Dette er den tredje og afsluttende artikel i serien om redaktion af bøger. I denne sidste artikel har Bogbrancheguiden igen bedt professionelle freelance-redaktører af både skøn- og faglitteratur om at svare på en række spørgsmål – denne gang om hvordan og hvornår forfatteren vælger en redaktør. Herunder bl.a. om at teste samarbejdet.
I første artikel, som du kan læse her, kiggede vi på, hvad det er, redaktøren bidrager med, som er så vigtigt og værdifuldt for både manuskript og forfatter. Anden artikel, som du kan læse her, handlede om, hvordan samarbejdet mellem forfatter og redaktør konkret foregår.
Af Karsten Pers med Sissel Bergfjord, Sally Sharf, Line Tørsleff, Annie Hagel, Jacob Hedegaard Pedersen og Rune Stefansson.
Hvad skal vi forfattere kigge efter, når vi søger en redaktør til vores bog?
Jacob Hedegaard Pedersen: Man skal finde sig en redaktør, der forstår at tale på en måde, der kan modtages. Nogle forfattere vil gerne have tingene sagt lige ud af posen, andre kan bedre lide en mere diplomatisk og anerkendende kommunikation – jeg er selv helt klart til det sidste. Det vigtigste i et forfatter-redaktør-samarbejde er kemi og tillid. Hvis man som forfatter ikke føler sig i gode hænder, så bliver resultatet sjældent godt. Ens redaktør skal være en, man glæder sig til at møde til messer eller skrive sammen med, som en god kammerat. Redaktøren bliver jo den, der næst efter forfatteren selv, kommer til at kende manuskriptet bedst.
Sally Sharf: Ja, valg af redaktør er som udgangspunkt en tillidssag, hvor forfatteren skal føle sig tryg ved at få redaktøren som sin “wingman/-woman”.
Line Tørsleff: Hvis man har læst bøger, der minder om ens eget projekt, og synes de var vellykkede, kan det være en idé at finde de pågældende redaktører og tage kontakt til dem. Og ellers kan man søge redaktører, som har spidskompetencer inden for de områder hvor man er usikker; det kunne være en plot-ekspert, måske endda inden for en særlig genre. Mange redaktører har en hjemmeside, hvor man kan sætte sig ind i deres forskellige måder at gå til opgaven på, deres særlige kompetencer og priser. Det danner det bedste grundlag for den indledende samtale om, hvordan du som skribent kan få glæde af netop denne redaktør – eller ikke.
Bør redaktøren have specifikt genrekendskab i relation til skønlitterære tekster?
Rune Stefansson: De fleste redaktører inden for fiktion vil kunne påtage sig en almindelig roman, en historisk roman, en novellesamling, en kærlighedsroman og så videre. Men f.eks. med børnebøger, ungdomsbøger, fantasy, science-fiction og krimi kan der være konventioner, som har betydning.
Line Tørsleff: Ja, med genreromaner kan det være klogt at gå til en specialist, da de fleste har behov for at indgå den særlige kontrakt med læseren, som gør, at værket bliver til at forstå. Ikke som en ensretning af litteraturen, men for at forfatteren kender de regler, de evt. har lyst til at bryde. Man skal arbejde bevidst med stil og dramaturgi, især når man omgår det forventede.
Rune Stefansson: Og f.eks. lyrik kræver særlige kompetencer.
Bør redaktøren have specifikt emnekendskab i relation til faglitterære tekster?
Annie Hagel: Nej, kendskabet til emnet er ikke afgørende – det er netop styrken, at redaktøren kan sætte sig i den uvidende læsers sted og hjælpe forfatteren med at gøre sin tekst forståelig for en bredere gruppe. Med mindre selvfølgelig forfatteren ønsker at henvende sig til fagkolleger, så må redaktøren til en vis grad acceptere fagsproget, men ikke indforståethed. Jeg har selv gennem tiden beskæftiget mig med tekster om f.eks. medicinsk behandling, forskning på celleniveau og betonrenovering uden at vide noget om nogen af delene.
Line Tørsleff: Jeg er enig. Når det drejer sig om faglitteratur, skal redaktøren vide noget om formidling. Men emnekendskab er principielt lige meget; det bør forfatteren i stedet få en fagekspert til at læse med på. Det kaldes et peer review. Og man skal være bevidst om, at det ikke er det samme som redigering.
Rune Stefansson: Der er jo også fortællende genrer, der ikke er fiktion, f.eks. biografi, selvbiografi og reportage. Det bør de fleste redaktører nok kunne klare, men nogle er selvfølgelig mere erfarne inden for feltet end andre.
Line Tørsleff: Hvis man arbejder på en fagbog er illustrationer og grafik en anden ting, som får ens emne til at fremstå klart. Her skal der være et samspil mellem redaktør, forfatter og grafiker, så udtrykket ender harmonisk og skaber synergi.
Er det en kvalitet at kunne mødes fysisk og altså være i samme landsdel?
Jacob Hedegaard Pedersen: Jeg har haft rigtig gode samarbejder med rigtig mange forfattere, som jeg aldrig har mødtes fysisk med i løbet af processen. Mange har jeg tilmed kun kommunikeret med pr. mail. En skriftlig tilbagemelding giver muligheden for at være grundig og huske det hele. Til gengæld er en telefonsamtale rigtig god til at diskutere enkeltstående problematikker. Et fysisk møde er også godt, men ender lige så ofte med at nørde i en flig af manuskriptet, så helheden ikke nås. De fysiske møder er oftest bedst til at skabe en god og positiv relation. Jeg holder meget af at mødes med mine forfattere til en snak eller en kop kaffe eller en kop godt øl til en messe eller lignende.
Annie Hagel: Meget kan foregå på mail – men især de første møder bør være fysiske, så man lærer hinanden at kende. Det er jo en proces, som bygger på stor grad af tillid – og den opbygger man bedst ved at mødes fysisk. Så kan man senere nøjes med virtuel eller telefonisk kontakt.
Line Tørsleff: Jeg oplever, at det fungerer fantastisk med online- og telefonmøder. Men det er nok ganske individuelt for forfattere og redaktører, om de trives bedst med elektroniske eller fysiske møder. Man kan jo skifte lidt mellem mulighederne. Jeg giver dog aldrig skriftlig feedback uden at have talt med forfatteren om, hvordan den skal forstås. Det skal minimum være via skærm, hvor man nogenlunde kan aflæse kropssprog, for jeg vil være helt sikker på, at det ikke virker sårende og bliver misforstået.
Rune Stefansson: Selvfølgelig er det altid rart at kunne mødes og drikke en kop kaffe sammen. Men reelt har det ingen betydning for samarbejdet. Jeg bor i Bilbao i Spanien, og jeg redigerer bl.a. en dansk forfatter, der bor i Texas. Hele redigeringen klarede vi over mail, og først derefter mødtes vi til, hvad han kaldte en ”Zoom-kaffe”. Det var superhyggeligt og samtidig konstruktivt. Nærhed kan være godt, men jeg ville ikke vægte det ret højt i mit valg af redaktør. Jeg skriver selv bøger og holder de fleste møder med min redaktør over telefon. Den konkrete feedback på teksten vil uanset hvad foregå i et Word-dokument, og så kan man tale om de overordnede forhold i telefon eller med videoforbindelse, hvis man foretrækker at kunne se hinanden.
Hvornår i skriveprocessen bør forfatteren finde en redaktør?
Sally Sharf: Man behøver ikke nødvendigvis have et fuldt og gennemskrevet manus klart, før man kontakter en redaktør. I reglen er der altid brug for adskillige gennemskrivninger, og derfor kan det være rigtig godt at lade en redaktør læse manus igennem med friske øjne, inden man for alvor går til værks med at redigere på egen hånd. Dog bør manuskriptet være så langt i skriveprocessen, at historien er rundet af, så redaktøren kan danne sig et helhedsbillede af manuskriptet. Er forfatteren gået i stå undervejs i fortællingen, bør der vedlægges et pitch af det manglende, dvs. en overordnet disposition af det resterende, som skal tilføjes. På den måde kan redaktøren bedst rådgive som “fødselshjælper”.
En anden pointe er, at man sammen med en redaktør kan gennemgå tidslinjer, eventuelle plothuller med videre i en tidlig fase.
Sissel Bergfjord: Det er vigtigt at teksten kan stå for sig selv, når man sender den til redaktion, og at man ikke forklarer hele teksten. Man kan lave en halv side som en overordnet synopsis, men som regel siger den reelle tekst mere end forfatterens tanker omkring teksten. Man kan også skrive, hvad man er i tvivl om fungerer og gerne vil have fokus rettet ind på. Det er vigtigt, at man først sender sit manus til en redaktør, når man har læst det grundigt igennem og ikke selv føler, at man kan komme videre, uanset om det er færdigt eller stadig er i proces.
Line Tørsleff: Jeg er helt på linje med Sissel, man skal have arbejdet grundigt på det, man fremsender uanset stadiet i skriveprocessen. Hvis det er faglitteratur, kan det være fint at tale om koncept og strukturering og om det er til fagperson eller lægmand, inden man rigtig er i gang med skrivningen. Skønlitteratur giver det oftest mest mening at søge hjælp til, når man kender sine karakterer og fortællingen rigtig godt.
Jeg læser aldrig forfatterens ekstramateriale om bogprojektet, før jeg har set om bogens anslag kan stå alene. Kan jeg som læser forstå fortællingen og se, hvor den er på vej hen, uden at vide noget på forhånd? Det er alfa og omega. Det hedder en primavista-læsning, og virker som når man tager en tilfældig bog ud af en reol og bare går i gang.
Når jeg har ’smagt på’ et par kapitler, kan jeg så læse evt. metatekst (synopsis, forslag til bagsidetekst, osv.), for at se, om jeg rent faktisk får det ud af siderne, som forfatteren ønsker. Det er en super viden for forfatteren at få. Det gør jeg uanset om manus er færdigt eller undervejs, for det ændrer som regel de briller, forfatteren ser sin tekst med, og kan revolutionere skrivestilen.
Jacob Hedegaard Pedersen: Det er helt op til forfatteren. Jeg modtager oftest romanerne, når de er helt gennemskrevne – nu primært fordi jeg modtager dem gennem de forlag, forfatteren er antaget på. Det har den fordel, at det er en fuld og hel tekst, jeg skal arbejde med og som jeg så kan pille fra og lægge til.
Enkelte forfattere har jeg et mere udvidet samarbejde med, hvor de tilsender mig synopsen til deres roman, før de begynder at skrive. Her bliver min opgave mere konceptualiserende, hvor vi samtænker om forfatterens værk. Det kan også have sine fordele, men virker helt klart bedst, hvis det er tænkt som et parløb gennem flere romaner, f.eks. en krimiserie. Så kan forfatteren finde på, og jeg kan være det sikkerhedsnet, der kan sidde og sige “Det der gjorde vi også i tredje bind” eller “Den karakter kan vi ikke dræbe nu, for den skal i følge planen være bærende i næste bind” etc.
Summa summarum er det op til forfatteren, der selvudgiver, at bestemme, hvornår redaktøren skal kobles på. Har man brug for samtænkningen og sparringen i udarbejdelsen af råmanuskriptet, så kontakter man redaktøren der. Er man mere til at stå på egne ben indtil hele romanen er skrevet igennem en gang, så kontakter man redaktøren der.
Hvordan er det bedst, at forfatteren retter henvendelse til en redaktør?
Annie Hagel: Ring eller skriv en mail, så laver vi en aftale om at mødes.
Sissel Bergfjord: Ja, de kan ringe, de kan e-maile eller skrive på messenger. Så finder vi ud af det hele derfra.
Jacob Hedegaard Pedersen: Jeg foretrækker til enhver tid at modtage en mail; mine dage kan nemlig godt være tæt pakkede med andre opgaver, så telefonopkald ender ubesvarede. I sin mail må man gerne vedlægge en beskrivelse af projektet, evt. også en synopse samt en tidsplan. Skriv også noget om dig selv og din metier, både som forfatter og som almindelig dødelig. På den baggrund har vi så noget at tale om, når vi aftaler et telefonmøde for at mærke, om kemien er der. Når alle er trygge ved arbejdsformen og så videre, går man videre til selve redigeringsarbejdet.
Line Tørsleff: Mail eller sms er bedst, for jeg kan være optaget, når man ringer. Man kan bare skrive og bede om at blive ringet op, hvis man har det bedre med telefon, og man behøver ikke at have gjort sig tanker om hvilken form for hjælp, man tror man har brug for. Redaktøren kan pin-pointe det ud fra en læseprøve, og på den måde hjælpe den skrivende til større klarhed alt efter hvor langt de er nået i processen. Det er en god ide at forventningsafstemme om, hvor meget tid redaktøren har i den periode, der er behov for sparring, og hvornår redaktøren kan give sig i kast med projektet.
Må eller bør forfatteren kontakte flere redaktører på samme tid?
Sally Sharf: Lige som ved enhver anden entreprise kan en forfatter da forespørge hos flere, inden han/hun vælger en redaktør. Forfatteren bør dog fortælle redaktøren, om der er flere om buddet, hvis flere redaktører kontaktes samtidigt.
Sissel Bergfjord: Ja, det synes jeg bestemt, og de må og bør vel også få læst bogen af mere end en redaktør, selvom det kan være bekosteligt.
Jacob Hedegaard Pedersen: Man må jo gerne. Men om man bør kan være noget ganske andet. Det er jo indgangen til et fagligt venskab, der skal baseres på tillid. Den tillid etableres fra starten, så forespørger man flere steder og takker nej med henvisning til, at man har fundet et andet tilbud, for så evt. at brænde sig på den, man valgte, så kan tilliden jo have lidt et knæk, når man vender tilbage til en af dem, man takkede nej til i første omgang.
Og et samarbejde kan jo etableres eller forkastes hurtigt. Hvis man kontakter en redaktør, får en samtale om projektet med vedkommende, evt. aftaler at sende en tekstprøve på en 10-15 sider og få respons retur, kan man jo hurtigt afgøre, om man bryder sig om redaktøren som person og om dennes arbejdsmetode. Redaktører er jo ikke forlag, der skal vurdere et hav af manuskripter med henblik på udgivelse, men enkeltpersoner, der ved hvor mange manuskripter, de vil kunne bearbejde ad gangen og som ikke tager flere opgaver ind, end de har tid til. Derfor må man også forvente at svartiden er kort.
Line Tørsleff: Personligt har jeg det sådan, at hvis bare jeg får betaling for min læsning og rådgivning, så må forfatteren tale med alle dem de vil, også skrivegrupper og andre professionelle. Det kan kun berige forfatteren og værket; indtil i den allersidste skrivefase måske. Dér vil det nok være fint uden for mange kokke i køkkenet.
Hvordan vurderer forfatteren om han/hun er hos den rette redaktør?
Annie Hagel: Det kommer meget an på om man ”svinger” sammen – det kan man vurdere ved en samtale, hvor forfatteren og redaktøren stiller spørgsmål til hinanden om arbejdets omfang, mål, og ønsker til processen og samarbejdet.
Jacob Hedegaard Pedersen: Hvis du føler dig tryg og har tillid til, at redaktøren vil din tekst det bedste, så er du det rette sted. Kommunikationen mellem forfatter og redaktør er det vigtigste. Der skal være kemi og lydhørhed i begge retninger. Som forfatter skal man have tillid til sin redaktør, så man kan høre kritikpunkterne, og som redaktør skal man have så megen tillid til sin forfatter, at man kan tåle at blive underkendt i sin redaktion. Jeg har selv den parole, at mine betragtninger er forslag til forbedringer af teksten, det er ikke lovord, og forfatteren har altid vetoret.
Line Tørsleff: Det vigtige for forfatteren er, at man mærker, at man får fornyet inspiration og bliver tryg ved sine egne kvaliteter, men også kan se, hvor det halter, og at man oplever, at man får hjælp til at forbedre det. Hvis man føler sig kritiseret på en ukonkret måde, bør man søge hjælp hos en anden redaktør. Men man skal selvfølgelig forvente modspil, og at man indimellem kan blive ked af det; det hører med til at dele sin tekst og udvikle sig. De fleste bliver høje af at opdage, hvor deres værker trænger til et løft, og så gå hjem og arbejde på det.
Kan man “teste” samarbejdet mellem forfatter og redaktør med en lille første etape – og hvordan?
Sally Sharf: Ja, og det bør man altid. Jeg plejer at bede om at få målgruppe, genre og pitch samt en læseprøve på f.eks. 25-50 sider – afhængig af omfang af det fulde manus – så jeg kan få et ordentligt indtryk af manuskriptets opbygning. Og vi aftaler en pris for det arbejde.
Jacob Hedegaard Pedersen: Jeg vil foreslå, at man starter med at få prøveredigeret det første par kapitler af bogen, hvis man ikke har arbejdet sammen før. Så vil redaktøren kunne give sit bud på anslaget og forfatteren kan så mærke, om kommunikationen er af en sådan type, som man kan arbejde med.
Line Tørsleff: Mit koncept er at læse et par kapitler, som vi taler grundigt om, før vi evt. indgår et længere samarbejde. Jeg tror, det er bedst for begge parter, at kemien er i orden, og at også redaktøren føler sig kompetent til at forløse netop det værk og den skribent. Jeg henviser til gode kollegaer, hvis jeg kan se, at der er brug for andre forcer end mine.
Sissel Bergfjord: Jeg foreslår ofte, at forfatteren kan få læst en prøve på ca. 10 sider. Jeg henvender mig også selv til forfatteren, hvis jeg har fået et omfattende manus, hvor jeg allerede i løbet af de første 20-40 sider kan se, at der er grundlæggende problemer som gør, at det ikke giver mening, at jeg læser længere, før forfatteren tager hånd om de problemer teksten har. Så jeg læser ikke et helt manus, hvis ikke det giver mening for forfatterens arbejde.
Fortæller I forfatteren, hvis I ikke tror på bogen? Og hvordan?
Annie Hagel: Jeg har ikke prøvet det – men jeg ville nok forslå, at forfatteren spørger en anden – min vurdering kan jo være forkert.
Jacob Hedegaard Pedersen: Ja. Det er heldigvis aldrig sket for mig endnu, men skulle det ske, vil min tilbagemelding gå på forslag til at gøre bogen mere troværdig eller salgbar. Hvis der er tale om et førstegangssamarbejde, vil en tekstprøve af de første kapitler kunne få mig til at afvise et videre samarbejde, hvis forfatterhåndværket ikke er på plads.
Sally Sharf: Jeg går ikke ind i et samarbejde, hvis jeg ikke tror på manus – hvilket jeg i reglen kan gennemskue efter en læseprøve. Jeg forklarer naturligvis hvorfor i sådanne tilfælde, så forfatteren kan komme videre uden at føle sig diskvalificeret. En redaktør sidder jo ikke inde med en guldrandet facitliste for, hvad der duer eller har potentiale.
Line Tørsleff: Det er min opgave som redaktør at gøre bogen til at tro på, hvis forfatteren altså vil arbejde med på det. Jeg ville aldrig dømme et projekt ude og tage modet fra en skrivende; det er en for stor magt uden second opinions, og så bliver det for alvor svært for forfatteren at udvikle sin idé. Hvis man som redaktør ikke kan se sig selv i samarbejdet, må man respektfuldt sende forfatteren videre til kollegaerne på markedet.
Find og kontakt Sissel Bergfjord, Sally Sharf, Annie Hagel, Line Tørsleff, Jacob Hedegaard Pedersen og Rune Stefansson og mange andre redaktører – her på Bogbrancheguiden under kategorierne Redaktion og Testlæsning/feedback.
