Dato for interview
1. februar 2025
af Karsten Pers
Den danske forfatter, Per Jacobsen, som har været tiltagende succesfuld ‘selvudgiver’ gennem en årrække, har netop skrevet kontrakt med et af verdens største forlagshuse, Simon & Schuster. Hans nyeste bog ‘25 Days’, en horror/thriller skrevet som en julekalender, skal ud i alle amerikanske boghandlere til næste jul.
Mens andre interviewer forfatteren, tager vi en snak med kvinden, der har stået for at udgive og markedsføre hans foreløbigt 7 bøger - nemlig hustruen, Sarah Jacobsen, som også er min medstifter og partner her på Bogbrancheguiden.dk.
Vi har lavet mange interviews med forfattere, men denne gang retter vi altså blikket indad og sætter fokus på forlagsarbejdet for at høre om den sjældne succes, Sarah og Per Jacobsen nu oplever.
Bogen er jo skrevet som en adventskalender, og jeg begyndte at køre annoncer for den allerede i september, blot for at se hvordan modtagelsen ville være. Og selvom man skulle tro, at det var for tidligt, så solgte vi utrolig mange i forsalg allerede i september/oktober. Den ramte lige et eller andet.
Så vi havde allerede solgt mange tusinde bøger i forsalg, da folk begyndte at læse de første kapitler i december. Og der skete så det, at den blev delt massivt på Facebook, Instagram, Tiktok osv., hvor folk viste billeder af bogen og skrev, at de var i gang med at læse den. Det spredte sig hurtigt, og snart var der billeder af bogen overalt, og salget eksploderede i starten af december. Det betød, at den skød helt til tops på Amazons overordnede bestsellerliste, hvor den lå nummer 3 i omkring en uges tid, sammen med helt store forfatternavne som Brandon Sanderson og Rebecca Yarros. Det var utrolig stort, da den kom ind i top 100, men at den lå #3 så længe var helt uvirkeligt.
Den slags ser folk i branchen, og der tikkede en mail ind fra Simon & Schuster med interesse i først at købe lydbogs-rettighederne og senere at købe rettighederne til det hele.
En af vores gode venner og kolleger i USA nævnte, at det ville være et godt tidspunkt at kontakte et par litterære agenter for at få én til at forhandle på vores vegne. At få en agent i USA er virkelig svært, men med tilbud fra Simon & Schuster på hånden lykkedes det os få en snak med én af de helt store agenter i genren, der så overtog forhandlingen med forlaget. Det er vi utrolig glade for, for han kan vejlede os om, hvad der er bedst for Pers karriere, og han kan se på andre muligheder, såsom salg af oversættelser til andre lande og af film- og tv-rettigheder.
Da vi blev kontaktet af forlaget i december var vi midt i en massiv succes, hvor vi havde solgt enormt mange eksemplarer af ‘25 Days’. Så vi holdt tilbuddet op imod hvad vi selv mente, at vi kunne tjene på bogen i de kommende år. Men de gav os et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, og det er dejligt nu at kunne se frem til en årrække med ro på økonomien, mens Per skriver de næste bøger. Mere har jeg vist ikke lov til at sige.
Det spillede dog også en stor rolle for os, at forlaget var meget entusiastisk omkring projektet. De vil satse stort på at få bogen ud i alle amerikanske boghandlere til næste år, hvilket betyder, at bogen vil blive set af et helt nyt segment af læsere, som går i boghandlerne i stedet for at købe deres bøger online. Og vi var godt klar over, at det ville åbne helt nye døre for os, og at det var en helt særlig chance.
I første omgang er der kun skrevet kontrakt om rettighederne til ‘25 Days’. Den kommer vi til at trække tilbage fra markedet inden så længe, og så bliver den udgivet på ny af dem senere på året.
Men vores aftale med den litterære agent indebærer også at repræsentere Pers fremtidige bøger og hjælpe med at finde den rette hylde til dem. Så om vi kommer til at udgive flere titler hos Simon & Schuster, må tiden vise.
Vi ejer stadig selv rettighederne til alle Pers andre bøger, og vi fortsætter ufortrødent med det, der har været vores strategi hidtil - at udgive to kvalitetsbøger om året og markedsføre dem overfor den rette målgruppe og blive ved med at opbygge Pers læserskare. Vi bliver ved med at bygge ovenpå det, vi har opnået indtil videre.
Per begyndte at skrive på fuld tid i 2021 og har siden da udgivet to bøger om året. Vi har begge været meget målrettede i vores arbejde. Hans fokus er på at skrive nogle gode bøger og mit er at få solgt dem.
Det sjove ved denne type forretning - som et forlag jo er - er at det hele akkumulerer, jo flere bøger, der udgives. Det er klart nemmere at tjene penge, når en forfatter har udgivet syv bøger end når han kun har skrevet én. Det gælder hele tiden om at finde nye læsere, men hvis de kan lide den første bog, de læser, fortsætter de nok til de 6 andre. Antallet af følgere på de sociale medier og nyhedsbrev akkumulerer også, hvilket betyder, at for hver ny udgivelse er der flere loyale læsere, der står klar til at købe og læse.
Det er gået støt opad i vores forlag for hver bog, Per har skrevet, og det var faktisk ikke planen, at vi nogensinde ville have et traditionelt forlag indover. Men når man bliver kontaktet af ét af de ‘big five’, så er man nødt til at overveje det seriøst.
Pers bøger er også udgivet på det danske marked, og vi gjorde i starten også en stor indsats med presse og kontakt til boghandlere osv. Men hans karriere tog for alvor fart, da han begyndte at oversætte bøgerne, og vi satte os ind i, hvordan man udgiver via Amazon på det engelsksprogede marked.
For det første tror jeg, at der er mange flere læsere indenfor Pers genre, som er apokalyptisk horror/spænding, i udlandet. Og så er disse læsere også rigtig gode til at give nye forfattere en chance og er endda stolte af at have ‘opdaget’ en ny forfatter. Så Facebook-annoncer og andre typer marketing har været utrolig effektivt i især USA og England på en måde, der ikke rigtigt fungerer i Danmark.
KDP Amazon er en rigtig god selvudgiver-platform at arbejde med, og det er også klart den største i udlandet, så ja, den har vi haft fokus på. Derigennem kan man sælge både ebøger og print-on-demand paperbacks og hardbacks. Vi har dog også udgivet bøgerne på Ingram Spark, der leverer printbøger til boghandlere og andre butikker.
Der findes mange læsere, der læser utrolig mange bøger hver eneste måned. Derfor er der mange, der downloader deres bøger som e-bøger eller som streamer dem via Amazons streamingplatform, Kindle Unlimited. Vi sælger flest e-bøger, men også en god del paperbacks efterhånden. Jeg vil anslå, at for hver femte e-bog sælger vi én paperback.
Vi har også udgivet alle bøgerne som lydbog. Vi har selv fundet dygtige og professionelle indtalere og så distribuerer vi via Findawayvoices, der har gjort lydbøgerne tilgængelig på alle de relevante platforme.
Det er tydeligt, at når man markedsfører en titel, så kan folk finde på at købe enten e-bogen, printbogen eller lydbogsversionen. Vi har ikke gjort noget særligt for at markedsføre lydbøgerne, men vi kan se, at der er en efterspørgsel, og udgifterne til at producere dem har hurtigt tjent sig hjem.
Taler man ren økonomi, så er det klart mest profitabelt at udgive en serie. På den måde skal du kun markedsføre bog 1, og hvis den er god nok, så fortsætter læserne selv til de næste bøger i serien og du tjener altså mere pr. ‘kunde’ du får ind. Pers Strung-trilogi er klart bestselleren. I hvert fald indtil vi lancerede ‘25 Days’, der nu har overtaget den plads.
Herudover kommer det meget an på bagsideteksten, kan vi se. ‘Dry’ har en god tagline og en nemt forståelig beskrivelse, og vi kan se, at det er den næste af hans bøger, som hans fans læser. Og til sidst er det ‘Moody’. Det er en hamrende god bog, men det er lidt sværere at pinpointe præcis, hvad den handler om, og derfor er det den, folk læser til sidst. Sjovt nok er det også den bog, der har højst antal stjerner, og den bliver rost til skyerne. Men den er lidt sværere at ‘sælge’.
Hvad angår metoder, så lærer vi hele tiden og vi tilpasser os hele tiden. For et år siden begyndte vi at tilbyde bonusmateriale til hver bog - blot en kort video og en FAQ-sektion - som man kun kan få adgang til, hvis man tilmelder sig nyhedsbrevet. Det er en strategi, der har fungeret ekstremt godt, og som vi nu implementerer for alle bøger fremadrettet.
Samarbejde med andre forfattere i samme genre spiller også en stor rolle for os, ligesom vi hele tiden finder på nye måder at engagere læserne på. I forbindelse med lanceringen af ‘25 Days’ oprettede vi en Facebookgruppe, der læste og diskuterede bogen sammen, ét kapitel pr. dag. Her lavede vi sjove aktiviteter og giveaways, og det gav også en meget stor positiv effekt. Den gruppe af fans kører vi selvfølgelig videre, og vi har meget fokus på, hvordan vi kan opretholde kontakten til læserne.
Det er meget typisk, at når man har en ny udgivelse eller kører et tilbud for en bog, så deler kolleger, som skriver i samme genre, det på deres egne sociale medier eller i deres nyhedsbreve. På den måde giver vi hinanden gratis reklame.
Vi taler også rigtig meget sammen, udveksler idéer og tendenser og bakker i det hele taget op om hinanden. Det er måske en amerikansk ting, for de fleste af vores kolleger er jo amerikanere. Men det er virkelig rart at have det community!
Ja, det har du delvist ret i. Det er dog primært vedrørende markedsføringsdelen. Han laver selv sine covers og han opsætter alle sine bøger. Derudover oversætter han også selv til engelsk, inden vi sender oversættelsen forbi vores amerikanske korrekturlæser. Så han laver også en del ‘andet’ arbejde. Men han skal ikke sælge og markedsføre bøgerne - den del står jeg for.
Jeg brugte meget tid i efteråret, da succesen med ‘25 Days’ tog fart, og i hele december var både Per og jeg fuldt beskæftigede med læsergruppen, pakning af bøger og kontraktforhanding. Men jeg vil anslå, at jeg ellers bruger et par timer om dagen på min rolle, og at det umiddelbart vil være det samme niveau fremadrettet. Men der vil nok blive mere arbejde efterhånden som vi udgiver flere og flere titler og læserskaren øges.
***
Q&A med Sarah på NewPub-gruppen på Facebook
Facebookgruppen 'Amazonkrigerne' - bliv medlem her
Artikler af Sarah Jacobsen:
'Kom i gang med at sælge din bog i udlandet via Amazon' - læs her
'Sådan får du din bog på Amazon og markedsfører den – GRATIS' - læs her
'Merchandise gør kernelæsere til ambassadører' - læs her
Markedsføring på TikTok - læs her
1. februar 2025
Fiktion
Eget forlag, Andet
4-10
NewPub
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.