Bogbrancheguidens forfatterinterviews skal især være til inspiration for andre som skriver, driver forlag eller arbejder med forfattere. Vi har fokus på hvordan forfattere arbejder med idéer og tekster, udgiver, markedsfører og lever af og med deres bøger.

Forfatterinterview med Pia Sigmund

Af Karsten Pers og Sarah Jacobsen

Pia Sigmund har skrevet mere end 40 bøger om børn, historie, familie og mange andre emner. Pia er cand. phil. i historie og kultur & formidling med sidefag i Mellemøststudier.  Udover sit forfatterskab er Pia Sigmund levende engageret i socialt arbejde med børn og unge.

Pia, vil du kort præsentere dig selv og dine bøger for os?

Jeg udgav min første bog i 1991, en biografi om min oldemor, Erna Juel-Hansen. Min oldemor gav mig skubbet til at skrive. Hun døde i 1922, og jeg har ikke mødt hende, men hun har altid været mit store forbilllede. Selv om hun havde store odds imod sig, lykkedes det hende at blive forfatter.

I mange år arbejdede jeg som lærer i folkeskolen. Jeg drømte og drømte om at få tid til at fordybe mig i et fagligt, gerne historisk, emne og skrive om det. Da jeg endelig kom i gang med at skrive, opdagede jeg, at jeg manglede viden om struktur og historie. 50 år gammel begyndte jeg så at læse historie. Det var nogle dejlige år på universitetet, masser af inspiration, masser af fordybelse, masser at lære. De år har jeg kunnet bygge videre på i alt, hvad jeg senere har skrevet.

Jeg har udgivet mere end 40 bøger plus 25 artikler, udgivet i fagtidsskrifter. Jeg har ofte brugt lige så meget tid på artiklerne som bøgerne, så de burde regnes med som værker på lige fod.

Hvad udmærker dine bøger sig ved?

Næsten alle bøger og artikler er hjerteanliggender. Ideerne er opstået spontant: Enten: Er der virkelig ingen, der har skrevet om … ? Det må jeg da hellere gøre. Eller: Det kunne være nyttigt for mange mennesker at vide mere om … Det må jeg hellere dokumentere eller beskrive. Jeg er ofte begyndt på bar bund og har fundet stof via arkiver og breve og litteraturen. Jeg kan godt finde på at sukke lidt ved tanken om det bjerg af research, der ligger foran mig; men så snart jeg får begyndt, bliver jeg grebet og glad og kommer hurtigt i skriveflow.

Både bøger og artikler er – indtil videre – alle sammen faglitterære. Emnerne er historiske og samfundsbeskrivende. De handler om børn og unge, om undervisning, danmarkshistorie, lokalhistorie, familiehistorie, skolehistorie, indvandring, eventyr og fortælling.

Hvor finder du inspiration til dine bøger?

Jeg har altid min lille røde notesbog i tasken. Ideerne kommer myldrende på de mærkeligste steder, og det gælder om at få dem skrevet ned.

Inspirationen kommer fra to forskellige sider: Dels fra mine drømme om at forbedre verden, om at gøre livet lettere for andre. Det kan være et uudforsket emne eller et behov for viden og information. Og dels fra indignation over et tema i tiden. Pludselig bliver jeg grebet af et brændende ønske om at oplyse om dette tema og måske endda skubbe mine læsere til at tænke anderledes. Det kan være et aktuelt tema, som jeg kaster mig over.

Et eksempel er DANSKE UNGE. Gode historier om den danske mangfoldighed, fra 2019. Jeg undrede mig over de mange negative historier om mislykket indvandring, som pressen og mange politikere fortalte. Jeg kender mange mennesker, der er indvandret og flygtet til Danmark, og alle gør de sig stor umage for at uddanne sig og indtage en positiv og nyttig plads i det danske samfund. Jeg fandt nemt frem til 22 unge med udenlandsk baggrund, som faktisk alle er børn af mine venner og bekendte, der var villige til at fortælle deres historie til denne bog.

Hvordan arbejder du i praksis med et manuskript?

Jeg bruger vældig lang tid på research. Det er en dejlig, men også lidt nervepirrende proces, for hvor ender jeg henne? Kan jeg finde stof nok? Får jeg alle tilgængelige og nødvendige oplysninger med? Eller modsat – hvordan kan jeg finde essensen i mængderne af stof? Hvordan omsætter jeg fakta til et flydende sprog? Kan jeg skildre mit emne interessant nok?

Jeg er rigtig gode venner med mit bibliotek, som jeg besøger hver uge. Det er imponerende, hvor mange bogskatte der gemmer sig i Odense Centralbiblioteks dybe og kølige kældre. Jeg læser grundigt og tager noter i hånden og har masser af røde mapper stående med notater fra 40 år. Nettet bliver selvfølgelig også undersøgt grundigt. Det sker, at jeg finder nyttig viden her, men … jeg bliver lige så ofte skuffet over dårlige og mangelfulde kilder.

Samtidig med læsningen og alle noterne begynder jeg at finde de vigtigste pointer frem og lægge planer for manuskriptets udformning. Nu kommer det sværeste: En skønne dag har jeg noget, der ligner en del af et manuskript, som jeg printer ud og læser igennem. Rette, skrive nyt, printe ud, læse igennem – mange gange.

Jeg ser med dyb undren og et lillebitte stik af misundelse, hvordan nogle forfattere ordner mails kl. 7, begynder at skrive kl. 8, går tur med hunden kl. 12 og så fremdeles. Mine dage er alle helt forskellige, og jeg kan sjældent sætte flere timer i træk af til at skrive. Jeg er dybt engageret i flere sociale og kulturelle foreninger og organisationer, og den slags er ikke skemalagt. Jeg bliver også ofte opfordret til at skrive et læserbrev eller en artikel eller hjælpe med et brev. Sådan er det vel at være en ældre quinde med masser af erfaring at trække på. Det glæder mig, når nogen beder mig om hjælp, men det lægger et par hindringer i vejen for mit eget skrivearbejde.

Jeg har også lyst til at nævne, at jeg har været utrolig heldig, at jeg har mødt nogle dygtige illustratorer, som jeg har haft en fantastisk godt samarbejde med. Det er både Charlotte Clante, som illustrerede alle ti bøger i serien Børn i Danmarks historie, og Susanne Dyhre-Poulsen, der illustrerede serien Historiebazaren. Uden deres vidunderlige tegninger og store indlevelse i teksten ville bøgerne slet ikke have levet så smukt.

Hvilken af dine bøger har størst betydning for dig – og hvorfor?

Her må jeg igen nævne Oldemor Erna. En beretning om en pioner og hendes tid, fra 1991. Dels fordi det er min første bog, som lykkedes efter syv års arbejde – skrive, sende til forlag, afslag, omskrivning, sende til forlag, afslag, omskrivning …. Både fordi hele denne lange og vanskelige proces fik mig til at tage et af mit livs vigtigste og bedste beslutninger: At læse historie på universitetet, og fordi det lykkedes mig at hæve Erna Juel-Hansen ud af glemslens mørke. Hun var en pioner i 1800-tallets sidste årtier, men ingen huskede hende mere. Hun var den første i Danmark, der oprettede en børnehave - det var i samarbejde med min oldefar, hun var den første i Danmark, der oprettede et kursus for piger og kvinder i gymnastik, hun udgav en lang række bøger, oversatte Dostojevski, var journalist. Mens jeg skrev om hende, fik jeg fornemmelsen af, at hun stod lige bag mig og opmuntrede mig til at fortsætte.

Men jeg kunne også svare, at serien Børn i Danmarks historie, 11 bøger der udkom mellem 2002 og 2016 på skolebogsforlaget Alinea, har betydet mest for mig, fordi jeg ved, at bøgerne har haft stor betydning for mange lærere og børn i den danske folkeskole. I centrum af hver bog er en pige og en dreng, et søskendepar, rigtige børn, der engang har levet i Danmark. De fortæller deres lille historie, og derefter udvides perspektivet til den store historie, samfundets indretning og historie. Det er en måde at fortælle historie på, som griber eleverne og skaber identifikation.

Hvordan har du udgivet dine bøger – på forlag, medudgiverforlag eller som selvudgiver – og hvad er dine overvejelser om det?

Jeg har altid udgivet mine bøger på forlag. Flest på skolebogsforlaget Alinea og på Ravnerock, et nordfynsk medudgiverforlag. Selve arbejdet med at samle stof og skrive har været stort hver gang, så stort at jeg ikke har orket at give mig i kast med selvudgivelse.

Oplever du, at særlige muligheder eller udfordringer gør sig gældende for de genrer du arbejder i?

Jeg har skrevet om mange forskellige emner, historiske, sociale, biografiske, beskrivende – og til alle hører kontakt med andre. Jeg har fået mange gode venner på den måde. Da jeg arbejdede med artiklen Den gamle landsbyskolelærer – eller hvordan man bliver historisk interesseret til Fynske Årbøger 2016 var den gamle landsbyskolelærers datter først en god kilde og blev dernæst en god veninde. Da jeg skrev serien Historiebazaren om kultur og historie i fire regioner i Østeuropa og Mellemøsten, researchede jeg i Bosnien, Tyrkiet, Syrien og Iran. Jeg blev nærmest rakt rundt fra den ene person til den anden og blev inviteret til at bo privat hos familier og fik nære og kære bekendtskaber i de forskellige lande. Det er et stort privilegium for mig at få de personlige møder med, både i Danmark og i udlandet.

Så er der det med at skrive artikler uden honorar, det vil jeg kalde en kombineret mulighed og udfordring. Jeg har skrevet ti artikler til årbogen Fynske Årbøger, som udgives af Historisk Samfund for Fyn. Verden er fyldt med faglige artikler, som bringer ny viden, og som er udarbejdet med stor omhu. Hvorfor skriver vi artikler, som ikke giver honorar, kun arbejde? Vi vil selvfølgelig allesammen gerne blive hørt og læst; men derudover ligger der en kærlighed til emnet bag. Det er opløftende at tænke på den store udgivervirksomhed, der ligger i de faglige artiklers verden.

Det er en udfordring for mange lærebogsforfattere, at der ikke længere er plads til vores gode ideer. Samtidig hører vi fra lærerne derude, at de savner alsidige materialer. Serien Børn i Danmarks historie blev brugt flittigt i folkeskolen igennem flere år, men med skoleloven i 2013, forsvandt bøgerne ned i skolernes dybe kældre og blev afløst af strukturerede portaler, der ikke opfordrer til fantasi og fortælling. Det er virkelig ærgerligt og synd for eleverne. Og – et stort problem for samfundet, for der er ikke plads til nysgerrighed og kreativitet i portalerne.

Udgiver du kun i Danmark eller også i udlandet – og hvad har dine overvejelser været i den forbindelse?

De allerfleste af min bøger og artikler handler om danmarkshistorien og om dansk kultur og samfundsliv. De ville nok ikke interessere i udlandet. En af bøgerne i serien Historiebazaren er oversat til tysk og har lidt salg på Amazon.

Hvordan søger du at skabe forbindelse til dine læsere – og til at udvide din læserskare?

Hver bog, hver artikel har fået sin egen markedsføring. Da jeg udgav 24 gode Historier fra Vollsmose i 2017, kontaktede jeg boligforeningerne, som købte en del af oplaget. Bogen blev udgivet ved en fest i Vollsmose Kulturhus med Odenses borgmester som taler. Mit formål med bogen var et give bydelen og dens beboere et bedre ry, og hmm … måske har det nyttet lidt. Da jeg udgav serien Historiebazaren fik hver bog sin festlighed.

Men jeg må indrømme, at jeg nok ikke har været god nok til at udvide min læserskare. Det er svært at manøvrere i bogverdenen - trods mange gode råd fra NewPub-fællesskabet. I 2019 lejede jeg mig ind på Bogforum, hvor jeg havde min egen stand hos NewPub. Jeg lavede reklame for DANSKE UNGE. Gode historier om den danske mangfoldighed. Jeg fik solgt lidt og havde gode samtaler med forbipasserende, men alt i alt tror jeg ikke, at det gav min bog et større løft.

Hvordan måler eller oplever du succes med dine bøger?

Den største succes er, når læsere roser bøgerne oprigtigt og fortæller mig, at bogen har gjort en forskel for dem selv eller deres elever.

Hvordan kombinerer du at skrive med at tjene til dagen og vejen?

Jeg har endnu ikke skrevet en bestseller eller noget, der ligner, så arbejdet med bøgerne og artiklerne giver ikke meget til kistebunden. Jeg begyndte at skrive sent, kom først rigtig i gang omkring min 60-års dag, så der gik ikke mange år, før jeg fik folkepension og en lille pension fra mit folkeskolelærerliv. Jeg er ikke rig, men lykkelig over hver eneste af mine skriverier.