Site logo
Merchandise gør kernelæsere til ambassadører

Jeg vil i denne lille artikel give dig nogle idéer til hvordan uddeling af merchandise kan være en effektiv metode til både at skabe tættere forbindelse til dine faste læsere, og samtidig udvide og promovere dit forfatterbrand.

Jeg er forlægger for min mand, som er fuldtidsforfatter med fokus på det udenlandske marked. For nylig har vi fået produceret en masse forskelligt merchandise eller ‘swag’, som jeg plejer at kalde det. Swag er en forkortelse for Souvenirs, Wearables, and Gifts og også for Stuff We All Get – og altså et andet populært udtryk for merchandise.

Jeg havde set i flere udenlandske Facebookgrupper for læsere/forfattere, at swag blev brugt virkelig meget. Hvis en læser havde bestilt f.eks. en signeret bog direkte fra en forfatter, så fik vedkommende ofte også nogle ekstra ting med i form af f.eks. klistermærker, postkort og bogkort. Den glade læser skyndte sig ofte at lave et opslag i de her læsergrupper med fotos af alt det ‘fede’ merchandise, som vedkommende lige havde fået. Så udover at forfatteren havde sikret sig en endnu større fan, så fik forfatteren også ‘gratis’ markedsføring i form af eksponering på Sociale Medier.

Jo mere jeg blev en aktiv deltager i disse Facebook-grupper, jo mere forstod jeg, at swag faktisk kunne bruges til en masse forskellige marketingaktiviteter.

Hvilken type merchandise er oplagt for en forfatter?

Et flot bogmærke med grafik fra din nyeste bog eller flere af dine bøger er en klassiker. Det kan også være et bogmærke med dit navn på og noget ‘stemningsgrafik’, der ikke behøver at være fra en særlig bog.

Jeg har også set mange flotte eksempler på klistermærker. F.eks. med en særlig karakter fra en bog – eller igen med forfatterens navn/logo. Umiddelbart tænkte jeg, at klistermærker måske ikke er så interessante for voksne læsere, men jeg har kun set folk blive glade for dem, så her tog jeg fejl.

Magneter er også noget, som læserne er rigtig glade for at modtage. Igen handler det om at lave et design, der er fedt at se på og måske med lidt humor. F.eks. har en af mine gode forfatterkolleger skrevet en horrorroman om en kvinde (et monster), der stammer fra havet. Han har så lavet et klistermærke i ‘cartoon-stil’, hvor uhyret pludselig bliver helt sødt og Disney-agtigt med tentakler og søde muslingeskaller. Der er ingen tvivl om hvad klistermærket skal forestille, men det er gjort med humor.

At printe postkort er også en god og relativ billig form for merchandise. Og så er der plads til at skrive en personlig hilsen bagpå.

Bogmærker, klistermærker, magneter og postkort er det jeg ser mest af, og også det, der nok er billigst at producere. Men jeg har også set forfattere få printet t-shirts, krus, kuglepenne og gaveposer.

Det er kun fantasien – og økonomien – der sætter grænser. Det er vigtigt, at resultatet er flot, og det vil nok være oplagt at få grafikeren, der lavede dit bogcover, til at komme med nogle designforslag. Der er trykkerier som kan trykke de nævnte typer og meget andet swag til overordentlig fornuftige priser. Find dem f.eks. her hos trykkerier som annoncerer på Bogbrancheguiden.

Gør dit merchandise personligt

Når du sender swag sammen med en signeret bog, så anbefaler jeg, at du f.eks. signerer et bogmærke og skriver en personlig takkehilsen på et postkort. Det løfter læserens oplevelse af at være i kontakt med dig mangefold.

Andre idéer til at bruge merchandise

Hvis du har opbygget en større følgerskare på de Sociale Medier, så kan du overveje at afholde en lille konkurrence eller giveaway her, hvor du udlodder et sæt af dit cool merchandise.

Hvis en bogklub henvender sig, fordi de skal læse din bog, så send en pakke med bogmærker til hele klubben.

Det er også helt oplagt at uddele dit merchandise i forbindelse med en boglanceringsevent eller bogsignering. Her vil mange af dine faste læsere nok møde op, og der er ingen tvivl om, at de vil blive glade for at få et bogmærke eller andet. Måske med din signatur på.

Skal du på bogmesse, har du også rig mulighed for at uddele swag og blive husket lidt bedre.

Hvis du deltager i fælles konkurrencer og giveaways med andre forfattere, så er en signeret bog sammen med noget swag en god gevinst.

Sådan har vi selv brugt vores swag

Vi har selv fået trykt to forskellige bogmærker, én med min mands nyeste bog og én med hans tidligere trilogi. Vi har lavet et rundt klistermærke med motiv fra hans nyeste bog og så et postkort. Postkortet viser motiver fra alle hans bøger igennem årene, og kun hardcore fans vil kunne genkende alle elementerne. Det er en god gimmick til dem, og de vil kunne fortælle om det på Sociale Medier, hvor andre så hører om titler de endnu ikke har læst.

Jeg håber, at jeg har givet dig indtryk af, hvordan swag / merchandise kan bruges dobbelt – til både at glæde dine kernelæsere og få dem til at hjælpe med at udbrede kendskabet til dine bøger og dit navn.

 

Del artiklen

nyeste
ARTIKLER

artiklens
forfatter