Genre
Nonfiktion
Interview og redaktion Karsten Pers og Sarah Jacobsen
Jeg har skrevet ’fagbøger’, siden jeg var lille skoledreng. Når vi fik fristile for, og de andre skrev om deres kaniner eller sommerferier, skrev jeg tekster om Leonora Christina eller P.S. Krøyer, og ’bøgerne’ illustrerede jeg med billeder, jeg klippede ud fra historie- og kunsthistoriebøger, jeg fandt på loppemarkeder.
I dag har jeg været forfatter eller medforfatter til ca. 25 ’rigtige’ bøger. Jeg er uddannet kunsthistoriker fra KUA og Århus Universitet, så det er kunstbøger, jeg mest skriver.
Jeg synes, at mine bøger udmærker sig ved, at jeg tør tænke nyt og finde nye vinkler på ellers ofte gennemtærskede emner. Der er inden for mit fag en tendens til, at medmindre en ældre kollega har tænkt og skrevet det samme tidligere, må du ikke tænke og skrive det. Kan du ikke lave en note til en ældre kollega, gælder dine påstande ikke. Og så er det ligegyldigt, om der i mellemtiden er dukket spande af nye oplysninger og kilder op… Dér har jeg gennem hele mit forfatterskab været ret ligeglad – hvis jeg tænker eller mener noget nyt, formidler jeg det gerne. Og heldigvis har anmelderne altid været glade for, at denne forholdsvist unge forfatter tør tænke ud af boksen og gå nye veje.
Min inspiration kommer altid fra, at jeg selv tænker, at sådan en bog om sådant et emne, vil jeg egentlig gerne selv have stående på reolen. Jeg sidder aldrig og overvejer, hvilke emner, der vil sælge godt – det handler altid om, at jeg selv synes, at det er voldsomt spændende. Indtil nu har jeg været heldig med, at mine forskellige redaktører også har kunnet se potentialet i de emner, jeg falder for, men jeg tror ikke, at jeg vil kunne skrive om noget, jeg som udgangspunkt synes er kedeligt, blot fordi der er salg i det. Så vil jeg hellere producere til skrivebordsskuffen…
I de første år arbejdede jeg bedst om natten, hvor der var fred og ro, og hvor jeg ikke blev forstyrret. Jeg havde dog svært ved at passe mit job som vurderingsekspert hos Bruun Rasmussen med al det natteroderi, og da jeg også blev gift, indså jeg, at jeg var nødt til at begynde at betragte mit forfatterskab som et almindeligt job, og udføre det på almindelige jobtidspunkter.
I dag er jeg fuldtidsforfatter, og selvom jeg arbejder hjemmefra, og ’går på job’ på kontoret, overholder jeg ret strengt mine arbejdstider. Mellem 8-9 om morgenen besvarer jeg mails og får overstået samtaler med redaktører, grafikere, fonde, journalister og andre samarbejdspartnere, og så har jeg slukket såvel mail som telefon resten af dagen. Fra 9 til frokost skriver jeg, hvorefter jeg går en lang tur i Charlottenlund Skov og ved Fortet med hunden for at klare tankerne. Fra 14-18 skriver jeg igen, og så er den arbejdsdag slut.
De dage, hvor jeg forsker på arkiver eller besøger private kunstsamlere, forsøger jeg at efterleve nogenlunde samme arbejdsrytme, og sidder jeg for eksempel som i sidste uge på et gods i Sverige og registrerer portrætter, går jeg stadig en lang tur mellem 12 og 14, og siger tak for i dag kl. 18. Jeg kan mærke, at det er blevet mere og mere vigtigt for mig med rytmer og rutiner, jo ældre jeg er blevet.
Jeg har to bøger, som betyder alt for mig. Den ene er en jeg skrev for et par år siden om den danske 1700-tals maler Jens Juel. Han var den allerførste maler, jeg lærte at kende, da jeg fandt en antikvarisk bog om ham i min mormors reol, og han var min store helt i barndommen. Jeg drømte om en dag selv at skrive en bog om ham, og det var et meget intenst øjeblik, da jeg sad med bogen i skødet og indså, at nu Thyge, nu er ringen sluttet!
Den anden bog, som betyder meget for mig, var en jeg skrev sammen med Prins Henrik da han fyldte 80 år, og som handlede om hans kunstneriske virke. Jeg havde altid beundret en skulptur, han havde lavet, som stod i slotsparken ved Marselisborg, hvor jeg løb morgentur, da jeg læste i Århus. Til en middag hos fælles bekendte tog jeg mod til mig, og spurgte ham, om jeg måtte skrive en bog om hans kunst, og det blev han oprigtigt smigret over.
Det blev et fantastisk samarbejde, hvor vi også endte med at lave en udstilling sammen, og han er det mest æstetisk følende og sansende menneske, jeg nogensinde har mødt. Som kunsthistoriker var det en stor oplevelse at arbejde så tæt sammen med et menneske, for hvem livet og tilværelsen handlede om én ting, nemlig skønhed, for jeg har det på samme måde. Jeg har efterhånden lavet en del bøger med kongehuset, og det er arbejdsprocesser, der er præget af knap så stor kreativ frihed, fordi alting skal tjekkes og kontrolleres og godkendes af hoffet, men Prins Henrik insisterede på, at vores bog blev skabt kun af os, så al kommunikation foregik mellem os på møder, mail eller telefon, og det eneste andet menneske der var involveret fra kongehusets side, var hans hofchef, der kun stod for praktiske ting som bekræftelse af aftaler og transport o.l. Det var en stor oplevelse at lave den bog, ikke fordi det var en prins, jeg lavede den med, men fordi det var en æstet.
Jeg har kun prøvet at udgive mine bøger på etablerede forlag, og det er en form der passer mit temperament fint, fordi praktiske ting som tryk, PR og fondssøgning interesserer mig umådeligt lidt. Jeg har det absolut bedst, når min redaktør siger: ”Gå du blot i gang med forskningen, så ordner vi resten!” Det har taget nogle år at blive så etableret et navn, at forlagene gider tage det slæb for mig, men jeg klager bestemt ikke over, at jeg er dér nu…
Jeg har kun prøvet at udgive papirbøger, og jeg er også af den opfattelse, at lige præcist kunstbøger, skal udgives som fysiske bøger. Dem skal man kunne bladre i og nyde – jeg har svært ved at forestille mig at lytte til en kunstbog, ligesom jeg har svært ved at forestille mig at skulle skrive en kunstbog, der skal lyttes. Når jeg forbereder mine bøger, er det visuelle – altså billedsiden – en meget vigtig del af planlægningen.
En velproduceret kunstbog er efter min mening den smukkeste form for bog, der findes. Det er en type bog der bringer glæde, uanset om du læser i den eller kigger i den. Mange har jo også deres kunstbøger liggende fremme, fordi de i sig selv bliver en slags kunstværker. Udfordringerne ved kunstbøger er klart, at de er så vanvittigt dyre at producere. Uden fondsstøtte ville de aldrig løbe rundt, og det er det eneste minus ved min genre, at det altid føles som om, at vi er ude med tiggerposen. Der er et stærkt begrænset antal fonde i Danmark, der støtter fagbogproduktion, og vi er ofte de samme forfattere og forlag, der har snablen fremme.
Jeg er altid meget omhyggelig med at huske at sige tak, når jeg til sociale begivenheder møder fondsmedlemmerne, fordi uden deres velvilje var der ingen bøger. Forfatterne, og kunstnerne, og grafikerne, og forlagene kan være nok så henrykte for et projekt, men uden penge falder det hele til jorden. Fondene er det klister der holder fagbogsproduktionen sammen i et lille marked som Danmark, og det er vi forfattere slemme til at tage for givet.
Jeg har udgivet på dansk, engelsk og fransk men kun på danske forlag. Jeg har dog to projekter hos engelske forlag nu, og det er interessant at prøve. Englænderne har en helt anden respekt for forskere og fagbogsforlagene behandler deres forfattere mere ligeværdigt, hvor jeg i Danmark ofte har oplevet det stik modsatte. Man skal virkelig ville skrive fagbøger i Danmark, for du bliver på ingen måde båret frem – tvært imod.
Det er lidt pinligt at svare på, for jeg har altid været ret ligeglad med mine læsere. Jeg skriver mine bøger, fordi jeg ikke kan lade være, og fordi jeg selv synes det er spændende, men hvad potentielle læsere måtte tænke, skænker jeg faktisk ikke en tanke i skriveprocessen. Heldigvis lader det til, at mine læsere er glade for det jeg laver, for bøgerne sælger og jeg får ofte ros på mail eller når jeg holder foredrag, men det er desværre ikke noget, jeg planlægger efter.
Jeg ved godt, at det i dag er moderne at betragte forfattere som forretningsmænd, og at man som forfatter skal på kurser i sociale medier og markedsføring, men den del er mig inderligt ligegyldig. Jeg har altid haft gode redaktører der har taget sig af den del, og det har tilladt, at jeg har kunnet nørde i fred og ro.
Jeg har altid været en duksedreng, så jeg er slem til at gå meget op i anmeldelser og lektørudtalelser og almen ros og ris. Jeg har været så privilegeret, at jeg stadig har til gode at blive slagtet, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg kommer til at reagere, når det en dag sker, men jeg må desværre nok tilstå, at min forfængelighed som forfatter i høj grad ligger i anmeldernes reaktioner. Og i mine redaktørers reaktioner – jeg har altid haft meget stor respekt for redaktør-arbejdet, nok fordi mange af de redaktører jeg har arbejdet sammen med, har været meget erfarne og livskloge folk.
Jeg er i dag fuldtidsforfatter, og det er bestemt ikke noget der gør mig rig, men det gør mig glad. Og det er nok den lære, jeg har gjort mig professionelt, at glæde er vigtigere end penge. Hvis det forholdt sig omvendt, var kunstbøger i hvert tilfælde den absolut sidste genre, man skulle beskæftige sig med, ha ha!
Jeg arbejder gerne simultant på flere bøger, fordi deadlines og fondsbevillinger kan være af meget forskellig længde. Pt. arbejder jeg på bøger om dansk portrætkunst og om malerne Otto Bache og Bertha Wegmann samt på engelske udgivelser om portrætkunst og kongelig kunst. Ved siden af dette skriver jeg on/off på en digtsamling og en roman, men det er absolut en slags hobby.
Nonfiktion
Forlag (klassisk)
10+
Dansk Forfatterforening
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.