Site logo
Markedsfør dine bøger til de mange læsere på TikTok (gratis)
Markedsfør dine bøger til de mange læsere på TikTok

I løbet af det seneste halve år har rigtig mange forfattere fået øjnene op for TikTok som mulig salgskanal for deres bøger. Og hvis man har tiden, er det helt oplagt at benytte sig af den mulighed, som TikTok giver for gratisk eksponering lige nu.

Og hvorfor skriver jeg ‘lige nu’?

Fordi det er sådan, situationen er lige nu. Der var også engang, hvor man kunne få en masse organisk trafik gratis til sine Facebook-opslag. Men ændringer i Facebooks algoritme og strategi har gjort, at dette ikke længere er tilfældet, og nu skal man benytte sig af betalte Facebook-annoncer i stedet, hvis man gerne vil nå meget langt ud. Om det bliver sådan på TikTok på et tidspunkt vides ikke. Men lige nu kan man få virkelig meget gratis eksponering og salg.

Vores forlag udgiver primært i udlandet via Amazon, så min erfaring ligger på det amerikanske og engelske marked. Udgiver du kun i Danmark og har mod på TikTok ville jeg dog helt klart afprøve appen, men med relevante danske hashtags omkring bøger, selvfølgelig. Her vil jeg foreslå ‘Bogtok’, ‘Bogtokdk’, ‘Læslæslæs’, ‘Boganbefalinger’.

Brug de rette hashtags og find det store bog-community på TikTok

Hvis du læser dette og er dybt skeptisk, kan jeg godt forstå det. Første gang jeg stiftede bekendtskab med TikTok så jeg også bare teenagere, der dansede. Og er appen egentlig ikke kun for de unge?

Efter at have sat mig grundigt ind i brugen af appen kunne jeg dog godt se, at jeg tog fejl.

Der er et KÆMPE community af købelystne læsere, der anbefaler bøger, modtager anbefalinger, laver boghumor-videoer og hygger sig under hashtags som f.eks. #booktok, #readersoftt, #bookishhumor, #thrillerbooktok osv.

Så ja, hvis du blot åbner appen og den ikke kender til dine interesser, modtager du nogle helt generiske (og ret teenage-agtige videoer). Men hvis du søger efter “thriller books” eller lignende, så vil du begynde at se relevante videoer omkring bøger.

Og når du har tilbragt noget tid på appen med at søge efter disse relevante ting (trænet algoritmen), så vil appen fremover kun vise dig disse bogvideoer, der er relevante for dig.

Nu, hvor fordommene er af vejen, så lad mig kort fortælle, hvad min erfaring er efter at have tilbragt ca. et halvt år på appen, hvor jeg har lagt en video op 1-2 gange om dagen og tilbragt en del timer med at se andres videoer og diskuteret det med andre forfattere.

Er du villig til at bruge tiden, er der god mulighed for succes

TikTok (som andre sociale medier) er ikke en ‘hit and run’-platform, som man lige kan beslutte sig for at bruge, smide et par videoer op, og så vente på salgene.

Nej, du skal bruge tid på at sætte dig ind i hvilket indhold, der vil passe godt til dig, og se hvad andre poster. TikTok er virkelig glad for trends, så her er det faktisk en god idé at lave hvad alle de andre laver og bruge samme musik, som de andre gør.

Så vil TikTok vise din video til flere.

Desuden belønner TikTok at man regelmæssigt poster videoer, så det er en god idé at poste 2-3 videoer pr. dag i starten og herefter vil 1 måske være nok. Men jo mere content, jo bedre.

Og hvordan skaffer man så bogsalg via videoer på TikTok?

Før du overhovedet begynder selv at poste videoer, vil jeg foreslå, at du bruger en del timer på at se hvad andre forfattere og booktokere gør.

Her vil du hurtigt kunne se, at mange tager en trend/sjov lyd og laver en video, der relaterer sig til en specifik bog.

Det er også meget populært med ‘page flips’, dvs. blot en video af at man bladrer i en bog, og så står der en kort tekst ovenpå. En tekst, der – selvfølgelig – giver lyst til at læse bogen.

Og sådan får man – kort sagt – salg via videoer. For hvis du får denne slags videoer ud til det rette publikum, så køber de bogen.

TT er dog lidt af et lotteri. Efterhånden som man får flere følgere, kommer dine videoer bredere og bredere ud. Men der, hvor det virkelig batter, er hvis en video pludselig stikker af og man får rigtig mange visninger.

Mine videoer får normalt mellem 250 og 500 visninger og nogle får så et par tusinde. Jeg har dog en enkelt, der i løbet af få dage fik 14.000 visninger, 729 likes og 205 ‘gemt som favoritter’. Det er altså rigtig mange folk, der så denne bog. Og 205 har endda fundet den så interessant, at de har gemt videoen til et senere tidspunkt (forhåbentlig for at købe bogen).

Da dette skete kørte vi ingen andre reklamer for bogen, og jeg så en mærkbar stigning i salg af e-bøger, paperbacks og Kindle Unlimited-læsninger i dagene herefter. Så jo, den gode video gav salg.

Udover at have min egen TikTok-konto har jeg også dannet en gruppe med 10 andre forfattere i samme genre. Vi har lavet en fælles TikTok-konto, hvor vi hver poster et par gange i ugen. Fordelen er, at vi så kan lave rigtig meget indhold, fordi vi er flere om at hjælpes ad.

Én af kollegerne i denne gruppe har været så heldig at få en video op på 44.000 visninger, og hendes bog ligger pt. meget højt på bestsellerlisten.

Jeg har i det sidste halve år set en del bøger sprede sig som en steppebrand på TikTok. Det kan starte med én viral video og pludselig vil alle gerne købe bogen og så laver disse booktokere flere videoer og sådan spreder det sig.

Jeg har fulgt især én forfatter, der har gjort det rigtig godt, og det har været interessant at se, hvad der har virket for ham. Han blev for nylig #1 bestseller i sin kategori alene pga. salget via TikTok.

Min pointe er, at mulighederne er store.

Det kan godt tage tid, før du er heldig at få en video, der virkelig får mange visninger og dermed giver mange salg. Men det kan også være din første video.

Det er lidt af et lotteri, og algoritmen kan være svær at regne ud. Men blot med en jævn og stabil indsats, hvor du poster 1-2 videoer om dagen vil jeg påstå, at du vil se resultater med tiden, hvis du følger Best Practice.

Sådan kommer du i gang med TikTok – mine bedste tips

1.
Brug tid på appen før du poster. Se hvad de andre gør og hvilke videoer der får mange visninger. Få en masse idéer :-). Dette træner også algoritmen til at vide hvilke brugere, den skal vise dine videoer til.

2.
Du må ikke se andet end bogvideoer! Hvis du har andre interesser, skal du ikke søge på disse på din bog-konto. Hold dig til bogvideoer, for ellers bliver dine egne videoer vist til folk, der ikke er bog-interesserede.

3.
Se mere på visninger end følgere – og genbrug indhold. Det er fedt med mange følgere, ja. Men TikTok er anderledes på den måde, at den viser dine videoer mest til ‘nye’. Derfor skal du se mere på hvilke videoer der får mange visninger og likes. Prøv evt. at kopiere disse igen eller brug samme musik og en lidt anden video. Fordi videoerne vises til mange nye kan du sagtens genbruge indhold eller bare tweake det en smule. Tænk på det som om at det altid er nye mennesker der ser dine videoer.

4.
Hvis du gerne vil nå brugere i USA og England, så sørg for at følge brugere herfra og interager med deres videoer – like og kommenter. Som udgangspunkt vises dine videoer mest til folk i dit lokalområde. Så hvis du er bosat i Danmark skal du lige lære appen, at du faktisk mest interesserer dig for folk i USA og England.

5.
Brug trendy musik. Hvis du ser en ny trend, så kopier den gerne. Du kan klikke på en video, klikke på musikikonet nede i højre hjørne og vælge ‘Use this sound’ og så bruge samme lyd. Bruger du en lyd, der er vildt trendy, vil din video nå ud til flere.

6.
Rediger din video i selve appen. Du kan godt optage en video på din kamerarulle, uploade den og bruge den i TikTok. Men tilføj lyd via appen og skriv tekst ind, brug klistermærker m.v. via selve Tiktoks redigeringsværktøj. Det foretrækker appen.

7.
Er du ikke glad for at vise dit ansigt, så lave ‘page flips’ eller ‘cover reveals’. Det gjorde jeg også i starten. Så syntes jeg at det blev sjovt at tage trendy lyde og lave dem bogrelaterede med lip sync (ligesom mange andre gør) og det er også gået fint. Jeg er også heldig at min teenage-datter gerne vil hjælpe mig. På den måde bliver det en fornøjelse og ikke en træls pligt.

Video-eksempler

For at du får en idé om hvad jeg snakker om, vil jeg lige vise dig et eksempel på tre forskellige videoer, jeg har lavet. Den ene er en ‘cover reveal’, den næste er en ‘page flip’ og den sidste er en trendy ‘lip sync’-video.

Hvad der virker bedst for dig, din genre og dine læsere, er du nødt til at teste. For mig er det ‘cover reveal’, hvor jeg først viser bogen efter ca. 7 sekunder.

Eksempel på Lip sync-video (der er lidt forsinkelse på, men i originalvideoen passer timingen selvfølgelig:

Fælles for dem alle er, at bogen Strung (den engelske oversættelse af Udhængt) er omdrejningspunktet. Og det er selvfølgelig det, der er nøglen. Vis din bog så ofte som muligt, og jo flere gange en læser ser bogen, jo mere lyst vil vedkommende have til at købe den.

Jeg håber, at denne introduktion til TikTok giver dig mod på at afprøve kanalen. Jeg ved godt, at det kan virke overvældende med alle disse retningslinjer. Men som alt andet handler det blot om at bruge noget tid på mediet, følge best practice og så bare køre derudaf.

Så ser man hurtigt hvad der virker, og hvad der er sjovt at lave. Og hey, det er jo gratis markedsføring! Det skal man også lige huske, når man overvejer, om man skal give TikTok et forsøg.

Som jeg nævnte ovenfor, har jeg mest erfaring med TikTok i de engelske lande, men jeg kan da forestille mig, at der også er mange danske læsere, der er på appen, så prøv dig frem med danske hashtags og se om du kan finde de relevante læsere.

Som altid er det selvfølgelig vigtigt, at bogen er god. Det er ikke fedt, hvis du begynder at se videoer af din bog på TikTok om, at oversættelsen er dårlig eller historien er kedelig :-). Jeg vil derfor altid anbefale en professionel tilgang til din bog (den er jo en vare, der skal sælges) og at du får hjælp af en professionel redaktør eller oversætter, hvis der er brug for det. Begge dele finder du selvfølgelig her på Bogbrancheguiden :-).

Jeg selv tilbyder opsætning af e-bøger samt rådgivning om salg via Amazon.

God fornøjelse på TikTok – måske vi støder på hinanden i appen.

Del artiklen

artiklens
forfatter