Genre
Fiktion, Nonfiktion, Lyrik
Min mor hævder, at jeg var 10 år, da jeg skrev min første roman. Jeg har altid skrevet meget, lige siden, jeg lærte at skrive. Fra jeg var 12, har jeg vidst, at det eneste, jeg ville, var at skrive bøger. Og med bøger, tror jeg mest jeg tænkte noveller, men også romaner.
Og så var det alligevel digte, jeg først kastede mig over som voksen. Da jeg var 20, sendte jeg en digtsamling til Gyldendal, som de godt kunne lide halvdelen af. Den anden halvdel fandt de for fjollet, og hvis vi sorterede den halvdel fra, var der for lidt til en bog. Så jeg måtte skrive noget mere. Men det blev det ikke bedre af, og på et tidspunkt opgav jeg den digtsamling. Men jeg blev ved med at skrive digte og kortprosa, mens jeg var politisk aktivist og tog en uddannelse fra universitetet. Senere fik jeg job på et forlag, men kom så i en sommerferie uforvarende til at gå i gang med en roman. Og endnu et par år senere søgte jeg ind på Forfatterskolen og kom ind, og så var der ikke rigtig noget at gøre. Jeg stoppede som forlagsredaktør og udgav min første roman i 2007.
Jeg har udgivet 4 romaner, en novellesamling, en digtsuite, en børnebog, en filosofibog, en grammatikbog, en bog om fodbold og kultur i Madrid og så nogle kapitler til lærebøger i filosofi og til en politisk debatbog. Jeg har en uddannelse i filosofi fra universitetet, og så er jeg uddannet fra Forfatterskolen.
Jeg synes, man kan sige, at mine noveller og romaner udmærker sig ved en optagethed af fortællepositionen. Det interesserer mig, hvad det betyder for historien, hvem der fortæller den. Man kan også sige, at historierne er præget af sanselighed, af interesse for sproget og for den sociale ramme – og vel også af humor. Svimmelhed og tabet af kontrol har også altid spiller en stor rolle.
Jamen, alle steder fra, vil jeg sige. Jeg finder inspiration i jazz og klassisk musik. I hvert fald skriver jeg bedre, når jeg hører det. Jeg får stor inspiration under gåture. Det behøver ikke at være ved en skovsø, men kan lige så godt være en byvandring, hvor jeg registrerer forskellige små scenerier eller optrin, som min hjerne digter videre på. Enten forsøger den at regne ud, hvad der er gået forud, og hvad der vil ske efterfølgende. Eller også skriver den optrinnet om, fx for at undersøge, hvad der ville være sket, hvis en af faktorerne var udskiftet med en anden. Fx hvis manden i et skænderi havde været en pige i kørestol, eller hvis strømsvigtet var indtruffet i snevejr. Den slags.
Jeg bliver inspireret af bøger, absolut, især af skønlitteratur, men også af faktuel viden. Men nærmest aldrig af Nyhederne på tv. Faktisk skal jeg helst ikke se nyheder, før jeg begynder at skrive, for de dræber mit sprog.
Mine drømme er noget af det, der inspirerer mig mest. Tit har jeg skrevet drømme direkte ind i en prosatekst, hvor de så kan repræsenteres som fortællerens drømme, hvis teksten har en jegfortæller. Eller de kan repræsenteres som en del af fortællingens virkelighedsplan, som så tager karakter af noget surreelt.
Jeg inspireres af samtaler, fordi jeg er meget optaget af at skrive replikker og derfor har brug for at aflytte, hvordan folk taler. Jeg skriver på dansk, men har de sidste 12 år boet i Spanien, så jeg har ikke adgang til så mange danske samtaler. Samtaler med mine børn inspirerer mig i særlig høj grad, fordi de siger ting på usædvanlige måder, fordi dansk er deres andetsprog, og fordi de stiller andre spørgsmål, end jeg selv ville gøre.
Og, nå ja, jeg inspireres af begivenheder i mit liv. Det giver næsten sig selv. Især af de små, tilsyneladende ubetydelige episoder.
Bum! Det er sgu et stort spørgsmål.
Lad os nu sige, at det er en roman, jeg vil skrive. Forudsætningen for at komme godt i gang med den er, at jeg får sat an fra en god sætning. En enkelt god sætning, som angiver en bestemt sprogtone, en stemning og måske endda et vigtigt betydningslag, ja, det er næsten som en halv bog. Men det er ikke sikkert, at den sætning er den første, der løber ned gennem fingrene. Indimellem skal jeg skrive hundrede sider, før jeg finder den, men når jeg så gør det, kan jeg slette alt det andet og begynde forfra med den som udgangspunkt og fundament. Som det, jeg kan støtte mig på gennem hele skriveprocessen.
Og hvordan får man så skrevet de hundrede afprøvende sider? Jeg sætter mig ned og gør det. Jeg skriver bare løs uden at vide, hvor jeg skal hen. Jeg har en enkelt gang forsøgt at lave en struktur for en hel roman på forhånd. Det var min debutroman. Det skabte langt flere problemer for mig, end det løste, for da jeg begyndte at fylde strukturen ud, ville fortællingens figurer ikke rigtig gøre, som de skulle. Det kom til at virke kunstigt og fortænkt, når jeg forsøgte at bøje deres handlinger og tanker ind mod strukturen. Det gør jeg aldrig igen.
Når jeg så har fundet sætningen, går jeg i gang med opfyldningen. Jeg propper simpelthen alt muligt ind i dokumentet. Alt det, som jeg umiddelbart synes har noget med min hovedidé at gøre, klasker jeg ind. Jeg har set malere gøre det samme: Fylde lærredet ud med maling, før de finere processer går i gang. Man har en fornemmelse, at der skal være noget vinrødt foroven til højre – og noget meget kantet og hakkende blåsort lidt til venstre for midten, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. Ikke endnu. Og formodentlig bliver det hele efterhånden dækket af andre farver. For mit vedkommende giver det mig en både en tryghed at vide, at der er stof nok. Og samtidig giver det en produktiv uro at stå over for den opgave at finde ud af, hvad jeg stille op med alt det rod, hvad de forskellige elementer vil mig eller vil med min idé.
Så kommer der en fase med association. Jeg skriver teksten igennem og flytter rundt, mens jeg forsøger at fornemme, hvilke elementer der knytter sig til hinanden, så at sige taler sammen.
Det glider gradvis over i en refleksion, når jeg mere præcist skal have styr på, hvordan elementerne hænger sammen. Det skal jeg vide. Jeg skal ikke skrive det i teksten, for det er jo ikke en lærebog, hvor jeg skal forklare sammenhænge, men jeg skal kende dem selv, både på et reflekteret og et sanset plan.
Og sansning spiller hovedrollen i den næste gennemskrivning, hvor jeg tager stilling til, hvad der sansemæsssigt føles sandt i teksten. Altså, er oplevelsesdimensionen af de beskrevne tildragelser og fysiske rum troværdig. Man skal kunne mærke, hvor meget koldere det bliver, når vandringsmanden sætter sig ind i skyggen under et træ. Føles det rigtigt? Det tænker jeg selvfølgelig også over, når jeg skriver scenen i første omgang, men nu tænker jeg over det igen – og lidt grundigere. For i første hug har jeg sandsynligvis skrevet den uden at stille så specifikke krav til mig selv.
Sansning og sandhed. Sandhed også i den forstand, at jeg 'lytter' til replikkerne. Ville den og den figur sige det og det i den situation og på den måde, især? Man skal kunne høre, om man synger falsk. Sandheds- eller troværdighedskravet gælder ikke kun replikkerne, men også handlingerne. Det er for så vidt en psykologisk analyse. For mit vedkommende dog uden særlig megen skelen til psykologisk teori, men mere til erfaring med at omgås mennesker.
Og nu må der helst ikke komme mere tekst til. Nu kommer den sidste redaktion, hvor jeg tværtimod skærer fra. I princippet skal alt, som kan undværes, væk. Det ved jeg ikke, om jeg i praksis kan leve op til, men det er intentionen. Jeg tager også stilling til læseflowet. Er der for eksempel for mange flashbacks, som sinker handlingen for meget? Kommer handlingen for tøvende i gang? Eller går det tværtimod for hurtigt?
Herefter er manuskriptet klar til at blive sendt afsted til forlaget. Igen: principielt set. For hvis jeg så læser en sidste korrektur, opdager jeg næsten altid, at teksten på den ene eller anden måde modsiger sig selv, og så skal jeg jo tage stilling til, om det er en god ide, at den gør det. Og gør det på den måde. Ret sikkert er det også, at jeg natten efter afleveringen vågner med at sæt og i søvne pludselig er kommet i tanker om det ene eller andet, som skal med eller ud eller skrives på en anden måde.
Det her er ikke en arbejdsproces, jeg på noget tidspunkt har besluttet mig for at følge. Det er et forsøg på at huske, hvordan jeg af uransagelige grunde faktisk er kommet til at arbejde.
Research er for mit vedkommende altid kommet til undervejs i skriveprocessen, efterhånden som det har vist sig relevant. Ikke så meget på forhånd. Men jeg laver temmelig meget research. Jeg skrev en historisk roman, som til dels foregår under den spanske borgerkrig i slutningen af trediverne. Celeste, hedder den. Da jeg skrev den, læste jeg tykke historiske gennemgange af krigens optakt og forløb, læste personlige beretninger fra spaniensfrivillige, læste romaner og så film om borgerkrigen. Dem er der altså mange af. Og jeg tog ud til forskellige lokationer i Spanien for at se, hvad der fysisk kunne lade sig gøre.
I begyndelsen havde jeg to venner, som læste med på det, jeg skrev. Og jeg læste også deres ting, men det samarbejde blev slidt op. Det blev venskaberne heldigvis ikke, men de var blevet det, hvis vi var blevet ved. Det er en barsk og nøgen proces at læse hinandens førsteudkast. De sidste mange år har jeg udvekslet udkast og tekster med en kollega, som jeg lærte at kende på Forfatterskolen. Ikke hver gang, men for det meste.
Det sidste par år har jeg haft gang i en roman og en stor, filosofisk/litteraturteoretisk fagbog samtidig. Derudover har jeg skrevet på nogle essayistiske tekster om gadekunst i et bestemt kvarter i Málaga. Jeg har også eksperimenteret med en masse andre bogprojekter, hvoraf langt de fleste sikkert aldrig bliver til noget. Jeg synes ikke, det er spild af tid alligevel. Dels fordi, det i realiteten også er en metode til at finde frem til den næste bog, jeg faktisk skal skrive. Dels fordi de mange eksperimenter er udviklende. Jeg får afprøvet nogle hele og halve idéer. Det er vigtigt.
Men det er meget sjældent, jeg skriver på to forskellige manuskripter samme dag. Normalt heller ikke i samme uge. Det tager lidt tid at komme ind i den rigtige tilstand. Og forskellige bøger, kræver noget forskelligt af dig som forfatter. Især, selvfølgelig, hvis den ene er en fagbog og den anden skønlitterær. Når jeg er inde i skriveprocessen, arbejder jeg på manuskriptet hele tiden. Også når jeg ikke ønsker at gøre det, fx når jeg spiller kort med mine børn. Det er det frygtelige. Hjernen kan ikke slippe det. Den arbejder også videre, når jeg ikke ved, at den gør det. Og når jeg drømmer.
Jeg har udgivet bøger på et stort forlag, på mellemstore forlag, på et mikroforlag, på et aktivistforlag, på et politisk forlag, på et universitetsforlag, på et e-bogsforlag og en enkelt som selvudgivelse. Man får mest opmærksomhed fra medierne og dermed fra potentielle læsere, når man udkommer på et stort forlag. Det er ikke nogen epokegørende erkendelse. Men man får nok mest opmærksomhed fra sin redaktør og sit forlag, når man udkommer på et mikroforlag. Når man udgiver på eget forlag, skal man arbejde hårdt for at få opmærksomhed fra nogen overhovedet. Det gjorde jeg af forskellige grunde ikke, så nærmest ingen fandt ud af, at den lille roman, jeg udgav på den måde, eksisterede. Heldigvis fik den en lektørudtalelse. Det kan man ikke regne med. Og den var endda god, så bibliotekerne købte nogle eksemplarer. Men jeg vil personligt ikke gentage den erfaring. For mig er det for tung en vej at gå. Det må man gøre op med sig selv, om man har kræfterne til – og pengene. Det har jeg ikke. Og da slet ikke mens jeg bor i udlandet, hvor det er vanskeligt at sælge bogen selv.
Til gengæld udgiver jeg meget gerne på mikroforlag igen. Jeg går op i, at der bliver lavet et godt boghåndværk, og det er naturligvis ikke alle forlag, der prioriterer det lige højt. Så der skal man kigge sig omkring og forsøge sig hos nogen, der laver noget, man kan lide at kigge på. Man kommer jo til at se på sine egne bøger resten af livet. Og jeg må indrømme, at det ikke er alle mine, jeg kigger på med lige stor fornøjelse. Mikroforlag har typisk også kun en enkelt eller måske to redaktører, typisk forlæggeren selv, så det skal jo være en, man har tillid til, fordi man typisk ikke kan skifte redaktør uden at skifte forlag. Lykkeligvis er der i dag et væld af mikroforlag med hver deres redaktionelle profil og æstetik. Og i kraft af de nye samarbejder med bogfestival og fælles salgskanaler, der er opstået mellem mikroforlagene, har de langt bedre vilkår på bogmarkedet i dag end for ti år siden.
Men jeg ser selvudgivelse som den frieste form. Man bestemmer det hele selv, både det redaktionelle, det grafiske og det markedsføringsmæssige, fordi man selv betaler gildet. Man får også hele indtægten ved salg. Begge dele rummer en vis tillokkelse. Men det er også den hårdeste vej, fordi man jo skal kunne det hele selv, skal stole på sin egen dømmekraft i alle mulige sammenhænge. Og i principet lave det hele selv. Dog forstår jeg det sådan, at også selvudgivere har dannet nye kollegiale fællesskaber, hvor jeg forestiller mig, at man hjælper hinanden og 'låner' hinandens kundskaber.
Det er altså en parallel til den udvikling, man ser hos mikroforlagene. Selvudgiverne må kæmpe lidt hårdere for at opnå anerkendelse for deres udgivelser, fordi der jo ikke er en censurerende instans. Der er ikke en uafhængig redaktion, som skal vedtage manuskriptet. Men sjovt nok har et par af mine læsere sagt til mig, at min bedste roman var den, jeg udgav selv. Selvudgiverne fik mere vind i sejlene, da Solvej Balle i 2022 fik Nordisk Råds Litteraturpris. For det var jo for romanerne Om udregning af rumfang I, II og III, som hun selv har udgivet. Der er også andre anerkendte forfattere, som er gået over til selvudgivelse.
Jeg har udgivet papirbøger, ebøger og en enkelt lydbog. Lydbogen er lavet for Dansk Blindesamfunds bibliotek og er derfor desværre ikke tilgængelig for andre brugere. Jeg ved ikke, i hvilket omfang den bliver brugt. Det gør jeg egentlig heller ikke med ebøgerne, men det kunne jeg vist godt selv holde øje med. Økonomisk betyder ebøger og den ene lydbog absolut intet for mig, men jeg ønsker naturligvis, at mine bøger er tilgængelige for flest muligt læsere og derfor også i så mange formater som muligt.
Foreløbig er ingen af mine bøger udkommet uden for Danmark. Jeg håber, det sker snart, og meget gerne allerede med min næste roman, som foregår i Madrid, og som selvfølgelig bør udkomme i Spanien. Men det er vanskeligt for udenlandske forlag at få øje på en bog, som udkommer på et lille dansk forlag. Heldigvis er min forlægger god til alt. Også til det opsøgende arbejde med afsætning af bøgerne.
Det gør jeg kun i ret ringe omfang, men jeg bruger dog Facebook, min blog og Instagram. Det skal jeg gøre bedre. Min seneste roman Afstande over vand udkom to dage før, den første og stærkeste Corona-bølge satte ind og lukkede alt ned og gjorde det meget vanskeligt at komme ud at læse op, fortælle og signere. Det kan kun blive bedre næste gang.
Står jeg med en god uro i kroppen, når bogen udkommer? Føler jeg, at jeg har gjort mit arbejde med ordene så godt, som jeg kunne, og helst lidt bedre end jeg troede, jeg kunne? Kan jeg mærke en ærlig begejstring hos min redaktør og forlægger? Har mine nærmeste lyst til at tale om min nye bog? Får den nogen omtale? Får den god omtale? Er der nogen, der køber den? I den rækkefølge, vil jeg sige.
Jeg har været fattig, lige siden jeg for snart tyve år siden besluttede at give mig selv en ærlig chance for at skrive de bøger, jeg har lyst til. Jeg har gjort alt muligt imens. Arbejdet som indvandrerlærer og som skrivelærer, oversat bøger, læst korrektur, redigeret bøger – og universitetsopgaver, oversat byggetekniske tekster, været turistguide, konstrueret quizzer til krydsogtværs, været konsulent for Forfatterskolen og skrevet reklametekster. Og så har jeg solgt min ejerlejlighed og spist den op. Og så har jeg været heldig at få legater fra Statens Kunstfond. Uden dem havde det ikke været muligt for mig at blive ved med at skrive. I perioder med fuldtidsarbejde kan jeg ikke skrive. Jeg har også tre børn, jeg skal tage mig af.
Og ja, jeg flyttede for tolv år siden til Spanien, men det var altså af andre grunde.
Mit nye manuskript er en selvstændig opfølger til debutroman Sofa, der var skrupskør, men opbyggede et fortællerum og en protagonist (Niels Peter), som jeg godt kan lide at arbejde med. Mit nye manuskript genoptager historien femten år senere. Det er stadig med Niels Peter som melankolsk og selvironisk antihelt. Og vi befinder os stadig i en grotesk komedie. Grotesk, men på samme måde, som virkeligheden uden for romanen er det. Den foregår i Madrid i 2020, hvor Corona hærger og forvandler alt på nærmest ingen tid. Og så er det en politisk roman, hvor Spaniens historie spiller aktivt og dramatisk ind i handlingen. Ligesom i Sofa udspiller en stor del af handlingen sig i en fodboldverden. Man behøver nu ikke at interessere sig for fodbold for at læse bogen. Fodbolden kan vel også læses som et billede på livet i almindelighed – og som et magisk prisme, der kaster lys på noget meget intimt ved Madrid. Det samme gør pandemien.
Fiktion, Nonfiktion, Lyrik
Forlag (klassisk), Andet
10+
Skønlitterære Forfattere