Tillykke! Din bog er snart klar.
Der er bare én sag: Hvordan får læserne at vide, at din bog snart er i handlen? Svaret er bl.a., at dit forlag udvider med en presseafdeling. Og her sætter du dig i chefstolen.
Hvordan kommer presseafdelingen i gang?
Pressearbejde handler om at få øje på det særlige. Og koge det særlige ind til én sætning. Derefter består dit pressearbejde i at fortælle det særlige videre til journalist og redaktion, som gerne skulle kunne se lyset og derfor igen fortælle videre til læsere, seere og lyttere. Så: Selvom det selvfølgelig er virkelig særligt for dig, at netop du har skrevet din bog, ja, så er din presseafdeling ligeglad. Din presseafdeling er kun optaget af, hvad der kan siges at være særligt ved din bog, når en bredere kreds skal læse med.
Rummer min bog flere vinkler og særligheder?
Ja. Altid, vil jeg mene.
Der er én særlighed, som er hovedvinklen, og som du kan opsøge et antal brede medier med. Og så er der et antal andre vinkler, som kun vil optage ét eller en lille håndfuld medier.
Et konkret eksempel med udgangspunkt i mit forlags bog:
Her var hovedvinklen ‘ny bog hjælper efterladte med at skabe begravelser, som er værd at mindes’. Den historie kunne afsættes til et antal nationale aviser og radioprogrammer.
Derudover kunne jeg grave et antal undervinkler frem; vinkler, der egner sig til helt specifikke medier. I min bogs tilfælde var undervinklerne fx ‘Begravelse i Nyborg blev fundament for ny bog’ til fynske regional- og lokalmedier, ‘hver tredje afsked i København er uden præst og kirke, ny bog guider igennem’ til lokalmedier i hovedstaden og ‘ny bog vil skabe bedre samarbejde mellem præst og efterladte’ til Kristeligt Dagblad.
I din bogs tilfælde må du se på, hvilke skiver du kan skære ud af indholdet og formulere i én sætning til medier, som er optaget af børns trivsel/videnskab/jagt/yoga/hækling. Husk, at også din roman eller digtsamling rummer tematikker, som vil interessere nogle medier – og være helt uden for skiven for andre.
Hvornår skal jeg kontakte pressen om min bog?
Kontakttidspunktet afhænger af, hvor lang en produktionstid det udvalgte medie har. Et magasin kan du roligt kontakte måneder før, din bog udkommer.
Husk at følge op med et par ekstra henvendelser.
Lokalaviser ville jeg kontakte cirka tre uger før dagen, hvor bogen udkommer. Daglige aviser i ugen op til. Elektroniske medier i dagene op til.
Men kontakt også gerne medierne endnu før det her beskrevne, for du vil gerne have, at dækning af din bog og dit forfatterskab kommer ind i de redaktionelle planer i ordentlig tid. Du vil gerne have, at redaktionschefen sætter både en fotograf og en journalist til at tale med dig om din bog.
Hvordan holder jeg overblik over mit pressearbejde?
Overblik kan man sikkert skabe sig på flere måder; nogle vil nok bruge et projektstyringsværktøj. Selv brygger jeg et google sheet med kolonner, der rummer mediernes titler, kontaktdata, vinklen, jeg vil henvende mig med til netop dette medie med, tidspunkt for henvendelse, opfølgning og status. Derudover sætter jeg ind i kalenderen, hvornår det er tid til at henvende sig til hvem.
Hvad skal jeg have på plads, før jeg kontakter pressen?
I første omgang skal du bruge din bogs særlighed. Så sender du en mail. ‘Kære journalist, er du opmærksom på denne her bogudgivelse, som er særlig, fordi XXX.’ Derefter kan det være en idé, at der går nogle dage, hvorefter du ringer og spørger ‘har I haft lejlighed til at læse min mail?’. Det kan også være en idé (og i min erfaring en god idé), at du brygger en egentlig pressemeddelelse. Et skriv til pressen, der er skrevet som en artikel, og som en travl redaktion kan hente inspiration i – eller bringe fine dele fra direkte i spalterne.
Husk, at din pressemeddelelse skal indeholde kontaktdata, hvis nu journalisten gerne vil spørge dig om noget mere. Husk i det hele taget at opbygge dit pressearsenal, så du fx har billeder af din bog i stak, et godt portræt af dig og et godt foto af dig med din bog. Husk også, at din bogs kilder kan være en lækkerbisken at henvende sig til pressen med.
Mere, jeg skal vide?
Jep, pressearbejde er per definition uretfærdigt, uforudsigeligt – og megasjovt. En enkelt mail med ‘hej, er det her noget for jer?’ kan udløse et opslag.
Andet jeg kan gøre for at skabe synlighed om min bog?
Jep!
1. Kontakt bogbloggere og bloggere inden for det emne, du skriver om. Hør, om de har lyst til at læse med.
2. Brug dine egne og din bogs egne digitale platforme til at fortælle om værket. Vil du have overblik og inspiration til den del, så kan jeg fx anbefale Abelone Glahns ‘Forfatterens guide til sociale medier’.
3. Overvej, om du med fordel kan lancere din bog i samarbejde med en relevant partner. Forslaget kræver godt netværksarbejde, her kan jeg fx anbefale Katja Iversens ‘Kvinde kend dit netværk’ (binære, non-binære og mænd kan roligt læse med).
4. Indryk annoncer digitalt og på print. Det kræver, at dit forlag udvider én gang til, nu med en marketingafdeling.
God arbejdslyst med det hele!
***
Denne artikel er lånt fra bogen “Skriv & Udgiv – hvem hvad hvordan” fra 2021 – en antologi med bidrag af 21 forfattere og bogbrancheeksperter.
Bogen kan købes i boghandlen og her i NewPubs webshop