Af Naja Møllmann-Ibsen Meget få bøger i verden er fuldkommen fri for stave- og slåfejl, men der findes desværre alt for mange med adskillige sproglige fejl, der kunne være undgået med ordentlig korrektur.

Hvorfor er korrekturlæsning så vigtig?

Hvis du sammenligner udgivelsen af din bog med et skib, der søsættes, svarer mangelfuld korrektur til, at de passagerer, der går om bord på skibet, hele tiden snubler over knaster på dækket eller ikke kan nyde den smukke udsigt i fulde drag, fordi rælingen, de står ved, er oversået med mågeklatter. De skønhedsfejl afleder deres opmærksomhed fra den oplevelse, du gerne vil give dem. De skal arbejde for at nyde turen, og det kan få mange af dem til at gå fra borde igen i den første den bedste havn. Mangelfuld korrektur sender et signal til læseren om, at du ikke tager din egen bog alvorligt, og – hvad værre er – at du ikke tager læseren (og anmelderen, lektøren og bogbloggeren) alvorligt. Vi lever i en tid, hvor grænserne mellem skriftlig og mundtlig kommunikation er flydende, når vi skriver e-mails og sms’er til hinanden eller ytrer os på de sociale medier. Det går ofte stærkt, og de fleste har forståelse for, at der er sproglige fejl i den slags tekster. Som regel (men ikke altid!) forstår man trods eventuelle sprogfejl, hvad afsenderen mener, men når du udgiver en bog, skriver du til en ukendt læser, som forventer at få en gennemarbejdet tekst i hænderne. Derfor bør du gå efter den højeste fællesnævner, når det gælder den sproglige kvalitet, og her kommer korrekturlæsningen ind i billedet.

Korrektur er ikke selvcensur

Der er gode grunde til, at korrekturlæsningen er det sidste led i den sproglige bearbejdning af din tekst. Du behøver ikke at skænke korrektur en tanke, mens du skriver din bog. I skrivefasen er det vigtigt, at du kan skrive frit, flyve højt på inspirationens vinger, indarbejde de idéer, der opstår undervejs, og jonglere og eksperimentere med de forskellige dele af teksten uden den form for sproglig selvcensur, der får dig til at gå i stå over, hvor et komma skal sættes. Når du synes, teksten har fået en tilfredsstillende form, gør du måske brug af betalæsere og/eller en redaktør, der giver dig feedback om, hvor teksten fungerer godt, og hvor den halter, og noget måske bør skrives om osv. Til sidst er korrekturlæsningen så det eneste, der mangler, før bogen kan sendes til grafiker/trykkeri. På det tidspunkt kan det være, du ikke rigtig orker tanken om, at der skal pilles mere ved din tekst, for nu vil du bare have bogen ud. Det kan også være, du synes, det er for dyrt, og måske tænker du: ”Er det virkelig nødvendigt, når så mange allerede har læst teksten?” Mit svar er, at du altid bør lade tvivlen komme din tekst til gode.

Hvad omfatter god korrektur?

Mange lader til at tro, at korrektur primært går ud på at rette stave- og slåfejl og sikre korrekt tegnsætning, men det er kun toppen af isbjerget. Måske er du rigtig god til at formulere dig, men er klar over, at du har svært ved det med nutids-r (køre/kører), og at du er elendig til at sætte kommaer, og så tænker du måske, at det kan din ven, som er skolelærer, lige tjekke for dig. Jeg forstår godt tankegangen – og ikke et ondt ord om din ven – men så har du ikke forstået, hvad god korrektur omfatter. De forskellige mennesker, der indtil nu har læst din bog, har sikkert givet dig en del feedback, som du har kunnet bruge til at forbedre teksten, og det er godt. Men de mange omskrivninger og gennemskrivninger og de forskellige prøvelæseres individuelle sprogopfattelse gør, at for mange kokke let kan have fordærvet maden, hvad den sproglige helhed angår. Foruden spørgsmålet om grammatisk og retskrivningsmæssig korrekthed er der også følgende at overveje: Har nogle af ændringerne påvirket de omkringstående sætninger, så nogle overgange bør ændres (f.eks. og til men)? Er der opstået unødvendige gentagelser (redundans) i teksten (f.eks. Hans opførsel var eksemplarisk og fejlfri)? Staves den samme ordforbindelse nu på to forskellige måder (f.eks. af sted og afsted)? Er det sproglige stilleje konsekvent? – for blot at nævne nogle af de mange ting, en professionel korrekturlæser bør registrere. Nogle vil nok mene, at en del af ovennævnte spørgsmål hører under redaktørens arbejdsområde (f.eks. det med redundansen), og det vil jeg ikke bestride. Men nogle af problemerne kan være opstået efter redigeringsfasen, og dertil kommer, at der er stor forskel på redaktører. Jeg har haft mange gode redaktører i mine år som oversætter, men jeg har også været ude for nogle, der ville ændre formuleringer til grammatisk ukorrekte sætninger. Sidstnævnte hører heldigvis til sjældenhederne, men hvis du efter alle disse overvejelser beslutter dig for at få læst professionel korrektur på din tekst og gerne vil minimere udgiften, er den gode nyhed, at du selv kan gøre en hel del for at holde den nede. Nogle korrekturlæsere opererer med en fast timetakst, andre med en fast pris per anslag, ord eller side, men de fleste vil nok bede om at se (en del af) teksten, før de giver dig en (estimeret) pris. Den kan selvfølgelig også afhænge af, hvad du og korrekturlæseren aftaler om opgaven – at du f.eks. udelukkende vil have tjekket tegnsætningen (hvilket kan være svært, da et kommas placering kan afhænge af, hvad du vil udtrykke) – men som udgangspunkt kan den sproglige kvalitet af den tekst eller det uddrag, korrekturlæseren modtager, i høj grad være afgørende for prissætningen. Derfor er det umagen værd at rense teksten for så mange sproglige fejl, som du kan finde, før den sendes til korrektur. En anden fordel er, at processen kan gøre dig mere bevidst om dit eget sprog og din måde at formulere dig på, og det kan du bruge, når du skal skrive din næste bog.

Hvilke fejl kan du selv finde?

For at give dig et indtryk af nogle af de fejl, du (måske) selv kan finde, har jeg konstrueret et romanuddrag, som rummer en række punkter, der bør tiltrække sig korrekturlæserens opmærksomhed. Læs teksten igennem, og prøv at se, hvor mange af dem du kan finde – uden at bruge hjælpemidler! Kopier gerne tekstafsnittet over i dit skriveprogram, så du kan arbejde med det der eller printe det ud.

“

Da Britta var kommet ned med elevatoren og stod ude på fortorvet igen, var det begyndt at regne. Bare typisk! tænkte hun og slog hætten op. Hun trådte udenom en hundelort og begyndte at gå, mens hun skævede op på vinduerne i det temmeligt prangende hjørnekontor. Hun kunne mærke, hvor skuffet, hun var, over ikke at have fået jobbet som quiz redaktør. Selv om hun var relativ ung, vidste hun en masse om alle mulige emner, fordi hun havde lavet så meget research i hendes sidste job som webredaktør. Hun kunne hele kongerækken på fingerspidserne og havde styr på strømningerne inden for underholdning, mode, billedkunst og litteratur fra Romantikken og frem. Hun havde læst tykke fagbøger om alt fra romerriget til rumforskning, havde endda læst både Biblen og Koranen, og hun fulgte også nøje med i politik – hvor mange andre vidste måske, hvad Pia Kjærsgårds hund hed? Og selvom hun selvfølgelig ikke vidste alt, vidste hun, hvor hun kunne skaffe sig den viden, hun skulle bruge. Men lige nu anede hun ikke, hvad grunden til afslaget skyldtes. Var det den bluse, hun havde valgt at tage på? Var det fordi, at hun var kvinde?

“

Hvor mange steder var der noget, der tiltrak sig din kritiske opmærksomhed? Prøv at skrive punkterne ned. Du har sikkert fået øje på nogle oplagte fejl, men jeg vil bede dig om også at notere punkter, som du måske er lidt i tvivl om, og som du ville undersøge nærmere, hvis du måtte bruge hjælpemidler. Formålet med øvelsen er at gøre dig bevidst om, hvor god du er til at fange (egne og andres) sprogfejl. Derfor fortæller jeg dig heller ikke, hvor mange punkter det drejer sig om. Det vil du vide, når du har læst resten af artiklen – eller før, hvis du selv finder dem alle sammen. Jeg håber, du vil lege med og lave en liste nu, inden du læser videre. I det følgende gennemgår jeg de forskellige punkter i teksten, som burde aktivere din indre korrekturlæser. For overskuelighedens skyld har jeg inddelt dem i fire kategorier, og undervejs giver jeg dig nogle tips om, hvad du skal være opmærksom på, og hvordan du kan undgå en del af de fejl, du – måske – overser.

I. Grundlæggende retstavning og grammatik (9 punkter)

Hvis du synes, det her afsnit bliver for nørdet, så spring endelig videre til det næste (og glæd dig over, at de fleste korrekturlæsere har styr på grammatikken). Når du skriver i Word og har stavekontrollen slået til, skulle programmet gerne sætte en rød bølgestreg under fortorvet og i stedet foreslå det korrekte fortovet. Men husk, at stavekontrollen kan tage fejl, og derfor er det altid en god idé at slå ordet op i enten Retskrivningsordbogen eller Den Danske Ordbog, hvis du synes, en rettelse virker underlig (se links til ordbøger i bunden af artiklen). Word hjælper dig også med at fange temmeligt i ”det temmeligt prangende hjørnekontor”. Ordet temmelig findes kun som biord og kan derfor aldrig få -t på – i modsætning til de mange biord, der dannes af et tillægsord tilføjet -t (Hun er dejlig og synger dejligt). Du kender sikkert den nævnte regel om, at man kan danne et biord ved at sætte -t på et tillægsord (deraf den typiske fejl med temmeligt), men måske ved du ikke, at der gælder særlige regler for tillægsord, der ender på -ig, -lig og -vis. Alt efter hvordan ordet bruges i sætningen, kan det være hhv. ukorrekt, obligatorisk eller valgfrit at sætte -t på det. Reglerne er lidt af en jungle at finde rundt i, men Politikens Håndbog i Nudansk giver et godt overblik over dem og er oven i købet forsynet med et T-leksikon, hvor man bl.a. kan se at relativ altid skal have -t på, når det bruges som biord, og derfor er relativ ung en tredje fejl i teksten. En fjerde fejl er quiz redaktør, som skal skrives i ét ord (quizredaktør). Det er en meget hyppig type fejl, som ikke bliver mindre hyppig med den omfattende påvirkning fra engelsk. På dansk kan vi danne et utal af sammensatte ord, men kun et fåtal af dem står i ordbogen. I Retskrivningsordbogen (§§ 18 og 19) kan du læse, at trykfordelingen på de to led har betydning for, om der er tale om et sammensat ord eller ej. I quizredaktør er der mere tryk på quiz end på redaktør, og derfor skal det skrives i ét ord. Men udtalen af ord er tit individuel, og mange synes, det er svært at høre, hvilket af de to led de lægger mest tryk på. Du kan måske øve dig i at høre forskel. Prøv at læse disse to sætninger højt: Han ser flyttevognen. Han vil flytte vognen. I den første sætning er der mere tryk på flytte end på vognen, i den anden er der lige meget tryk på de to ord. Hvis dét ikke hjælper dig, kan du fange en hel del af denne type fejl med en mere overskuelig huskeregel: Hvis det første led er et navneord eller et udsagnsord, skal de to led skrives som ét ord: sofakartoffel, feriepenge, skoletræt, ejerskifte, soveværelse, spisebord, flyttelæs, læsevenlig. Den næste fejl er også en klassiker. I sætningen ”… fordi hun havde lavet så meget research i hendes sidste job …” skal hendes være sit, fordi grundleddet, hun, er 3. person ental. I nogle områder af Danmark er denne brug af hendes (og hans) udbredt i talesproget og opfattes ikke som ukorrekt, men det er en god idé at anvende de såkaldt ”standarddanske” regler, hvis du ikke vil distrahere en del af dine læsere. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis du bevidst ønsker at antyde en romanfigurs geografiske herkomst over for læseren og derfor lader vedkommende bruge hans i stedet for sin i direkte tale. Reglerne for, hvornår man bør bruge hans/hendes eller sin/sit/sine, er mere omfattende end antydet her. På sproget.dk kan du finde en grundigere gennemgang, som også behandler brugen af dens/dets og ens (se linket i bunden af artiklen). De sidste i denne gruppe er tre tegnsætningsfejl. (Her bør det for god ordens skyld lige nævnes, at teksten er konstrueret og ”korrekturlæst” med udgangspunkt i anvendelsen af startkomma). I sætningen ”Hun kunne mærke, hvor skuffet, hun var, over ikke at have …” skal de to sidste kommaer slettes. Det er en typisk fejl i ledsætninger, der indledes med et spørgende biord eller stedord (”hv-ord”). Her er et par beslægtede eksempler (med forkert komma i parentes): Naboen spurgte, hvor bange(,) jeg blev(,) over at modtage brevet. De vidste ikke, hvor stor skade(,) der var sket. Hun spurgte, hvilke af dem(,) han ville have. Ingen vidste, hvor mange(,) der kom. Der er flere forskellige ting, der bevirker, at mange tilføjer ukorrekte kommaer i den type sætninger. Det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dem her, men en god tommelfingerregel er at omformulere hv-sætningen til et direkte spørgsmål, for så bliver det forhåbentlig tydeligt, at de(t) ekstra komma(er) ikke hører hjemme i den: Hvor bange blev jeg over at modtage brevet? Hvor stor skade var der sket? Hvilke af dem ville han have? Hvor mange kom der? Og: Hvor skuffet var hun over ikke at have fået jobbet? Den tredje tegnsætningsfejl er kommaets placering i den allersidste sætning. Det skal stå før fordi. Det er sikkert den udbredte brug af fordi sammen med at i talesproget og det, at man ofte holder en lille pause efter fordi, der gør, at så mange sætter kommaet forkert. Det samme gør sig gældende i sætninger med som om, f.eks. Det er som om(,) (at) han er blevet mere fjern. Den korrekte placering er før som om. Når jeg lader denne sidste fejl tælle for to i denne gruppe, skyldes det netop ordforbindelsen fordi at. Den er udbredt i talesproget, men anses af mange stadig for ukorrekt i skriftsproget. Du kan selvfølgelig bruge den bevidst som en del af en personkarakteristik, hvor du eksempelvis lader en person sige: ”Det siger du bare, fordi at du ikke ved en skid om, hvem som at det var, der gjorde det!” – for nu at lade overdrivelse fremme forståelsen. Men hvis det ikke er et bevidst greb fra din side, vil jeg råde dig til at udelade bindeordet at efter både fordi og som om (og andre overflødige steder: hvem at, hvor at, hvordan at, hvorfor at), hvis du vil have flest mulige læsere til at fuldføre jomfrurejsen.

Konsekvens er alfa og omega

Det kræver uden tvivl en indsats at få styr på de fejl, der omtales i det foregående afsnit, for det tager tid at sætte sig ind i de grammatiske regler. Hvis du ikke har så meget mod på dét, er der heldigvis andre ting, du kan gøre, som kan forbedre helhedsindtrykket af din tekst. Nøgleordet er konsekvens.

II. Konsekvens, hvor der er valgfrihed (4 punkter)

De danske retskrivningsregler rummer mange eksempler på, at der er flere forskellige korrekte måder at skrive noget på. Valgfriheden kan ses som et udtryk for anerkendelse af, at forskellige generationer har forskellige sproglige traditioner, eller som respekt for sprogets nuancer, men når det gælder korrektur, gør valgfriheden ikke opgaven lettere. Her er den gyldne regel, at du er konsekvent i dine valg gennem hele din tekst. I det konstruerede romanuddrag er der to eksempler på manglende konsekvens (fire punkter i alt). Det første eksempel gælder de to udtryk ”udenom en hundelort” og ”inden for underholdning”. Begge disse er isoleret set korrekte. Tidligere skulle kombinationen biord + forholdsord (f.eks. inden + for) skrives i to ord, når de blev efterfulgt af en styrelse (inden for underholdning), og i ét ord, når der ikke fulgte nogen styrelse efter (Kom indenfor). Nu er det også tilladt at skrive dem i ét ord, selvom de kombineres med en styrelse (indenfor underholdning). Det er ikke sikkert, at særlig mange af dine læsere vil bemærke inkonsekvensen i dine valg, men nogle vil, og hvis du også vil give dem en god oplevelse, er mit råd, at du konsekvent vælger den samme mulighed alle de steder, hvor der er valgfrihed. Derfor bør disse to punkter rettes til enten uden om en hundelort og inden for underholdning eller udenom en hundelort og indenfor underholdning. Det andet eksempel er brugen af både selvom og selv om. Også her bør du konsekvent vælge den ene af formerne, selvom begge former isoleret set er korrekte. Det kan du hurtigt gøre med søgefunktionen i Word, men pas på med at bruge ”Erstat alle”-funktionen. Gennemgå stederne et for et, så du ikke kommer til at ændre Det må du selv om til det ukorrekte Det må du selvom. Der findes en lang række almindelige ord, som det er tilladt at skrive på to måder. Her er blot nogle af dem, som du kan søge på i din tekst og konsekvent vælge den samme variant af: alle sammen/allesammen cafe, ide, karre, moske/café, idé, karré, moské cd, cv, dvd, it, lp, sms, tv, pr/CD, CV, DVD, IT, LP, SMS, TV, PR f.eks./fx (i skønlitterære tekster dog traditionelt: for eksempel) frem for/fremfor ingen ting/ingenting komme i tanke om/komme i tanker om nogen sinde/nogensinde om end/omend selv samme/selvsamme simpelt hen/simpelthen somme tider/sommetider stadig væk/stadigvæk til fælles/tilfælles Måske skriver du altid alle sammen i to ord og altid ingenting i ét ord, og det er uproblematisk, så længe du gør det konsekvent. Men hvis du skriver både cd og DVD i samme tekst, virker det inkonsekvent, at du ikke vælger at bruge enten små eller store bogstaver til begge ord. Som sagt er begge former isoleret set korrekte, men hvis du bruger dem i flæng, kan det have en negativ indflydelse på den opmærksomme læsers helhedsindtryk af din tekst, og det er ærgerligt, når det let kunne være undgået. Det er et faktum, at man kun kan blive klogere af en ordbog, hvis man slår op i den, og at man normalt kun slår op i den, hvis man er i tvivl om noget. Højere oppe i artiklen skrev jeg, at du ikke behøvede at skænke korrektur en tanke, mens du var i skrivefasen. Når det gælder korrekturfasen, er tvivlen derimod din allerbedste ven. Giv dig selv lov til at tvivle, og slå op i ordbogen, så meget du orker. Udvid evt. listen ovenfor med ord og vendinger, som du opdager, du ikke har helt styr på (f.eks. hvornår lige + så skal skrives i hhv. ét og to ord). Jo mere tid du bruger på det, desto mere bevidst bliver du om sproget – både dit eget og det ”standarddanske” – og den bevidsthed (og din liste) kan du have stor gavn af, når du skriver din næste bog.

Har du styr på egennavnene i teksten?

Det siger sig selv, at navnet på figuren Marie i din bog ikke pludselig bør skrives Maria (medmindre der er en pointe med det). Men derudover bør du også tjekke stavningen af navnene på alle de personer, lokaliteter, begivenheder, epoker, værker osv. fra virkelighedens verden, som du nævner i din bog. Hvis du googler navnet på noget (f.eks. en by eller en historisk person), vil du tit opleve, at navnet skrives forskelligt på forskellige internetsider. Hvis navnet (begivenheden, perioden osv.) står i Den Store Danske, er det en god tommelfingerregel at bruge den stavemåde, som anvendes der, da artiklerne er skrevet af fagfolk. Det vil også fremgå, hvis navnet kan skrives på flere forskellige måder, og her gælder den gyldne regel om konsekvens også. Men vær opmærksom på, at konsekvensen ikke omfatter citater. Hvis du nu skriver en bog om Beijing og gengiver et ældre citat, hvor byen benævnes Peking, bør dette ikke ændres, selvom du kalder den Beijing alle andre steder.

III. Navnetjek (4 punkter)

Navne på historiske epoker og begivenheder kan altid skrives med lille begyndelsesbogstav og kan skrives med stort, hvis de opfattes som et egennavn. Derfor er Romantikken skrevet med stort R ikke i sig selv en fejl, men det er en stavemåde, som korrekturlæseren bør notere sig, hvis forfatteren andre steder i teksten skriver f.eks. guldalderen eller reformationen med lille. Navne på lande og riger er egennavne og skal skrives med stort. Derfor skal romerriget rettes til Romerriget. Brugen af formen Biblen som angivelse af værkets titel er en udbredt fejl. Det korrekte navn er Bibelen. Forvirringen skyldes nok, at man godt kan bruge biblen (med lille b) om et eksemplar af værket: Han lagde en bibel og en ordbog på bordet, og da døren smækkede, faldt biblen på gulvet. Endelig kan et hurtigt opslag på nettet afsløre, at hundeejerens efternavn ikke staves med bolle-å, men sådan her: Kjærsgaard. Når jeg har plantet disse (tre sidstnævnte) fejl i det konstruerede romanuddrag, er det også for at illustrere, at den slags smuttere kan have en utilsigtet komisk effekt. Læseren kan let få et mere skeptisk forhold til hovedpersonens kompetencer, end forfatteren måske har tilsigtet. Hvis Britta virkelig er så dygtig og belæst, som hun selv mener, hun er, modarbejder den manglende research i eksemplerne herover det billede af hende. Hendes mulige manglende kompetencer antydes selvfølgelig også af, at hun tilsyneladende sætter lighedstegn mellem det at følge ”nøje” med i politik og det at kende navnet på en politikers kæledyr. Denne indirekte karakteristik af Britta vil læseren uden tvivl opfatte som et bevidst valg fra forfatterens side, mens det er mere uklart, om de tre fejl bør opfattes som et bevidst valg eller blot sjusk fra forfatterens side. Mange fejl i egennavne skyldes formentlig, at skribenter føler sig overbeviste om at vide, hvordan et navn staves – og så slår de det ikke op. Men hedder det Vibenhus Runddel eller Vibenshus Runddel? Cincinatti eller Cincinnati? Og hvor mange i’er er det nu, der er i Hawaii? Slå hellere op én gang for meget end én gang for lidt – og husk at rette et fejlstavet navn alle steder.

Har du styr på sprogets faste vendinger?

De resterende punkter handler om idiomatisk korrekthed. Jeg er klar over, at man som forfatter eller digter bevidst kan vælge at lege med eller omfortolke sprogets faste vendinger, og det kan gøres yderst elegant og være sprogligt berigende. Tænk blot på Shu-bi-duas sangtekst om ”greven ud af luften” og ”grevinden for i varmen”. Men hvis du blander to faste udtryk sammen på en måde, der ikke virker bevidst, skæmmer det din tekst. Så kan læseren nemt komme til at opfatte sproget som ubehjælpsomt og irriteret vælge at stå af.

IV. Sammenblanding af to udtryk (3 punkter)

De følgende punkter vil en god redaktør sikkert fange, men nogle af dem kan sagtens være opstået efter redigeringsfasen, hvor et enkelt ord i teksten måske er blevet ændret, uden at resten af den sætning, rettelsen er foretaget i, er inddraget. I sætningen ”… mens hun skævede op på vinduerne i …” bør på være til, da det idiomatisk korrekte er at skæve til noget/nogen. Måske stod der oprindelig ”kiggede op på”? Når du slår et udsagnsord op i Den Danske Ordbog, kan du som regel finde ud af, hvilket forholdsord det er korrekt at bruge sammen med det i netop din sætning. Hvis du stadig skulle være i tvivl, er der ofte hjælp at hente i KorpusDK. Der kan du søge på udsagnsordet kombineret med forskellige forholdsord og få et fingerpeg om den idiomatisk korrekte kombination ud fra antallet af relevante sætningseksempler (se links i bunden af artiklen). Sætningen ”Hun kunne hele kongerækken på fingerspidserne …” er der måske ikke mange, der vil studse over, men der er ikke desto mindre tale om en sammenblanding af to forskellige vendinger. Den ene er at kunne noget på fingrene (f.eks. titlerne på alle H.C. Andersens eventyr). Den anden er at være noget til fingerspidserne (f.eks. ordensmenneske). Den sidste fejl findes i sætningen: ”Men lige nu anede hun ikke, hvad grunden til afslaget skyldtes.” Her er der også tale om en sammenblanding af to udtryk. Med de anvendte ord kan ledsætningen kun formuleres korrekt på to måder. Enten: ”… hvad grunden til afslaget var.” Eller: ”… hvad afslaget skyldtes.” Fejlen er et typisk eksempel på dobbeltkonfekt. Et andet aspekt ved sammenblanding af to faste vendinger er, at man kan komme til at sige det stik modsatte af, hvad man ønsker at sige, eller at udsagnet bliver uforståeligt eller ufrivillig komisk. Tænk blot på en finansminister, der skal udtale sig om nationaløkonomiens sløje tilstand og med gravalvorlig mine siger: ”Nu gælder det om at holde skruen oven vande.”

Resten af isbjerget

Hvor mange af de 20 punkter hæftede du dig ved, da du læste uddraget? Som sagt er de kun en smagsprøve på, hvad korrekturlæsning omfatter. Korrekt tegnsætning gælder jo ikke kun komma, men også alle de andre tegn. Spørgsmålet om stilleje har jeg kun berørt overfladisk, og jeg har ikke været inde på brugen af talord versus tal og heller ikke alle forkortelserne eller emner som valgfri(e) e’er. Dertil kommer klodsede sætningskonstruktioner, tvetydige formuleringer, uønskede konnotationer (bibetydninger), uheldige associationer, fremmedartet syntaks (typisk i oversættelser, men ikke kun der), manglende sproglig systematik i punktopstillinger, indholdsfortegnelser, overskrifter, noter og litteraturlister samt – selvfølgelig – ganske almindelige slåfejl. En enkelt artikel kan ikke rumme alt, hvad der er at sige om korrektur, men jeg håber, du har fået et bedre indtryk af disciplinens omfang – og nødvendighed. Jeg håber også, at du kan (vil?) bruge nogle af de huskeregler og råd, jeg har givet dig undervejs, for selv den skarpeste korrekturlæser kan miste overblikket, hvis mængden af fejl er overvældende. Og når det modsatte er tilfældet – at teksten rummer meget få fejl – kan korrekturlæseren også let overse noget, fordi ”fejlberedskabet” har tendens til at blive nedsat, når der er langt mellem fejlene. Derfor er det under alle omstændigheder en god idé at få læst andenkorrektur, når førstekorrekturens rettelser er indført. Din tekst kan altid blive (endnu) bedre og dermed fastholde flere læsere.

Nyttige links

Retskrivningsordbogen inklusive retskrivningsreglerne finder du her: https://dsn.dk/ordboeger/retskrivningsordbogen/ Reglerne for brug af hans/hendes eller sin finder du her: https://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/hans-hendes-eller-sin Den Store Danske finder du her: https://lex.dk/ Den Danske Ordbog og KorpusDK finder du på https://ordnet.dk/, hvor du også kan dykke ned i en guldgrube af ældre ord i dansk (frem til 1950’erne) i Ordbog over det danske Sprog.

***

Denne artikel er skrevet til Bogbrancheguiden af Naja Møllmann-Ibsen, som er cand.mag. i sprogpsykologi og nederlandsk og er litterær oversætter på 20. år. Naja har ti års erfaring med sprogundervisning (bl.a. i dansk retstavning og grammatik) og har dertil de sidste otte år arbejdet med korrektur af både skøn- og faglitterære tekster samt danske undertekster (DR). Find Naja Møllmann-Ibsen / Ordlys Korrektur og mange flere korrekturlæsere her