Bogbrancheguidens forfatterinterviews skal især være til inspiration for andre som skriver, driver forlag eller arbejder med forfattere. Vi har fokus på hvordan forfattere arbejder med idéer og tekster, udgiver, markedsfører og lever af og med deres bøger.

Forfatterinterview med Dorte Futtrup

-  mundtlig og skriftlig fortæller

Af Karsten Pers og Sarah Jacobsen

Dorte Futtrup er født i 1948. Uddannet bibliotekar, men har siden 1990 været professionel fortæller – d.v.s. formidler af den gamle mundtlige fortælletradition uden brug af bog eller manuskript. I 2005 udkom hun med sine første bøger og det er blevet til en håndfuld flere, foruden 15 lyd-fortællinger. 

Dorte, vil du starte med at fortælle, hvordan du blev professionel fortæller?

Siden min barndom har jeg haft behov for at udtrykke mig i både mundtlig og skriftlig form. Det mundtlige har jeg ikke fra fremmede, for min far var i stand til at få en medrivende fortælling ud af sin vej til postkassen eller til banken. Han så, smagte, lyttede, lugtede og følte. Som barn syntes jeg ofte, at hans sansemættede historier var lige i overkanten. Men han har jo nok inspireret mig, siden mundtlig fortællekunst blev min levevej.

Jeg uddannede mig til bibliotekar, og arbejdede som sådan i mange år. I 1990 stod jeg ved en korsvej i livet, hvor jeg efter fem år som bibliotekar i Grønland flyttede tilbage til Danmark med min familie. Samme sommer deltog jeg i et ugekursus på Krogerup Højskole med titlen “Magiske masker”, og den sidste aften skete noget helt forunderligt. Spontant rejste jeg mig og fortalte en grønlandsk myte for de øvrige kursister: “Solen, månens og stjernernes tilblivelse.” Med iskolde hænder og blussende kinder satte jeg mig efter endt fortælling. Fælles åndedrag og dyb stilhed fyldte rummet i lang tid. Ingen rørte sig. Omsider hviskede en deltager: “En fortæller er født.”

Jeg så et lys, en mulighed for vendepunkt i mit liv. Som 42-årig ville jeg fremover satse på fortællekunsten. De første 10 år supplerede jeg min indtægt bl.a. som lærer ved Danmarks Biblioteksskole i en halv stilling, hvorefter jeg blev selvstændig erhvervsdrivende.

Mit publikum har været børn og voksne over hele Danmark, de nordiske lande, Paris, Berlin, Beijing og New York. Alle steder kan en god historie samle mennesker på tværs af alder, kulturel og faglig baggrund. Det er også blevet til utallige fortællekurser gennem årene, bl.a. for ansatte i offentlige og private virksomheder.

Og hvordan kom det så, at du også begyndte at skrive?

Brevskrivning har altid betydet meget for mig. Siden barndommen har jeg nedfældet oplevelser og tanker til mine forældre, familie og venner i brevform, hvor jeg håbede på svar. Som 10-årig blev jeg penneveninde med Sussi, der boede i en anden by. Vi var jævnaldrende. Gennem hele livet skrev vi lange fortrolige breve til hinanden. Vi delte stort og småt indtil hendes død som 70-årig i 2018. Forinden nåede vi at genlæse hinandens breve og tale om den rigdom af 60 års levet kvindeliv, der ligger gemt i skatkisten. I de første års korrespondance stod der altid “Undskyld skriften” nederst i brevet! Da Sussi døde, fik jeg de fleste af mine egne breve retur i en smuk, pastelfarvet æske.

Indtil 2005, hvor jeg udgav hele to bøger, havde jeg også skrevet en række artikler om mundtlig fortælling til aviser og tidsskrifter. Og jeg havde skrevet en række mundtlige fortællinger i dispositionsform og lidt til skrivebordsskuffen.

Min første bog skyldtes en forespørgsel tilbage i 2003 fra Klematis’ daværende børnebogsredaktør om at udgive nogle af mine mundtlige fortællinger i bogform.

Hvordan fungerer det at overføre den mundtlige fortælling til skrift?

I første omgang afviste jeg tanken. Der er stor forskel på at gå fra levende mundtlighed til skriftlighed, hvor der er brug for flere ord, beskrivelser og uddybning af handlinger. Mundtlig fortælling er antydningens kunst. Sansninger, sindstilstande er nærmest usagte, men bæres af indlevelse, rytme, puls og pause. Gestik, mimik, nærvær og fælles åndedræt, hvor tilhørerne er aktive medspillere. Uden lyttere, ingen fortælling. På en særlig måde bliver fortællingen til i rummet mellem fortælleren og dem, der lytter. Det er magisk, når det er bedst. Niels Hausgaard bruger udtrykket “Når vi ånder i takt”.

Min inspiration, engagement, fortællelyst er i den grad proportional med den fælles klangbund, der opstår i mødet med et lyttende menneske.

Alligevel mundede mine overvejelser dengang ud i en bog, nemlig Regnar Lodbrog og Kraka, som nogle år senere blev fulgt op af Thora og Regnar Lodbrog. Inspirationen stammede fra mit barndomshjem, hvor mine forældre havde en egetræsspisestue med skænk og hjørneskab. På lågerne var udskårne motiver fra nordisk mytologi. Her gik Kraka i et fjeldlandskab med en hund og et løg i hånden, nøgen med hår til anklerne, indhyllet i et fiskenet. Ursula Seeberg skabte vidunderlige illustrationer til fortællingen, og bogen udløste Kulturministeriets Illustratorpris.

Vil du fortælle lidt om, hvordan bøgerne bliver til?

Idéerne kommer fra mødet med publikum til mine mundtlig fortællinger. F.eks. blev den anden bog fra 2005 til i forlængelse af et kursus, som jeg afholdt for ledende medarbejdere i en københavnsk omegnskommune. Temaet var storytelling i relation til ledelse, samarbejde og værdigrundlag. Undervejs i forløbet fortalte jeg historien om Urias fra Det gamle Testamente.

Derefter fordelte kursisterne sig i mindre grupper, hvor de blev bedt om at bruge fortællingen til at indkredse arbejdsmæssige problemstillinger. Siden fortalte hver gruppe deres moderne version med Uriasposten som undertekst. Kong David blev indsat som kommunaldirektør, Urias blev en ofret mellemleder, profeten Nathan fik rolle som ekstern konsulent og Batseba … ja, hvad blev der mon af hende? Det var vildt inspirerende og meget morsomt.

Religionspædagogen John Rydahl blev fyr og flamme, da han hørte om processen, og vi skabte sammen Management by Bible. Ledetråde til ledelse, som bygger på diverse ledelsesteorier og en række bibelske fortællinger bearbejdet til levende mundtlighed.

Og så fik du Den danske Bogdesignpris sammen med illustrator Lilian Brøgger …

Ja, det var et særligt gennembrud, da Lilian Brøgger en dag i 2010 sagde til mig: “Mit hoved myldrer af billeder, når jeg hører dig fortælle”. Der opstod en fælles undren, om det er muligt at fastholde fortællingens magi/øjeblikkets kunst.

Gennem nogle måneder mødtes Lilian og jeg i hendes atelier til fortælling og tegning. Hun tog skitser af sine umiddelbare sansninger, mens hun lyttede til mig. Vi blev enige om at arbejde videre med en mytisk fortælling fra Grønland, som skabte en særegen energi mellem os. Den handler om en mors dybe sorg efter tabet af to sønner til havet. Historien har fulgt mig siden jeg i årene 1985-90 arbejdede som bibliotekar i Nuuk. Lilian tegnede videre i enrum, og senere filede vi i fælleskab illustrationer og tekst til en helhed. Det blev til Hullet i himlen. Statens Kunstfond støttede os i processen, den færdige bog modtog Den danske Bogdesignpris og er oversat til grønlandsk. Når jeg i dag fortæller historien for et publikum mærker jeg Lilian Brøggers kraftfulde og dramatiske illustrationer slå ind i min billeddannelse.

Mine mundtlige fortællinger er aldrig ens, de er ikke lært udenad. Knagerækken til hver timelang fortælling er stort set den samme, men indfald kommer i mødet med rum, situation og lyttere. Det er sanserne, der skal bære fortællingen. Ellers dør den.

Hvordan arbejder du i praksis med at udvikle en fortælling eller et manuskript?

Jeg har brugt meget tid på research, såvel til store mundtlige fortælleforestillinger om f.eks. Ingeborg Stuckenberg, Frida Kahlo som til romanerne “Under askeskyen” og “Slangerne i skabet”. Jeg samler mængder af materiale, lægger det ud som en slags brikker i et puslespil og forsøger at få dem til at passe sammen. Nogle brikker kasseres, andre formindskes eller forstørres. Jeg holder af kalejdoskopiske fortællinger med spring i tid og rum. Det fungerer godt for mig mundtligt, og tilbagemeldinger viser, at det også fungerer skriftligt.

Hvor mange bestillingsopgaver har du fået på fortællinger? Og hvordan er aftalerne omkring det?

Min første bestillingsopgave var for Otto Mønsteds Fond, som til fondens jubilæum i 2009 ønskede en fortælleforestilling om stifteren. Det blev til OMA-kongen og hans dronning. 700 mennesker deltog ved festen i Experimentarium. Jeg fik helt frie hænder til form og indhold. Det betingede jeg mig også, da CBS kort tid efter henvendte sig og bad om en fortælleforestilling om Danmarks største erhvervsmand C.F. Tietgen. “Du skal gøre ham levende”, sagde de, “akkurat som du gjorde med Otto Mønsted!”

Gennem de seneste seks år har jeg i Højesteret i december fortalt Jorcks Passage - set fra Café Bernina i 1894. Det sker ved den årlige uddeling af forskningsmidler fra Reinholt W. Jorck og Hustrus Fond. Legatmodtagerne får derved en fornemmelse af, hvor de mange penge stammer fra.

Det har været en kæmpe oplevelse at skabe de tre fortællinger og møde et anderledes publikum, der forbløffes over min mundtlige form, som er helt uden hjælpemidler. Heldigvis har indholdet vist sig at appellere til andre uden for en speciel kreds. Især har jeg rejst Danmark rundt med Magten & Mennesket - en fortælling om C.F. Tietgen. Biblioteker, foredragsforeninger, kirkelige forsamlinger over det ganske land. Det er et privilegium at være “rejsende i fortællinger”!

Er der nogle af dine bøger, der har særlig betydning for dig?

Ja, Hullet i himlen og Under askeskyen, som er en nutidig Dekameron. Og den nyeste, Slangerne i skabet. En erindringsfortælling, som er rent hjerteblod og udkom på min 75 års fødselsdag i 2023. Baggrunden for min barndomsleg med medicinske slanger afsløres i bogen. Temaet er fortielsens pris, hvordan tavshed og uforsonlighed bliver til gift i en slægt. Min far bar på et ufortalt barndomstraume og gennem mange år har jeg anet, at netop hans historie var den skjulte, underliggende fortælling for mit mundtlige, kunstneriske virke. Imidlertid skulle jeg blive en aldrende dame, før jeg fik modet til at skrive mig ind i ulykken og dens konsekvenser. Hvordan bliver man den, man er?

Jeg er taknemmelig over, at bogen har vist sig at ramme noget alment og universelt hos læseren.

Hvordan har du udgivet dine lydfortællinger og bøger?

Mine bøger er udgivet på etablerede forlag, men den seneste er en selvudgivelse. Jeg var ikke i stand til at kaste det sårbare materiale i grams til et antal forlag og måske blot modtage et negativt standardsvar.

I 2020 oprettede jeg Dorte Futtrup Forlag i forbindelse med udgivelse af en række af mine mundtlige fortællinger på lyd. Foreløbig er det blevet til 15 udsendelser i serien Levende lydfortælling. De er alle optaget hos et professionelt lydbogsstudie i Roskilde. Det er en udfordring at fortælle til en mikrofon i et lydtæt rum, hvor jeg ikke fornemmer tilhørernes åndedrag og reaktion. Improvisation er kun mulig i begrænset omfang. Men en række af mine fortællinger, skabt gennem 34 år, er nu bevaret. I modsat fald ville de dø med mig. Levende lydfortælling kan lånes på eReolen og/eller hentes på diverse streamingkanaler.

Slangerne i skabet er altså udgivet på mit eget forlag. Undervejs i processen har jeg haft betalæsere, redaktør, professionel grafiker og et dansk trykkeri. Alt til glæde og inspiration.

Hvordan søger du at skabe forbindelse til dine læsere - og udvide din læserskare?

Lektørudtalelsen på Slangerne i skabet var god og gav et pænt salg til biblioteker. Og jeg fik en bogambassadør i dr.med og seniorforsker Henning Kirk, som skrev en anbefaling, der indgik i pressemeddelelsen og blev trykt på bogens ene flap. En anmeldelse i Ugeskrift for Læger tildelte bogen 4 af 5 stjerner. Ellers sker salg og udbredelse mest ved direkte kontakt, når jeg som fortæller rejser rundt i Danmark og møder et levende publikum.

Mine lydfortællinger på eReolen går som varmt brød, men desværre udlånes de vederlagsfrit. Fortællingerne har en varighed på 40 -70 minutter og rubriceres som podcasts, der ifølge kontrakten med eReolen skal tilbydes vederlagsfrit. Så ikke en eneste krone genereres til kunstneren!

Og som de fleste ved, er det op ad bakke at sælge bøger, hvis ikke man lige er et kendt ansigt fra medierne.