Sådan beregnes forfatterens royalty – og så usikker er den …

af Karsten Pers, 2. juni 2025

.

Forfattere der udgiver på (eksterne) forlag bliver afregnet med procentsatser af indtægterne ved salg af deres bøger – det som hedder royalties. Procentsatserne kan variere meget og  royalties beregnes på flere måder. Denne artikel handler om hvordan der beregnes i de to almindelige afregningsmodeller – nettopris og vejledende udsalgspris – og om hvad der er fair procentsatser.

Men først er der brug for lidt historie. For beregning på basis af det som kaldes nettopris, er nemlig først blevet dominerende indenfor de seneste ca. 15 år, og mange af os lidt ældre forfattere er vokset op med det langt enklere og sikrere regnestykke, at royalty blev beregnet som en procent at vejledende udsalgspris – som stadig benyttes af nogle forlag.

Historien kort om prisen på danske bøger

I 1955 blev de fleste brancher underlagt den nye lov Monopolloven, som gjaldt frem til 1989, hvor den blev afløst af Konkurrenceloven. Monopolloven skulle sikre sund konkurrence gennem fri prisdannelse. Men bogbranchen fik af kulturelle hensyn en særlig undtagelse i Monopolloven, og kunne endnu 45 år fastholde at det alene var boghandlere, der var godkendt af forlæggerforeningen, som måtte forhandle bøger og at det foregik til bindende videresalgspriser. I Bogbranchen fungerede det sådan, at boghandlerne var påbudt at sælge bøger til den af forlaget oplyste vejledende udsalgspris i udgivelsesåret og hele det følgende kalenderår. Først derefter kunne forhandleren selv sætte prisen og vælge at sælge bogen med rabat.

Presset voksede dog efterhånden fra mange sider – inkl. supermarkeder, de nye internetboghandler og konkurrencestyrelsen – for at bogbranchens særlige monopolaftaler måtte afskaffes. Fra 2001 blev boghandlernes monopol på salg af nye titler ophævet og frem mod 2011 udfasede man ‘de faste bogpriser’.

Liberaliseringen har givet stærke forhandlere mulighed for at presse forlagene til at give dem større forhandlerrabatter, og omvendt også givet forlag mulighed for at tilbyde agressive rabatter ved køb af store partier. Som følge af de fleksible bogpriser er de fleste forlag efterhånden overgået til at beregne forfatterens royalty af hvad de faktisk får i betaling fra forhandlerne – efter at forhandlerrabat og moms er fratrukket den vejledende, men ikke længere faste, udsalgspris. Ved at skifte til nettoprisberegning giver forlagene sig selv mulighed for at sælge bøgerne billligere end vejledende udsalgspris uden selv at skulle tage hele prisnedslaget, men dele det med forfatteren.

.

.

Royaltyberegning ud fra Vejledende Udsalgspris

I tiden med boghandlermonopol og faste bogpriser var udsvingene i forhandlerrabatter beskedne, og forlagenes stykindtjening på hver titel mere stabil. Indsalgprisen til forhandlerne indgik derfor ikke som en faktor i beregningsgrundlaget for royalties. I forlagskontrakter fra tiden med faste bogpriser blev royalty altid beregnet som en procentsats af den vejledende udsalgpris eksklusiv moms. Royalty på en roman lå typisk på 15 % og på fagbøger et sted mellem 10 og 15 %.

Hvis vejledende udsalgspris på bogen i butikken var fastsat til 299 kr., så var beregningsgrundlaget ekskl. 25 % moms lig med 239,20 kr. og hvis royalty så var 15%, fik forfatteren 35,88 kr. pr. bog.

Det var altså nemt for forfatteren allerede ved kontraktunderskrivelsen at fremregne, at solgte bogen i eksemplet her 1000 eksemplarer, så gav det en samlet indtægt på 35.880 kr. Og solgte den 100.000 eksemplarer så blev det til 3.588.000 kr. i royaltyindtægt. Forfattere har jo lov at drømme 🙂

Der er fortsat forlag der benytter denne ‘forfattervenlige’ beregningsform, men det typiske i dag er at der beregnes af nettopris.

Royaltyberegning ud fra Nettopris

I dag, 15 år efter den endelige liberalisering af bogpriserne i Danmark, beregnes royalties ved de fleste forlag af det som kaldes nettopris. Markedet for bøger er blevet meget konkurrencebetonet, og forlagene må arbejde med væsentligt større udsving i forhandlerrabatter. Desuden benytter mange ‘læsere’ nu også streamingtjenester og eReolen, hvilket presser indtjeningen yderligere. Der skal generelt sælges betydeligt flere af den enkelte titel, for at den kan tjene sig hjem. Det er derfor også blevet mere risikabelt at udgive såkaldt smalle titler.

Ved at benytte nettopris – forlagets nettoindtægt efter at både forhandlerrabat og moms er fratrukket – som basis for beregning af royalties, ‘deler’ forlaget den øgede usikkerhed med forfatteren.

Forfatteren kan med den model kun gætte og drømme sin indtjening på 1000 eller 100.000 solgte eksemplarer. Ekstra forvirrende kan det være, at forlagene fortsat opererer med en teoretisk ‘vejledende udsalgspris’ hvorfra de så giver forhandlerne de varierende rabatter. Rabatter som alt efter boghandlernes forhandlingsstyrke, bogens genre, forlagets evt. forventning om bestsellerpotentiale osv. typisk spænder fra 25-50 % af denne teoretiske vejledende udsalgspris.

Hvis en bog f.eks. har en (teoretisk) vejledende udsalgspris på  299 kr., og en boghandler får 35 % rabat, betaler denne 194,35 kr. (299 * 0,65). Når momsen på 25 % trækkes fra dette, er forlagets nettopris 155,48 kr. Hvis forfatterens royaltyprocent er 20-26 %, vil royalty pr. bog være ca. 31,10 – 40,42 kr.

Men sagen er altså, at mange eksemplarer i dag ofte sælges til forhandlerne med større rabatter end tidligere.

Hvis f.eks. forlaget i stedet sælger bogen ind til en forhandler med 45 % rabat, vil forhandleren betale 164,45 kr. og ekskl. moms er nettoprisen så 131,56. Med de samme royaltyprocenter på 20-26 % pr. bog vil afregning så være ca. 26,31 – 34,21 kr. Altså 5-6 kroner lavere.

Så det kan betyde rigtig stor variation for forfatteren om man har en royalty på 26 % og ens bøger i snit sælges til forhandlerne med 35 % rabat, eller om man har en royalty på 20 % og ens bøger i snit sælges til forhandlerne med 45 % rabat. Hvad det ender med i kroner og ører, har man ingen mulighed for at beregne forlods, sådan som man helt præcist kan med royalty af vejledende udsalgspris.

.

.

15 % royalty før svarer omtrent til 25 % nu

Er man af de generationer som voksede op med royalty af vejledende udsalgspris, kan man leve i den vildfarelse, at 15 % royalty fortsat er en fin afregning. Men det er det bestemt ikke, hvis beregningsgrundlaget er nettoprisen.

Alt andet lige, svarer 15 % royalty af den vejledende udsalgspris omtrent til 25 % royalty af nettoprisen. Men selvom royaltyprocenten på 25 % af nettopris ser flot ud i forhold 15 % af vejl. udsalgspris, kan det beløb forfatteren får udbetalt pr. bog, udmærket ende med at være lavere. For bogen kan være solgt ind til forhandlerne med ekstra store rabatter. Det er derfor afgørende at forstå, hvilket grundlag royalty beregnes på, og på anden vis at sig sikre en rimelig afregning.

Royaltyberegning ud fra Nettopris er ekstra usikker

Som udgangspunkt er det naturligvis forventeligt, at forlaget deler interesse med forfatteren i at tjene bedst muligt på enhver given titel. Men den interesse er med de frie bogpriser og nettopris-beregning blevet et tema og en usikkerhedsfaktor, som ikke eksisterede med afregningen på basis af faste bogpriser og vejledende udsalgspris. Så oven i usikkerheden i selve beregningsgrundlaget, er der også den ekstra usikkerhed, at forlaget har mulighed for at dumpe prisen på enkelte titler.

Jeg oplevede selv for mange år tilbage, at mit norske forlag, et af norges største, tre år i træk solgte en væsentlig del af mine bøger i parti-salg til en supermarkedskæde, og at prisen kun lige dækkede forlagets produktionsomkostning (som dengang var med i kalkulen), og derfor ikke afregnede en krone i royalty for de (ganske mange) eksemplarer. Argumentet overfor mig – da jeg spurgte med undren til min første afregning – var noget med markedsføringsstrategi. Men det var ikke noget vi havde aftalt, og ikke noget jeg nogensinde oplevede nogen fordel i. Jeg havde dog sikret mig i min kontrakt at alt salg skulle afregnes i forhold til vejledende udsalgspris, og tre år i træk måtte forlaget efterbetale mig, når jeg gjorde opmærksom på min klausul. Efter de tre år fornyede vi ikke samarbejdet.

Det jeg oplevede er nok en beskeden risiko, og næppe noget forlag kan tåle at blive kendt for i deres hjemmemarked, men i praksis er det en mulighed og en risiko.

.

.

Sådan sikrer forfatteren sig bedst værdi af sin royalty

I det liberaliserede bogmarked er risikoen altså betydelig for udvanding af royalty på grund af aggressive rabatter fra forlag til forhandlere, og forfatteren bør derfor forsøge på anden vis at forhandle sig til en sikker og rimelig afregning.

Den primære form for “garanti” man kan søge er et forskud – en garantisum, der udbetales ved udgivelsen og så modregnes i efterfølgende royalties. Selvom forskuddet ikke er en garanti for et minimumsbeløb per solgt bog, sikrer det forfatteren en given sum uanset salget, og det påfører forlaget en øget risiko, som bør motivere til aktiv markedsføring, og til indsalgspriser der kan generere fornuftig indtægt.

Derudover er det tilrådeligt, at forfatteren eller dennes agent nøje gennemgår kontrakten for royaltysatser på alle formater og salgskanaler, såkaldte royalty-trappestiger. For en generation siden opererede kontrakter kun med trykte formatter og indeholdt specifikationer af royalty for f.eks. førsteudgave (hardcover), softcover, billigbog og bogklubudgave. I dag er billigbogen udgået men der er kommet e-bog og lydbog til og både som download og streaming og i nogle kontrakter også stadig som fysiske produkter, og nogle forlag opgiver også særlige satser for print-on-demand udgaver. Bogklubberne er stort set afviklet – men nævnes stadig i forbløffende mange kontrakter – i stedet er partisalg kommet til, altså det at sælge større partier til f.eks. supermarkeder. Og stort set alle formater og salgkanaler har også ‘trappestiger’, hvor royaltysatsen øges over tre til fem trin, jo mere bogen sælger.

Hvor forfattere for en generation siden nogenlunde vidste, hvad der var standarder for royalties, så er der i dag så mange og forskellige satser og trappestiger, og også store variationer mellem forlagene, at man er nødt til at kende til mange forlags kontrakter, for at kunne vide, om det man får tilbudt hos et specifikt forlag er nogenlunde rimeligt over hele linjen.

I sidste ende bør forfatteren sikre sig mulighed for tilbagekaldelse af rettigheder, når/hvis royaltyafregningen kommer under et aftalt minimumsbeløb. I alt for mange forlagskontrakter er tilbagegang af rettigheder alene betinget i minimum antal salg/streams, men uden at der er nogen betingelse om hvad disse som minimum udløser af kroner i royalty. Det er ikke meget værd for forfatteren, at have f.eks. 50 fulde streams årligt, som afregnes med nogle få kroner hver.

Royalty af digitale formater – e-bøger og lydbøger

Vender vi blikket til afregningen fra streaming af e-bøger og lydbøger bliver det ikke bedre. I praksis er streaming den helt dominerende salgskanal for e-bøger og lydbøger i Danmark. Hver streamingtjeneste har sine takster, og er man forfatter på forlag, har man som regel intet indblik i, hvad ens bog ‘sælges til’ på hver tjeneste. I min artikel om streaming-afregning kan du læse om hvor meget/lidt der afregnes pr. bog/side læst.

Afregning fra streaming er et af tidens helt store debatemner i branchen. Kulturministeriets Bogpanel har i foråret 2025 udgivet denne glimrende specialrapport om emnet, og en arbejdsgruppe nedsat af Kulturministeren er kommet med anbefalinger til at give skabe større transparens i afregninger fra streaming – også for forfattere der udgiver på eksternt forlag..

.

Mange forfattere vil alene med hjælp til forhandling af royalties kunne tjene penge på at søge kontraktrådgivning. Og så i øvrigt få en kontrakt som også er forbedret på mange andre punkter.

.

Har du kommentarer til artiklen, så skriv gerne til mig her: Karsten@bogbrancheguiden.dk

LÆS OGSÅ
VORES ANDRE GUIDES OG ARTIKLER
OM FORLAGSKONTRAKTER

.

Del artiklen

artiklens
forfatter