man skal skrive om det, man kender til. Og det er det, jeg har gjort med alle mine bøger. Det gælder også cirkusbogen, for jeg har haft venner i cirkusmiljøet siden jeg var teenager. Men også nysgerrighed har drevet mig. Der skal være en problemstilling, som jeg gerne vil løse. Eller i hvert fald prøve at forstå.
Min første publikation var en slags dagbog over mit eget kræftforløb. Jeg undrede mig over, hvorfor mange mennesker trak sig, når de hørte ordet kræft. Det er jo en sygdom som alle andre sygdomme, og den er ikke smitsom.

Den roman, der for alvorlig satte gang i mit skriveri var ’Sagde du noget, kælling?’ Den er inspireret af min egen opvækst i et alkoholisk og voldeligt hjem. Jeg ville forstå, hvorfor nogle kvinder bliver ved med at tage disse mænd tilbage på bekostning af børnene. Bogen udkom i 2004 og jeg forstår stadig ikke disse kvinder. Men jeg har forsøgt. Min mor siger, at hun godt kan se, at det ikke er hendes og vores liv, jeg har skrevet om, men at hun genkender følelserne.

En roman blev til, fordi min mand havde en kammerat, der var sygelig jaloux på sin ekskone. Jeg fattede ikke de stærke følelser, der huserede i ham. Jeg blev nysgerrig og lånte og læste flere psykologibøger for at forstå jalousiens opståen.
Og ellers kan det være en enkelt sætning jeg hører i toget, en ordveksling til en sammenkomst eller noget helt tredje, der sætter gang i fantasien med H-ordene. Hvem? Hvad? Hvor? Hvornår? Hvorfor? Hvordan?

Hvordan arbejder du i praksis med et manusksript?

Når jeg får en idé til en historie, søger jeg materiale på nettet og på biblioteket. Spørger måske venner og bekendte, om de kender til emnet og hvilken holdning, de har til det. Jeg tænker faktisk i ret lang tid, inden jeg sætter mig foran pc’en og taster de første spæde linjer. Jeg har også altid notesbøger liggende flere steder i huset, og hvis jeg er på farten, noterer jeg på min mobiltelefon.

Når jeg er ved at få en idé om, hvad historien skal indeholde, plotter jeg ind i skriveprogrammet Scrivener. Det kan synkroniseres med både mobiltelefonen og iPad’en. Det er praktisk, når jeg er på ferie, for så behøver jeg ikke tage den bærbare med.

Som regel skriver jeg om formiddagen, holder pause og skriver også lidt om eftermiddagen. Jeg har lært, at jeg er nødt til at krydse mine skriftlige noter af, når jeg har brugt dem i manus, for ellers bruger jeg alt for meget tid på at bladre og læse i allerede integrerede ideer i teksten.

Det kan ske, at jeg bliver lidt træt af det manus, jeg arbejder på. Det driller måske, og jeg kan ikke få styr på, hvordan jeg løser problemet. Så kigger jeg i nogle af de halvfærdige tekster, jeg har liggende, piller i dem, og pludselig får jeg den der lyse idé, der skal føre det nuværende projekt videre i processen. Og ellers kan en gåtur eller havearbejde give næring til nye vinkler.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig – og hvorfor?

Uh, det er et svært spørgsmål, for hver gang jeg sender en bog på gaden, er det som at sende sit eget hjerteblod ud. Jeg får en klump i halsen ligesom den gang, min søn flyttede hjemmefra. Hvordan skal det gå? Har jeg gjort mit bedste?

Hvis jeg skal vælge en af mine bøger, må det være den seneste, nemlig ’Bag portieren’. Jeg er stolt af, at jeg har kunnet skrive min første historiske roman, eller nærmere exofiktion. En genre, der er vanskelig, fordi fakta pinedød skal være korrekte. Selv vejrliget på bestemte dage har jeg tjekket. Her er ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, for der vil altid være en læser eller to, der opdager det, hvis det ikke er korrekt. Og så er jeg megastolt over, at artisterne kommer og fortæller mig, at de har læst bogen flere gange, og at de tager hatten af for, at jeg har kunnet beskrive deres liv som det var, og til dels stadig er. Når det er sagt, så vil jeg også sige, at artisterne selv har været særdeles hjælpsomme med at besvare mine spørgsmål undervejs i tilblivelsen af romanen.

Hvordan har du udgivet dine bøger og hvad er dine overvejelser om det?

Mine bøger er udgivet på et andels-forfatterforlag, medudgiverforlag og eget forlag.

Den allerførste publikation udkom på Kræftens Bekæmpelse. Den blev trykt i 2.000 eksemplarer. Uden ISBN-nummer. Jeg forærede dem manuskriptet på betingelse af, at de udleverede publikationen gratis. De solgte den for 100 kroner stykket. Jeg fik ikke en krone, men okay, det gik til et godt formål. I dette forløb lærte jeg også, at manus hverken blev redigeret eller korrekturlæst. Det havde jeg ellers taget som en selvfølge, at det ville blive. Jeg krummer tæer, når jeg af og til kaster et blik i det eksemplar, der står på min hylde.

Derefter skrev jeg to romaner, der udkom på forfatterforlag i 2004 og 2006. Her lærte jeg meget om udgivelsesprocessen. Og jeg var især opmærksom på, at redigering og korrekturlæsning var nødvendig, hvis mine tekster skulle have et vist kvalitetsstempel. Siden oplevelsen med Kræftens Bekæmpelse har jeg haft egenbetalte redaktører og korrekturlæsere på alle mine bøger. Jeg har fået fine lektørudtalelser på dem alle, og især den første, ’Sagde du noget, kælling?’ bliver stadig flittigt udlånt som lydbog. Jeg følte, jeg havde fået en blåstempling, og jeg søgte om optagelse i Dansk Forfatterforening.

I 2009 udgav jeg en dagbog om at være pårørende til en senhjerneskadet ægtefælle. Den blev udgivet på et ikke længere eksisterende medudgiverforlag. Aldrig har jeg fortrudt noget så meget. Jeg fulgte min redaktørs råd om at få udgivet lige præcis der, fordi forlæggeren efter sigende skulle være god til at markedsføre og god til at opnå fondsstøtte. Forlæggeren ombrød i sidste øjeblik teksten for at spare på antal sider. Første side startede på venstre side i stedet for på højre side, som er fast kutyme. Dertil glemte forlæggeren, at de tvungne bindestreger fra den første opsætning skulle fjernes manuelt. Resultatet var, at der var umotiverede bindestreger mange steder i bogen. Oveni har jeg aldrig hverken før eller siden oplevet så mange returbøger. Men det værste var dog, at forlaget krediterede boghandlerne for mere, end det havde faktureret dem. Det endte med, at jeg bad om at få oplaget destrueret.

Så, ja, næste step lå lige for. Det måtte blive eget forlag. Her er det indtil videre blevet til tre udgivelser. Og den fjerde er på vej. Jeg har brugt testlæsere, freelance redaktører og korrekturlæsere, og på de to seneste bøger har jeg også brugt rigtig gode grafikere til at lave omslagene og opsætning af bøgerne til trykfiler.

Fordelen ved at udgive på eget forlag er, at man har hånd i hanke med hele processen. Det er et stort arbejde at agere forlægger, og jeg må tilstå, at jeg efter hver bog siger aldrig mere, næste gang sender jeg manus til et forlag. Og så alligevel ... den tilfredsstillelse det er at komme ud over rampen med et produkt, man ved, er i orden, den er ubeskrivelig. Lige nu er jeg i gang med at planlægge markedsføring for den kommende bog. Lidt sent, måske, men tiden løber.

Hvilke formater har du udgivet i – papir, ebog, lydbog – og hvad har du af erfaringer at dele?

Jeg har udgivet på alle tre medier. Selv foretrækker jeg til enhver tid at læse en trykt bog, men når jeg er på ferie har jeg en e-bogslæser med. Den vejer ingenting. Lydbøger hører jeg meget sjældent. Mine tanker går på langfart, og så mister jeg tråden.

De første e-bøger satte jeg selv op i et program, jeg kunne finde ud af. Desværre er dette program ikke fulgt med tiden, og jeg kan ærlig talt ikke finde ud af dem, som Publizon anbefaler. Den seneste e-bog fik jeg et lydbogsfirma til at sætte op, og det gør jeg nok også næste gang.

Da jeg udgav min første i roman i 2004 blev den straks hapset til lydbog. Jeg fik en lille sum penge og afgav stort set alle rettigheder. Det havde jeg det fint med, for det der med lydbøger – hallo – det var da da bare en dille, der snart ville forsvinde igen. Den dille vokser sig større år for år, må jeg så erkende. Royalty på denne lydbog er kun på nogle få kroner, men heldigvis har forfattere de senere år modtaget bibliotekspenge også for lydbøger.

Jeg hoppede selvfølgelig med på lydbogsbølgen med de efterfølgende bøger, og jeg har fået indtalt to bøger af en privat lydbogsindlæser, og så en enkelt af et større firma. Ærgerligt nok fik jeg ikke lov til at høre lydbogen på ’Bag portieren’, inden den blev distribueret. Indlæseren har begået en række udtalefejl, som kunne være udbedret, hvis jeg havde fået muligheden for at lytte den igenem. Selv om den næste bog er en fortsættelse, vælger jeg en anden indlæser og betinger mig, at jeg kan høre hele bogen, inden der trykkes på knappen til Publizon.

Oplever du at særlige muligheder eller udfordringer gør sig gældende for de genrer du arbejder i?

Som nævnt har jeg brugt min egne oplevelser til at skrive bøgerne, så hér har stoffet været inden for rækkevidde. Siddet i kroppen så at sige.

Når det gælder mine historiske cirkusromaner er det noget helt andet. Her har jeg nok brugt mere tid på research, end jeg har på at skrive. Men det er enormt spændende. Jeg lærer hele tiden noget, og jeg lærer en masse nye mennesker at kende, fordi folk er hjælpsomme med henvisninger til navne og telefonnumre, så jeg kan komme dybere ned i stoffet.

Hvordan søger du at skabe forbindelse til dine læsere – og til at udvide din læserskare?

Jeg poster i perioder en del fotos og informationer om mit igangværende arbejde på SoMe. Specielt Facebook og Instagram. Jeg holder også lange pauser, for jeg bliver selv så træt af gentagende opslag fra firmaer, forfatterkollegaer og vennekredsen. Så jeg kan ikke lade være med at tænke, at de såmænd nok også i perioder er lige så trætte af mine opslag.

I starten var det meget grænseoverskridende for mig at stille mig op i en forsamling og snakke derudad. Nu trives jeg med at holde foredrag rundt omkring. Det giver mig lidt et kick. Ligesom da jeg i 2018 var på turné med Cirkus Baldoni og fik mit daglige minut i rampelyset, haha.

Når der dukker et aktuelt emne op i medierne, hopper jeg gerne med og laver et opslag om den eller de af mine bøger, der kunne være relevante at læse i den forbindelse.

Hvordan kombinerer du at skrive med at tjene til dagen og vejen?

Jeg er folkepensionist, og jeg har ikke længere fuldtidsarbejde. Det giver frihed til at skrive og holde foredrag. Jeg tilpasser mig. Sidste efterår investerede jeg i en kolonihave. Her sidder jeg nu og skriver i den varme udestue med udsigt til et japansk kirsebærtræ, stauder på spring og en grøn, grøn græsplæne.

Arbejder du aktuelt på en ny bog, så fortæl os gerne lidt om den.

’Bag portieren’ har glædet mange i cirkusmiljøet, og jeg er blevet kontaktet af en artist, der gerne vil have, at jeg skriver en bog om hendes familie. Jeg er kun netop blevet færdig med efterfølgeren til ’Bag portieren’, men jeg er så småt i gang med at slægtsforske og researche på den familie, jeg skal til at skrive om.

Ved et besøg hos Katja Schumann på Cirkusgården i Løkken spurgte hendes mand, om jeg var sådan en, der godt kan lide at opklare ting. Jeg svarede ja, og han sagde, at han havde en kasse fra et dødsbo efter en for ham ukendt kvindelig artist. Den kasse har jeg nu stående. Jeg tror ikke, der er materiale nok til en bog, men en artikel kommer der nok ud af det, inden kassen skal afleveres til Cirkusmuseet i Rold.

Sideløbende pusler jeg lidt med et ældre projekt, som også brænder for at blive skrevet færdigt. Det er noget helt andet, nemlig en krimi.