Når du har lavet en ebog og vil have den sat til salg via landets online boghandlere, udlånt via eReolen og måske på diverse streamingtjenester, så sker det via Publizon.dk. Publizon driver bogbranchens platform for digital distribution – Pubhub – som modsvarer platformen for trykte bøger – Bogportalen – der drives af DBK.
Via Publizon kan du oprette dine ebøger til både salg, udlån og streaming, og så tager de sig af alt det praktiske med udsendelse og beskyttelse af filerne og afregning til forlaget.
NB – Ønsker du at sælge/distribuere lydbøger, så foregår dette også via Publizon, hvilket vi vil komme ind på i en senere artikel.
Opret en aftale med Publizon
Første skridt er at udfylde formularen med oplysninger om dit forlag nederst på siden her. Så får du en mail retur med en kontrakt til underskrift og diverse oplysninger til brug for at komme i gang samt et login til dashboardet (Pubhub), når kontrakten er underskrevet.
Og nu begynder det sjove. For via Pubhub kan du nu oprette og uploade dine ebøger og vælge, hvem de skal distribueres til.
1. Standard distribution (online boghandlere)
Det er inkluderet i din aftale med Publizon, at de distribuerer din ebog til de store danske online forhandlere af ebøger.
Du kan se en opdateret liste her: https://publizon.dk/forhandlere/
Når du opretter en ebog skal du blot aktivere ‘Standard distribution’, og så modtager disse online boghandlere din ebog i et feed, der udsendes fra Publizon én gang om dagen.
Salg via disse forhandlere adminsitreres af Publizon, som afregner én gang om måneden til forlaget.
2. Udlån via eReolen
Der er også mulighed for at sætte flueben ved ‘Udlån ved eReolen’.
Hvis du aktiverer dette, bliver din ebog sendt til eReolens materialeudvalg, der vurderer, om de ønsker at tage bogen til udlån. Det er altså ikke givet, at bogen kommer til udlån, men sker det ikke, kan du evt. rette henvendelse til eReolens materialeudvalg om at revurdere.
Når materialeudvalget har vurderet din bog, kan du i din Indholdsliste på dashboardet se, at aftalen (feltet ERK) går fra sort (under vurdering) til enten grøn (aktiv) eller rød (fravalgt).
Vær opmærksom på, at for at eReolen overhovedet modtager ebogen til vurdering, skal der være en læseprøve. Når du opretter din titel på Pubhub kan du vælge enten selv at uploade en fil til læseprøve, eller du kan bede systemet om at oprette en. Hvis du beder systemet om det, skal du huske at angive en procentdel af den samlede tekst (mindst 3%). Dermed vil læseprøven automatisk blive dannet, når du er færdig med at udfylde formularen og trykker ‘Gem’.
Afregning for udlån på eReolen sker også via Publizon.
3. Tredjepartsdistribution
NB – kræver særskilte aftaler med streamingtjenesterne
Ønsker du, at din ebog skal være tilgængelig på nogle af streamingtjenesterne (f.eks. Mofibo, Nextory, Saxo Premium osv.), så kræver det en forudgående aftale med hver enkelt af disse.
Du skal altså kontakte dem om at få en distributionsaftale. Men det kan være en udfordring, da nogle streamingtjenester helst ikke indgår aftaler med helt små forlag (pga. det store administrationsarbejde). Lykkes det dig ikke at få en direkte aftale, så er der flere medudgiverforlag, der tilbyder, at man kan komme ind under deres aftale mod et gebyr.
Får du selv kontrakter med streamingtjenester i stand, så skal du blot skrive dette til Publizons kundeservice, og så åbner de op for denne streamingtjeneste på din konto og du kan gå ind og aktivere ‘Tredjepartsdistribution’ til denne streamingtjeneste på dine ebøger.
Udbetaling sker fra hver enkelt streamingtjeneste, og udbetalingsmodellen er individuel og vil fremgå af din kontrakt med hver enkelt tjeneste. Hvis du får en aftale under et medudgiverforlag, så sker afregningen naturligvis efter aftale med dette.
Sådan opretter du en ebog til distribution på Publizon
Når du klikker på ‘Opret ebog’ inde på Pubhub er selve oprettelsen ret nem at gå til.
De fleste af felterne giver sig selv (titel, forfatter, forlag, Isbn), og er man i tvivl, er der god hjælp at hente ved hvert felt via info-ikonet ude til højre.
Der er dog et par ting, der er værd at nævne:
Nettopris og vejl. forhandlerpris
Nettoprisen er den pris du oplyser forhandlerne at de skal betale dig for bogen. Hver forhandler lægger dertil sin avance (efter eget valg) og momsen på, hvilket giver den endelige salgpris i den pågældende butik.
Der er som bekendt frie bogpriser, og forhandleren kan altså selv sætte sin salgspris, men i næste felt – ‘Vejl. forhandlerpris’ – kan du give dit forslag til prisen til kunden.
Eksempel:
Nettopris: 83,16 kr.
Boghandlerens avance: 20,80 kr. (svarende til 25%)
Forhandlerpris ekskl. moms: 103,96
Vejl. forhandlerpris inkl. moms: 129,95
Ovennævnte eksempel er lavet for overskuelighedens skyld. Det er kun ‘Nettopris’ og ‘Vejl. salgspris inkl. moms’ du skal indtaste i Pubhub.
Vær opmærksom på, at det transaktionsgebyr, som Publizon opkræver, bliver trukket ud af din ‘nettopris’.
Cover og ebogsfil
Dit cover skal være på højkant eller kvadratisk, i PNG- eller JPG-format, og så skal det være mindst 1400 px bredt.
Det er muligt at uploade din bog i enten pdf-format eller .epub-format. Du kan læse lidt om forskellene i denne artikel.
Vedr. selve epub-filen har Publizon nogle vejledninger liggende, der forklarer om filkrav her: https://publizon.dk/vejledninger/
Vil du gerne have professionel hjælp til at omdanne dit manuskrift til en fil i .epub-format, så kan du finde kompetent hjælp blandt Bogbrancheguidens freelancere her: https://bogbrancheguiden.dk/soeg-i-bogbranceguiden/?category=e-bogsservice&sort=tilfldigt
Digital beskyttelse af ebogen
Publizon tilbyder to forskellige typer beskyttelse af din ebog: Digital vandmærkning (anbefales af Publizon) og DRM (Digital Rights Management).
Digital vandmærkning: Dette er en metode, hvor der indlejres usynlige identifikationsoplysninger i ebogen, f.eks. i form af en unik kode eller en stregkode. Vandmærkningen identificerer den specifikke kopi af ebogen og kan bruges til at spore den, hvis den bliver delt ulovligt.
DRM (Digital Rights Management): Dette er en mere omfattende metode til beskyttelse af digitale medier. DRM bruger krypteringsteknologi til at begrænse adgangen til og brugen af en ebog. Det kan omfatte restriktioner såsom begrænset antal enheder, hvor ebogen kan læses, kopieringsbegrænsninger og adgangskodebeskyttelse. DRM kræver normalt en licens eller autentifikation for at åbne ebogen.
Det anbefales at læse de hjælpetekster, der står ud for hvert felt, og hvis man i øvrigt støder på problemer under brugen af Pubhub, eller hvis man har øvrige spørgsmål, så er Publizons kundeservice altid fantastisk søde til at hjælpe.