Dato for interview
26/6 2023
Af Karsten Pers og Sarah Jacobsen
Birgitte Jørkov er født i 1946. Debuterede i 1986 med kogebogen Solens Køkken og siden som skønlitterær forfatter i 1997 med kriminalromanen Den skønne Helene, som hun modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris for. Siden har Birgitte skrevet en lang række historiske romaner om kvindeliv, som er udgivet på anerkendte forlag. Birgitte Jørkov har valgt at udgive sine seneste bøger fra eget forlag.
Birgitte er cand.mag. i dansk, historie, samt filosofi, og har undervist som gymnasielærer, på tekniske skoler, handelsskoler og på universitetet, samt været videnskabelig medarbejder samme sted.
Jeg begyndte at skrive da jeg fik en blyant i hånden. Den gang anede jeg ikke, at det var almindelige mennesker, der havde skrevet de bøger, mine forældre læste op for mig. Jeg troede at bøger faldt ned fra himlen.
Da jeg blev noget ældre, skrev jeg begyndelser til en del romaner. De røg i skrivebordsskuffen før de røg i papirkurven. Nogle kom til sidste punktum inden de røg i skuffen. Jeg vovede ikke at sige højt, at jeg skrev. Men en dag fandt jeg modet og et forlag, blev antaget, anmeldt og fik en debutant-pris. Så blev jeg nødt til at gå til bekendelse over for min familie.
Siden er det blevet til ni-ti romaner, nogle noveller, mange klummer og hvad man ellers kan bruge ord til. Familien har vænnet sig til, at det er det, jeg gør.
Jeg troede, at jeg skulle skrive romaner om det moderne liv. Det var også der, jeg begyndte. Min debutroman foregik stort set mens jeg skrev den, men så slog lynet ned. Jeg mødte min senere hovedperson, hun dukkede bare op på det mest ubelejlige tidspunkt og insisterede på, at jeg skrev hendes historie. Der var ingen vej udenom, hun var vedholdende. Hun levede i Helsingør i senmiddelalderen, helt præcist foregik den historie jeg skulle fortælle, i 1450.
Jeg måtte i gang med omfattende studier, for selvom jeg er faghistoriker af uddannelse, vidste jeg ikke meget om hverdagslivet for en kvinde i middelalderen. Undervejs blev jeg klogere, og jeg kom til at læse om kvinder, som faktisk havde levet den gang. Jeg blev grebet og indså, at jeg havde fundet et område som der i al almindelighed ikke var så megen viden om: Vore formødre og deres liv.
Det er nu blevet til fem historiske krimier som foregår i Helsingør fra 1450 til 1517. Min første hovedperson har måttet overlade pladsen til henholdsvis sit barnebarn og sit oldebarn, men det bliver i familien, så at sige. Derudover har jeg skrevet to biografiske romaner om virkelige kvinder, og pt. arbejder jeg på en tredje.
Inspirationen kan ramme når som helst og ofte fra en uventet kant. En af mine første vigtige bipersoner, skurken, fik jeg ideen til, mens jeg sad og så et debatprogram i fjernsynet. Ellers er jeg blevet inspireret af en doktordisputats, en stak breve i en arkivkasse på rigsarkivet, en tåbelig reklame, et kalkmaleri i min lokale kirke osv.
Selvfølgelig finder jeg også megen inspiration i andres bøger; de rigtig gode får mig til at drømme om, at jeg måske kan gøre det lige så godt, de knap så gode får mig til at tænke, at det må jeg kunne gøre bedre.
Når ideen begynder at ligne noget, der kunne blive til en roman, går jeg og bager på den i lang tid. Når jeg tror, jeg ved hvor jeg skal hen med den, begynder jeg at lave undersøgelser i stoffet, og her sker det ofte, at ideen begynder at bevæge sig i en lidt anden retning. Så tænker jeg igen i nogen tid, og så lægger jeg en plan. Jeg skriver alt det ned, som jeg tror skal med, prøver at strukturere det, og så går jeg i gang.
Jeg afsætter tid til skrivningen, ellers kommer det, vi kalder livet, nemt til at stjæle al min tid. Det er så nemt at lave noget praktisk. Når jeg står op om morgenen, laver jeg en kande te, og så skriver jeg i mindst to timer, inden jeg spiser morgenmad, tjekker mails og den slags. Derefter skriver jeg igen et par timer. Om natten, eller lige når jeg er ved at vågne næste morgen, begynder tankerne om dagens arbejde at forme sig.
Fra tid til anden tager jeg på skriveophold, og så skriver jeg i op mod 10-12 timer dagligt. Der skal kun være tid til at sove, spise og få den daglige times motion, resten af døgnet skriver jeg. Det plejer at flytte manus et godt stykke frem mod den færdige roman.
Det er et ubesvarligt spørgsmål. Den første var måske den vigtigste, uden den og den modtagelse den fik, ville jeg ikke have haft modet til at fortsætte. Den første historiske krimi kan også være den vigtigste, for her fik jeg for alvor fat i det, der er blevet mit stof, men den første historisk biografiske roman var også vigtig, for her havde jeg modet til at vove mere, end jeg hidtil havde troet, jeg turde. I øvrigt er den senest udgivne altid den vigtigste, lige bortset fra den jeg arbejder på lige nu.
De første seks bøger udgav jeg på etablerede forlag. Det var den eneste mulighed, jeg syntes, jeg havde, men så fik jeg lyst til at se, om jeg ikke kunne selv. Den første bog jeg selv stod for, udgav jeg kun som e-bog, formatet skulle afprøves. Den næste udgav jeg også selv, både som papir- ,e- og lydbog. Og det har jeg også gjort med de følgende.
Fordelen er, at jeg selv bestemmer alt. Laver jeg en fejl, er det kun mig selv, jeg skal skælde ud. Det er en stor tilfredsstillelse at stå med det færdige produkt i hånden og vide, at det har jeg lavet, helt selv. Det er også en stor glæde at kunne høste alle indtægterne selv. Og det er sjovt. Ulempen er, at det tager rigtig meget tid, alt for meget tid, som kunne være brugt til at skrive eller bage boller til børnebørnene eller noget andet morsomt.
Samtidig med at jeg besluttede at udgive selv, besluttede jeg også at det skulle gøres ordentligt, gerne bedre end den seneste udgivelse på etableret forlag.
Jeg har lige fra dag ét haft en historisk konsulent på mine romaner. Jeg er så heldig, at eksperten, altså den der ved mest om kvindehistorie i min periode, stiller op og ser ovenikøbet glad ud – hver gang. Derudover har jeg to-tre betalæsere på manus.
Når jeg tror, jeg har et færdigt manus, sender jeg det til en professionel redaktør. Først for at høre om det overhovedet duer, og hvis, så til en kritisk gennemgang. Jeg betaler for at få alle fejl, skævheder og mangler påtalt og diskuteret. Når manus så er færdigt, sender jeg det til en professionel korrekturlæser. Forsiden får jeg lavet af en professionel designer. Selve opsætningen af teksten fik jeg lavet de første gange af en professionel grafiker, men jeg var aldrig rigtig tilfreds og det var et større arbejde for mig at lave rettelser, så derfor har jeg selv sat den sidste op. Det er det tekstudtryk, jeg har været mest tilfreds med, og det har ikke taget længere tid, end da jeg skulle tjekke og rette.
E-bøger har jeg selv lavet fra begyndelsen. Lydbøger har jeg ladet et lydbogsforlag om at tage sig af. Det sværeste ved at udgive selv, er markedsføringen. Den har jeg hidtil selv lavet, men må erkende at det er jeg ikke god til. Derfor vil jeg fremover betale en professionel for at hjælpe mig.
Jeg har udgivet både som papir-, e- og lydbog.
Jeg kan konstatere, ved at se på opgørelsen over mine bibliotekspenge, at lydbøger er blevet meget populære. Den udvikling beklager jeg, både som forfatter og almindelig interesseret i litteratur. Bøger skal man læse, ikke lytte, synes jeg, men det kommer jeg ingen vegne med.
Jeg skriver historiske romaner om kvinder, både fiktive kvinder, hvis liv er formet over virkelige kvinder, og virkelige kvinders liv som jeg former en fortælling over. Jeg gør det, fordi jeg selv er optaget af arbejdet, og fordi jeg tror, jeg i romanformen kan udbrede en dybere viden og forståelse af, hvordan kvindeliv var og er, men det er ikke nogen synderlig populær genre. Mænd gider sjældent læse om kvinder, så der har jeg udelukket halvdelen af min potentielle læserkreds. Det er min udfordring.
Det eneste jeg tror, jeg kan gøre, er at lave mit arbejde så godt, som det overhovedet er muligt, eller skifte genre. Det første gør jeg, det sidste gider jeg ikke.
Jeg har ikke orket at forsøge at komme til udlandet. Jeg ved, at et tysk forlag på et tidspunkt viste interesse, men mere er det ikke blevet til.
I sin tid oprettede jeg en forfatterprofil på Facebook, jeg har den endnu, men det er en død sild. Jeg forsøgte også med nogle få reklamer på Facebook for nyudgivelser, men jeg fornemmede heller ikke megen reaktion. PR og markedsføring er ikke min skarpeste kompetence.
Jeg skriver i den lokale avis. Først og fremmest fordi det er sjovt. Jeg skriver aldrig om mit forfatterskab, men måske er det alligevel den mest effektive måde at komme i kontakt med potentielle læsere. Det helt korte svar på spørgsmålet er vist: jeg gider ikke. Jeg skriver, fordi det er vigtigt, men jeg orker ikke at slå på tromme for mig selv. Det er dumt, og det ved jeg godt.
Jeg bliver glad og føler, at det jeg gør, ikke er spild, når jeg bliver kontaktet af en begejstret læser, f.eks. tværs over en køledisk i supermarkedet eller bliver kontaktet af en, jeg ikke kender, som vil spørge mig om noget ’fordi jeg skriver sådan nogle kloge bøger’, eller allerbedst når en fremmed stopper mig og siger, at hun ikke anede, at hun var interesseret i historie, før hun kom til at læse en af mine bøger.
I de år hvor jeg havde fuldtidsarbejde, brugte jeg dele af mine ferier. Når jeg skrev, var der fuld fart på.
Efter jeg er gået på pension og altså på papiret har alverdens tid, går det langsommere, men jeg behøver heller ikke at spekulere på hvor jeg skal få penge fra. Det er en stor fryd.
Jeg skriver på en historisk biografisk roman om en af senmiddelalderens sejeste kvinder, Anne Meinstrup. Arbejdstitlen er: En agtet kvinde. Det var det, hun var, men hun var også så meget mere. Hun blev tidligt gift og enke for anden gang da hun var 25 år. Hun havde tre børn. Resten af livet var hun altså enlig mor. Hendes uddannelse var uformel (hun var jo kvinde), men hun var velbegavet og velhavende. Hun blev hofmesterinde for et par dronninger, dvs. at hun var chef for dronningens hofstab, og kongelig lensmand, dvs. hun lånte kongen penge for at bestyre og tage indtægter fra en af kongens store gårde. Hun blev landsforvist, da hun sagde kongen imod og måtte leve i udlandet i nogle år, men kom tilbage og blev genindsat i sine gamle funktioner.
Vi er så langt tilbage i tid, at der kun er bevaret ret få kilder, derfor er jeg nødt til at arbejde på flere planer i mine forundersøgelser for at stykke en troværdig historie sammen om hende. Det er vigtigt for mig at ramme så rigtigt som muligt, altså at gengive hendes liv og hendes tid sådan at det kunne være sådan, det foregik.
Jeg skriver om hende, fordi hun var et spændende menneske, fordi jeg synes at hun har fortjent at få et ordentligt eftermæle, og fordi jeg ønsker at gøre kendskabet til kvindeliv før os bedre kendt. De fleste mennesker lever med nogle temmelig fejlagtige forestillinger, men det er vigtigt at vi alle ved hvor vi kommer fra.
26/6 2023
Fiktion
Forlag (klassisk), Eget forlag
10+
NewPub, Dansk Forfatterforening
Få nyheder om vores artikler, aktiviteter og tilbud samt opdateringer til Bogbranchekalenderen 1-2 gange månedligt.