Forlagsaftalen er en byttehandel – hvor meget vil du afgive?

af Karsten Pers

De fleste forfattere har nok båret på drømmen om at blive antaget på et stort forlag. Drømt om at blive feteret forfatter, der nurses af dygtige forlæggere, redaktører og marketingfolk. Og nok næsten lige så mange forfattere har gennem årene skrevet under på deres forlagsaftaler i blind tro, håb og tillid – uden at læse det med småt.

Så længe der ikke var nemme alternativer til at udgive på forlag, kunne det måske undskyldes. Men internettet, digitaliseringen, digital bogprint, frie bogpriser og konkurrencen fra streamingtjenester som Netflix har radikalt forandret og forhærdet bogbranchen over de seneste ti-femten år.

Bogudgivelse har udviklet sig fra næsten udelukkende at handle om papirbøger og være en sag for traditionelle forlag, til at forfatterne nu står med frit valg mellem forlag, medudgiverforlag og selvudgivelse, og til at papirbøger nu er suppleret med e-bøger, lydbøger og streamingtjenester. Mange forlagskontrakter er følgelig vokset i omfang og kompleksitet, og i den tiltagende komplekse konkurrencesituation i markedet er mængden af den elastik, som mange forlag tillader sig selv i kontrakterne, øget markant.

Trods alt dette er der naturligvis fortsat mange forskellige grunde til, at forfattere kan ønske at indgå samarbejde med traditionelle forlag. Men nu, hvor der er alternativer, bør man være ekstra bevidst om, hvad prisen er for at gøre det.

Når du indgår aftale med et forlag om udgivelse af din bog, indgår du en byttehandel. Forlaget forpligter sig til at bruge ressourcer på at færdiggøre din bog sammen med dig, og på at producere bogen og bringe den ud på markedet. Til gengæld vil forlaget have sikkerhed og andel i eventuelle indtægter på bogen og evt. afledte produkter. Det betyder, at du må overdrage forlaget betydelig kontrol over bogen, eksklusive udgivelsesrettigheder og en væsentlig del af bogens eventuelle indtægter. Det er der som sådan kun rimelighed i. Men lad os kigge på den praksis, der udbredt gælder for de tre områder – kontrol, udgivelsesrettigheder og indtægter.

1 – Overdragelse af kontrol

Forlagets kontrol over dit værk kan tage mange former. Fra at sætte grænser for antal af illustrationer (de kan være dyre), ville bestemme titlen og omslagsdesignet (forlaget kan have den bedste viden om, hvad der virker i markedet), til f.eks. at give sig selv meget god tid til at bringe bogen på markedet. Lad os kigge på dette sidste. En sætning a la denne er ikke atypisk at møde i forlagsaftaler:

Rettighedshaveren har ret til at opsige aftalen uden varsel, hvis Forlaget ikke har udgivet Værket i trykt form senest 12 måneder efter det forventede udgivelsestidspunkt.

Som det er formuleret, kan det umiddelbart ligne, at forfatteren tildeles en betydelig magtposition – ret til at opsige aftalen uden varsel. Men paragraffen er nu ubetinget til forlagets fordel. For det “forventede udgivelsestidspunkt” ligger gerne 6-12 måneder efter datoen for indgåelse af forlagsaftalen, og dertil kan du altså risikere at måtte vente yderligere 12 måneder før din bog kommer på markedet – eller før du kan kræve aftalen ophævet. Forlaget giver altså sig selv op mod to år til at skulle have din bog på markedet.

Jeg siger bestemt ikke, at det typisk tager så længe, men skriver du under, kan du intet stille op, hvis tiden trækker ud. Og for de fleste forfattere er det meget lang tid fra manus er antaget og aftalen underskrevet, til bogen når ud til læserne. For f.eks. fag- og debatbøger kan bogen helt have mistet sin relevans på den tid.

I lyset af at man som selvudgiver kan sende sin bog på markedet så snart man er klar og vil, så forekommer det at være meget lang snor nogle forlag giver sig selv. Jeg anbefaler at diskutere det og evt. få indsat specifikke begrundelser, som kan accepteres for en forsinkelse efter forventet udgivelsestidspunkt.

2 – Overdragelse af eksklusive udgivelsesrettigheder

For ikke mange år siden omhandlede forlagsaftaler alene den trykte bog. Der fandtes ikke andre bog-medier. Og bøger produceredes alene med offset tryk, som krævede en ikke uvæsentlig initialomkostning til produktion af trykplader, rensning af valser, tørretid, foldning og skæring af trykarkene, bogbinding m.m. Hvorfor der ikke kunne komme fornuftigt overskud på en bogproduktion medmindre den kunne sælge et oplag på måske 1000 eksemplarer. Ordet forlægger kommer da også historisk af at lægge ud for denne startomkostning, som de færreste forfattere selv havde råd til.

Forlagsaftaler indeholdt derfor også indtil for få år siden – rimeligt nok – paragraffer, der beskrev hvordan udgivelsesrettighederne først kunne falde tilbage til forfatteren, hvis salget var gået i stå, eller når et oplag var udsolgt eller forlaget ikke ønskede at tage risikoen ved at trykke et nyt.

I dag har digitale bog-printere så høj kvalitet, at mange bøger produceres på disse – løbende og i små antal. Efter et evt. udsolgt første oplag produceret på offset ligger det nu typisk i forlagsaftaler, at forlaget har ret til at fortsætte produktionen på digital on demand basis. Altså i små drypvise print afhængig af efterspørgslen.

Ikke desto mindre vil du i nogle forlagskontrakter stadig finde afsnit, der omtaler oplag og hægter tilbagefald af udgivelsesrettighederne til forfatteren sammen med dette. Andre omtaler hvordan forlaget efter et indledende oplag må overgå til print on demand i en længere årrække, før forfatteren kan kræve tilbagefald af udgivelsesrettigheder – til den trykte udgave. Mens rettighederne til at udgive bogen som e-bog, lydbog m.m. har helt separate og af den trykte udgave uafhængige bestemmelser.

Det kan være temmeligt krævende i nogle forlagskontrakter at gennemskue hvor beskedent et salg vil være nok til at forlaget kan fastholde udgivelsesrettighederne i hvor mange år på hvilke medier. Og anføres der et minimums salgstal, er der som regel ikke knyttet nogen specifikation til, af hvor billigt de må være solgt. Så i praksis kan forlaget måske slippe af sted med at fastholde udgivelsesretten uendeligt, ved blot selv at købe f.eks. 10 eksemplarer til 5 kr. stykket hvert år. Og tag ikke fejl, forlag lever af rettigheder.

Dansk Forfatterforening anbefaler, at man får indsat en frist for ubetinget ret til genforhandling eller opsigelse, som kan formuleres således:

”Når der er gået mindst 7 år efter værkets udgivelse, kan hver part forlange aftalen genforhandlet. Kan parterne ikke nå til enighed, kan aftalen opsiges med mindst 3 måneders varsel til udløb af en afregningsperiode.”

Personligt ville jeg forsøge at afkorte den tid betydeligt. Det er meget få bøger, som har forlagenes aktive interesse i 7 år. For dig/forfatteren kan det være hjerteblod. Og hvis forlaget stadig efter 3-5 år gør et aktivt og tilfredsstillende arbejde for bogen, vil du næppe have grund til at opsige samarbejdet.

3 – Overdragelse af indtægter

Det siger sig selv, at forlagene – det store flertal, der drives som forretninger – indgår langt de fleste aftaler i forhåbning om at tjene penge. Det vil sige at få en del af det overskud, der evt. kommer af salget. Det er der naturligvis kun sund fornuft i. Så det er forlaget, som administrerer salg og indtægter og afregner en aftalt royaltysats med dig.

For ikke mange år siden, da der endnu var faste bogpriser, var royalty beregnet som en procentsats af ”vejledende udsalgspris”, som var den ufravigelige pris, forhandlerne skulle holde i udgivelsesåret og hele det følgende kalenderår. Royalty lå typisk på 12-15 procent. I dag, hvor der ikke længere er faste bogpriser, giver det mindre mening at tale om vejlendende udsalgspris. Nu beregner man typisk royalty af nettoprisen, som betyder bogens udsalgspris ekskl. moms og boghandleravance – eller simpelthen forlagets indsalgspris ekskl. moms til forhandlerne. Og derfor skal vi som har kendt til ”den gamle verdensorden” ikke længere tage til takke med 12-15 procent, men snarere have 20-26 procent for ca. at holde samme relative indtjening.

Men dertil har forlagene typisk nu forskellige royaltysatser for et hav af formater – offset, POD, e-bogsstreaming, e-bogsdownloads, lydbog osv. Det kan hurtigt virke helt uoverskueligt, og hvilke af disse formater satser forlaget på? Og hvad nu, når der ikke er faste bogpriser, kan du så regne med, at bogen faktisk sælges til en pris, du har gavn af?

Du kan møde en paragraf som den her, i aftaler på store forlag, og der mangler der noget vigtigt:

Til brug for beregning af honorar til Rettighedshaveren for salg af Værket som trykt bog anvendes den i det konkrete tilfælde opnåede salgspris (”Nettopris”), det vil sige Forlagets salgspris til forhandler, bibliotek eller anden distributør.

Der er ikke nævnt nogen fast (minimums) salgspris, som din royalty beregnes efter. Forlaget kan i praksis sætte prisen på din bog til en krone – den i det konkrete tilfælde opnåede salgspris. 

Som udgangspunkt er forlaget mindst lige så interesseret som dig i at tjene penge, men jeg har selv for mange år siden haft den lærerige oplevelse, at et af mine udenlandske forlag solgte store partier af en af mine bøger til en supermarkedskæde til så lave priser, at jeg ingen afregning ville få på dem. En kollega indviede mig dengang i, hvad det er for studehandler, der kan indgås, og jeg var brik i et spil, hvor andre bøger – måske med lavere royalty-afregninger – så var indgået til fuld pris.

Det hører dog med til historien, at jeg havde sikret mig at få skiftet forlagets formulering om “i det konkrete tilfælde opnåede salgspris” ud med en “vejledende udsalgspris ” i kontrakten. Så jeg fik mine penge. Og forlaget måtte æde tabet. Men du bør altså også sikre dig, at din royalty beregnes ud fra i forlagsaftalen specificerede minimums nettopriser på de forskellige udgaver/medier. Og at forlaget må henvende sig, hvis de mener det tjener bogens og din interesse at justere på de priser.

En ting får de fleste forfattere lov at beholde – markedsføringen

Noget af det, de fleste forfattere virkelig håber og tror, deres forlag vil yde, er en betydelig markedsføringsindsats. For forlagene kender jo folk i branchen og kan virkelig gøre en forskel for salget, tænker man. Men lige netop den opgave får de fleste forfattere lov at løfte selv. Og det er en af de mest udbredte skuffelser, der rammer forfattere på traditionelle forlag.

I forlagsaftaler er markedsføringen sjældent omtalt i meget større detaljer end a la dette:

Forlaget sørger for Værkets markedsføring på sædvanlig måde under hensyn til Værkets karakter, afsætningsmuligheder og øvrige omstændigheder.

For den håbefulde kan det måske godt lyde lovende. Men det er tre gange elastik i metermål. Hvad der ikke står forklaret er, at forlagets sædvanlige måde, er at yde meget begrænset markedsføring. Og at det generelt begrundes i at afsætningsmulighederne for de fleste bøgers vedkommende er uforudsigelige og oftest meget beskedne.

De større forlag har i praksis ikke råd til eller interesse i at markedsføre hver af deres mange udgivelser målrettet. Deres forretningsmodel bygger ikke på, at alle bøger får succes, men på at et tilstrækkeligt antal gør det, til at betale for alle dem, som ikke gør. Med få undtagelser aner man bare ikke hvilke bøger, der vil få succes. Og forlagene kan også langt ad vejen læne sig tilbage og håbe, at forfatterne lægger sig i selen for selv at gøre opmærksom på deres bøger.

Du kan formodentlig regne med, at der bliver udsendt en generel pressemeddelelse om udgivelsen, at bogen indgår i forlagets udgivelseskatalog som præsenteres for boghandlerne/kæderne og at et antal eksemplarer fremsendes til mere eller mindre velvalgte medier/anmeldere. Alt sammen på linje med de 10.000 andre bøger, som udkommer i Danmark hvert år. En rutinemæssig og næsten omkostningsfri indsats.

Det skader ikke at bede forlaget være mere konkret om, hvad det vil yde af markedsføring for din bog. Før du skriver under.

***

Der ligger meget andet i en forlagskontrakt, men nu har du i hvert fald en idé om, at du bør læse din forlagsaftale grundigt – eller søge assistance til det. Og at du bør afveje, om du synes at det, som forlaget forlanger af dig, rimeligt modsvares af den indsats, det forpligter sig konkret på at gøre for dig og bogen.

Hvor langt du kan komme med at bede om justeringer og specifikationer til den forlagsaftale, du får forelagt, er svært at sige. Det er ikke nemt for forlagene – særligt de større – at skulle forholde sig til individuelle kontrakter. Men de har helt sikkert noget line at give af, og du skal ikke skrive under i blind tro og tillid. Eller naivt håb.

Møder du ikke tilstrækkelig konkret imødekommenhed, kan du kigge efter andre forlag, hvis kontrakt eller samarbejdsvilje matcher hvad du kan leve med – eller ligefrem finder fair. Du skal også være helt bevidst om, at den flinke redaktør, du er i dialog med, antagelig er ude af dit liv igen om en måned eller to, og ingen indflydelse har på den længere relation mellem dig og forlaget.

Snart er du antagelig blot en af mange kontrakter, som varetages af økonomiafdelingen. Og en af mange rettigheder, som varetages af juristerne.

Min pointe er ikke at alle skal holde sig fra at indgå forlagsaftaler. Men at alle forfattere og ophavsretshavere bør læse, forstå og evt. søge at få bearbejdet forelagte aftaler før vi skriver dem under.

Find hjælp til læsning og anbefalinger vedr. forlagskontrakter m.v.

 

nyeste
ARTIKLER

artiklens
forfatter