Genre
Fiktion
Af Karsten Pers og Sarah Jacobsen
Sissel Bergfjord, født 1972, er uddannet på Forfatterskolen og Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Hun har en BA i kunsthistorie og er også billedkunstner.
Sissel Bergfjord debuterede i 2006 på Gyldendal med romanen Min morfars stemme. Hendes 2. roman, Sortedam, modtog i 2013 Michael Strunge-prisen. Ud over skønlitterære værker har Sissel Bergfjord skrevet flere ungdomsromaner, senest I love Louise i 2019 (Gyldendal). Novellesamlingen Midlertidig opvartning er hendes første novellesamling og den første udgivelse på eget forlag, Ombelico.
Det er for mig en ganske særlig bog, fordi det både er en genudgivelse af min debut Min morfars stemme og en selvstændig fortsættelse - Min mosters breve - samlet i en roman, Fiskelykken. Min morfars breve, bogens første del, der udkom i 2006 på Gyldendal fik en helt fantastisk modtagelse - den kom bl.a. på forsiden af Politiken bøger, og af en anmelder blev min prosa sammenlignet med Knut Hamsun, hvilket var sjovt, for dengang havde jeg – pinligt nok – aldrig læst noget af Knut Hamsun.
Bogen handler helt overordnet set om en families nedarvede mønstre og så om viljen til selverkendelse på trods af egen indre modstand. Vi følger Kajsa, der tager alene op til en norsk familiehytte en sommer, hvor hun går i sin ukendte morfars fodspor og prøver at undgå at bukke under for ensomheden og paranoiaen, samtidigt med at hun er euforisk over naturen og barndomslandets mange minder. I min mosters breve er der gået 16 år. Kajsa tager op til huset igen en kold vinteruge i januar med sin datter Sina. Det bliver en uge med prøvelser og strabadser og et alvorligt uheld, og samtidigt reflekterer Kajsa over sin familie i de år der er gået. En kantet størrelse, som nu i anden bog er opløst; hendes onkel har fået Parkinsons, Kajsa er blevet uvenner med sin bror, som hun deler huset med, og hendes moster sender alle i familien forsmåede breve, som trækker tråde tilbage til gamle familietraumer. I løbet af ugen med sin datter, som holder et spejl op foran hende, må Kajsa indse, at alle de pile, hun i tankerne afskyder mod familien, også peger ind mod hende selv.
Inspirationen kommer ofte fra noget i min egen historie, som så, når jeg begynder at skrive om det, vokser ud over denne egen inspiration og danner nye spor og universer. Jeg har selv et sommerhus i Norge, og at skrive fra et sted, jeg kender, gør, at jeg kan beskrive det sanseligt og detaljeret, ligesom Midlertidig opvartning, min novellesamling fra 2021, som foregik i en kolonihave på Vestegnen, hvor jeg også selv har en have. Jeg har også selv et familiemedlem, der har skrevet nogle meget uempatiske breve til mig på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var ung og sårbar. At disse breve er kommet til at spille en rolle i Fiskelykken skyldes nok, at de har sat sig så dybe spor, at det er blevet en nødvendighed for mig at reflektere over dem i skrift. Det interessante er, at brevene og mosteren nok udgør et af de mere humoristiske steder i bogen, så jeg har på sin vis transformeret det traumatiske til komik.
Jeg har allerede som barn vidst, at jeg ville være forfatter eller maler, men ikke vidst, hvordan jeg blev det. Jeg ved ikke, hvor jeg vidste det fra, da min familie ikke var kunstnere, men min mor har altid bakket op om det kreative, jeg foretog mig. Nu er jeg blevet begge dele, forfatter og maler.
Jeg havde en skøn dansklærer i de små klasser (3-4. kl) Lasse, som skrev meget fine kommentarer – blandt andet at jeg ikke måtte skrive sådan nogle uhyggelige ting, så han ikke kunne få sin nattesøvn. Jeg skrev fristile, historier der fortsatte i et nyt kladdehæfte og var ret lange. I gymnasiet kan jeg huske at vi havde en vikar i en periode i dansk og skulle skrive en novelle. Jeg var meget optaget af den novelle, som handlede om en gammel ensom mand, og det var en blanding af chok og stor lykke, da vikaren uventet læste min novelle op i klassen og i øvrigt gav mig 13. Jeg havde aldrig fået 13 før. Så det at blive set i noget, man er meget passioneret omkring, betyder en hel del.
Det er meget forskelligt fra bog til bog. Ofte har jeg kun gang i et, max to projekter ad gangen, men det ene ligger så brak, mens jeg skriver på det andet. Jeg skriver ikke samme tid hver dag, så jeg har ingen fast rytme, dog er jeg mest glad for at skrive om morgenen, kl. 9-11.30 er det bedste tidspunkt. Jeg er ikke særlig vild med researchkrævende bøger – mangler lidt at knække koden fra informationslæsset til scenisk skrift – så jeg har meget stor respekt for dem der kan skrive godt historisk – jeg kommer måske til det selv en dag, da det oftest er der, hvor man synes noget er svært, at energien og kimen til fremtidige projekter ligger. Til denne roman har jeg haft to forfattere, som er super skarpe og som jeg beundrer meget, på som redaktionelle læsere.
Jeg tænker, at jeg skriver meget om relationer mellem mennesker, og om ting der er svære. Om det, der skal kigges på, det vi skal konfronteres med. Og så er min skrift meget beskrivende, man kan se, lugte og høre det, der foregår og være der selv som læser. Jeg har også fået at vide at jeg har stor empati med mine karakterer.
Jeg udgav mine første fem bøger på Gyldendal – både almindelig skønlitteratur og to ungdomsromaner. Så fik jeg pludselig afslag på et manus, som jeg var rigtig glad for, først uden nogen begrundelse. Da jeg bad om en begrundelse, fik jeg at vide, at det ikke var stærkt nok, men at forlaget meget gerne ville se mit næste projekt. Jeg fornemmede, at det ikke handlede om projektets kvalitet, men om dets økonomiske potentiale, og at mit forlag derfor ikke svarede mig ærligt.
Jeg mærkede et knæk, en grænse der blev overskredet. Jeg blev enormt vred, og vreden slog over i en skøn energi, en handlekraft og initiativlyst. Jeg udgav projektet selv, novellesamlingen Midlertidig opvartning, og fik gode anmeldelser. Jeg fandt også ud af, at en hel bølge af midaldrende såkaldte mellemforfattere, som jeg selv – altså professionelle forfattere der ikke sælger store oplag – fik samme type afslag på manuskripter i den pågældende periode. Så der er også tale om nogle strukturelle forhold og en presset bogbranche.
Til gengæld var det sådan jeg blev selvudgiver. For jeg havde ikke lyst til at sende mit næste projekt ind til Gyldendal. Jeg tvivler på, at jeg havde taget springet, hvis ikke det var ud af nødvendigheden og viljen til at få udgivet min bog i stedet for at lægge den i skuffen.
Fiskelykken er lavet helt på samme måde og vilkår som bøger fra store forlag. Jeg har hyret professionelle, redaktionelle læsere og korrekturlæser, jeg har fået den samme grafiker som laver forsider for de store forlag til at lave min forside. Jeg har endda valgt et trykkeri som er mindre, men velanset og jeg har valgt papir og omslag i bedre kvalitet end de bøger jeg fik udgivet på uafhængigt forlag. Jeg har også fået en professionel filmfotograf til at tage portrætbillede og jeg har hyret en kvinde der arbejder med PR for forfattere.
Det har derfor været en dyr bog, når man nu er alene om det, men det er mit bevidste valg og jeg synes, at det er man nødt til. Jeg vil bevise, at man kan udgive en bog selv, uden at der er nogen kvalitativ forskel på den og en bog fra et større forlag - heller ikke sprogligt og indholdsmæssigt - andet end at der står et andet logo på bogen. Når nu sådan en bog, der er helt på linje med andre professionelle udgivelser ser dagens lys, så er det spændende jo at følge med i, hvor høj "muren” er derude, altså, er der stadig et biased syn på selvudgivere og hvor omfattende er det? Er det stadig svært at få anmeldere, blade og magasiner til at nævne bogen, er det stadig svært at få foredrag osv. Det tror jeg, det er, men jeg har så gjort mit, nemlig alt hvad jeg kan!
Jeg udgiver i alle formater, men jeg har en hjælper på, som jeg har hyret til at lave og uploade tingene, også lydbøgerne som jeg selv indtaler hos Boglyd i Roskilde.
Jeg har gjort en masse forarbejde op til udgivelsen og jeg har et stort og meget støttende netværk, særligt nu hvor jeg er selvudgiver. Dem er jeg meget taknemmelig for. Men at udvide min læserskarer ud over at gå på sociale medier og sende bøger til udvalgte bogbloggere har jeg nok ikke nøglen til pt. Det kræver andres hjælp, f.eks. via omtale.
Jeg har levet på en sten som så mange andre kunstnere de sidste 20 år. Jeg tror jeg har tjent det samme eller mindre end en, der er på kontanthjælp. Men jeg har haft min frihed. Nu har jeg fået en lidt bedre økonomi, og hvis jeg en dag skriver en bog, som rent faktisk fanges ind og begynder at sælge, så tjener jeg jo alle de penge som et forlag ellers ville tjene på mig, så det er da en drøm! Ved at leve på en sten, til en deltidsløn, har jeg altid haft hele skrivedage også. Ved at arbejde om aftenen nogle gange, har jeg haft meget af dagen til at skrive.
Det værste er nok, og det tror jeg gælder for mange kunstnere i det hele taget, at anerkendelsen, lønnen og brugen af ens værker ikke er proportional med det man rent faktisk har ydet for at skabe værket. Jeg tænker, at hvis vi kunstnere og forfattere arbejdede med samme passion og stædighed som vi gør, men i en anden type virksomhed, så ville vi ryge til tops, få klap på skulderen af chefen og mega-giga lønforhøjelse, ha ha. Så dette værste må så vejes op med det bedste: fordybelsen, læsningen af andres fantastiske værker, den fleksible arbejdstid og det at se et værk langsomt blive til fordi man har siddet formiddag efter formiddag i et par år. Det er vidunderligt, det at have skabt en ting, et væsen, og ikke helt at kunne forstå det.
Ja, jeg underviser på FOF i skrivekurser og skal til at starte nogle workshops op selv i mine nye lokaler til næste år, blandt andet responslæsegrupper, hvor vi mødes og får og giver respons på tekster. Hvis nogen savner kurser er de velkommen til at kontakte mig og høre nærmere.
Jeg var jo ikke på Bogforum da bogen først udkommer d. 15/11. Jeg har et lidt ambivalent forhold til Bogforum, så jeg har faktisk ikke været der i flere år. Jeg tænker, jeg nok overlever som forfatter alligevel. Men jeg signerer bøger i Thiemers på selve udgivelsesdagen d. 15/11 mellem kl. 16 og 18 og det er et offentligt arrangement. Den 17/11 holder jeg en stor release for mit eget netværk i nye forlags- og værkstedslokaler, jeg netop har overtaget. Og så bruger jeg de sociale medier så meget som jeg kan, på min egen facon.
Det er vidunderligt, det at have skabt en ting, et væsen, og ikke helt at kunne forstå det.
Fiktion
Forlag (klassisk), Eget forlag
10+
Skønlitterære Forfattere
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.