Sofie Jørgensen

I de sidste måneder af Corona-året 2020 så jeg en lille notits om en skrivekonkurrence udskrevet af Modersmål-Selskabet.

Jeg regnede ikke med, det var noget for mig, jeg havde jo ikke lige nogen novelle, jeg kunne ryste ud af ærmet, som ville passe til temaet Stilhed før storm. Men jeg havde et "utilpasset" kapitel, som var den første scene, jeg skrev til min dengang fremtidige og ret hypotetiske roman. Kapitlet om Anton og hesten Lotte, som ikke længere passede helt i sammenhængen, men som jeg alligevel ikke kunne få mig til at slette, - en darling.

Kapitlet blev skrevet om et par gange og rettet til, så det blev en mere afsluttet og selvstændig fortælling, og jeg sendte novellen Hesten ind.

Og vandt.

Og præmien var en selvstændig udgivelse, som her den 2. november '23 blev til romanen Johannesminde, en bog inspireret af min farmors slægtsgård på Sydfalster og af historier, jeg havde hørt om familien og folkene omkring den.

Før Johannesminde udkom, nåede jeg at få først Hesten publiceret i Modersmål-Selskabets antologi Stilhed før storm, som udkom november '21, og siden også et essay om at være tegnsprogstolk i samme forlags antologi Fra det ene sprog til det andet: dansk i verden året efter.

Og ved et tilfælde udkom årets Ved julelampens skær også den 2. november '23, samme dag som Johannesminde, med en lille novelle for børn skrevet af mig, en julehistorie, der var startet som en skriveøvelse og prokrastination, da jeg sad og skulle lave sidste sammenskrivning af Johannesminde.

Så fra at være startet midt i noget, der føltes som verdens undergang i 2020, er jeg nu nået om på den anden side og klar til at kunne kalde mig

forfatter :-)