Den største fodfejl flertallet af selvstændige forfattere / selvudgiverforlag begår, er at de sælger deres bog alt for sent i forhold til markedet og derfor oplever boghandlerne som tilbageholdende.
Gør som forlagene
Gør som forlagene. Når du har manus så klar, at du kan se mållinjen for din udgivelse, så bør du sætte en udgivelsesdato, give bogen en titel og lave en forside. Har du ikke titlen klar, kan du bruge en såkaldt arbejdstitel, har du ikke en forside at vise, så have et forfatterportræt til en start. Det kan alt sammen ændres når du kommer længere hen i processen. Nu lægger du den uudgivne bog op på Bogportalen og giver bogen pris og forhandlerrabat
På den måde er du ude til rigtig mange der kan se at udgivelsen er på vej. Bogen ligger allerede på de store hjemmesider som Saxo go Gucca, Tales, Plusbog og andre, og kan forudbestilles der, med levering ved udgivelsesdatoen. Du er allerede nu i gang med at beskytte den investering du har foretaget ved at udgive en bog
Kæderne
Derefter går du til de største kæder i branchen Bog&idé og Kon-Tur. De kan komme med input til, hvilken kampagne der kan være relevant at komme med i. Hvis du ikke har penge til det, kan du indsælge bogen til boghandlerne via freelance sælgere eller gøre det selv. Blot du gør det længe før bogen er udkommet. Boghandlerne behøver ikke at se et fysisk eksemplar af din bog. De er vant til at købe ”luft” som jeg kalder det. De er også vant til at både titel og forside kan ændre sig undervejs. Det vigtigste er blot at de køber ved din henvendelse og du kan give dem et indtryk af, hvad du selv har tænkt dig at gøre for at bogen kan blive solgt. Det kan være pressemæssigt, markedsføringsmæssigt eller i form af events eller noget helt fjerde. Bare de ved, at du ikke læner dig tilbage og håber på, at de gør det hele for dig.
Internetbutikkerne
På samme måde med internetbutikkerne. Dem kan du relativt let lave kampagner med, og tro mig, de når meget længere ud, end du selv kan komme. Eksempelvis har SAXO 500.000 mailsubscribers, der hver dag modtager nyhedsbreve. En sådan kampagne med en internetboghandler koster nærmest ingenting, typisk 5% ekstra i rabat i kampagneperioden.
Ved at sælge din bog før den udkommer, sikrer du dig, at alle boghandlere har bogen på lager, når du sidder i Go’morgen Danmark og fortæller at bogen kan købes alle steder. Du undgår også at boghandlerne siger, ”der har ikke været nogen at spørge efter din bog, hvorfor skal vi så have den?” hvis du først kontakter dem efter at den er udkommet. Alle vil jo gerne være nyhedsskabende og så nytter det ikke noget at du kommer 3 uger efter din bog er udgivet og fortæller boghandleren at der er tale om en nyhed.
Læs mere om Konsulenthuset Reismers salgsrådgivning