Genrer og form
Skønlitteratur (generelt), – Digte, lyrik, – Novelle, – Bogkunst, eksperiment, aktivisme o.l., Faglitteratur (generelt), – Kultur, kunst, historie, sprog o.l.
Skønlitteratur (generelt), – Digte, lyrik, – Novelle, – Bogkunst, eksperiment, aktivisme o.l., Faglitteratur (generelt), – Kultur, kunst, historie, sprog o.l.
1-4
Nye danske titler
Bogportalen, Publizon
Forlaget Epikur
2022
Vægtige bøger - lige til at stikke i lommen
Hos Forlaget Epikur har vi en forkærlighed for de kortere formater, og vi mener ikke, at et prosaværk behøver være på over hundrede sider for at kunne udgøre en selvstændig udgivelse. Vi ønsker kort sagt at udgive vægtige bøger, der er lige til at stikke i lommen. Nødvendige, flintrende og smukke bøger, hvor den sproglige kvalitet og boghåndværket er i højsædet. Har nogen skrevet noget helt fantastisk, udgiver vi det. Så enkelt bestræber vi os i hvert fald på, at det skal være.
Forlaget Epikur er grundlagt af Asker Hedegaard Boye i 2022 i Aarhus. Herfra udgiver vi ny dansk skønlitteratur for voksne, essays og bøger om sportskultur. Som aarhusiansk forlag ønsker vi både at få vores udgivelser ud i alle afkroge af landet samt at gøre en indsats for at samle det aarhusianske litteraturmiljø til bogreceptioner og samtaler om litteratur.
Danske mikroforlag har en stærk tradition for at holde sammen, og hos Forlaget Epikur mener vi, at små forlag udgør et nødvendigt alternativ til de større. Som de fleste andre mindre forlag antager vi værker for deres kunstneriske kvalitet og nødvendighed, ikke for deres salgspotentiale. Samtidig giver vi bedre vilkår til de udgivne forfattere, både i form af mere tid til den enkelte udgivelse, men også i form af højere royaltysatser. Danske forfattere bidrager til samfundet med deres åndsarbejde, og det skal de have ordentlig løn for. Akkurat som alle andre, der bidrager med noget, vi ikke kan undvære.
Den græske filosof Epikur – om lyst, pligt og universets bestanddele
Vores logo, uendelighedstegnet, er knyttet til den græske filosof Epikur (341-270 f.v.t.), som blandt andet påstod, at verden består af tomt rum og et ubegrænset antal atomer af et begrænset antal former. Hans beskrivelse af den sansede verdens tilblivelse mimer i vores optik, hvordan ideer kan udvikle sig og tage form i en litterær skabelsesproces: ”[Atomerne] har en naturlig bevægelse i én fælles retning; alle bevæger sig lige hurtigt, og de ville fortsætte ’som regndråber’, hvis ikke der ofte fandt en uforårsaget sideværts bevægelse sted, der medførte en serie sammenstød; derved sættes atomerne i en indbyrdes vibration, og til sidst dannes de ting, vi sanser. Universet er uendeligt og rummer uendelig mange verdener” (Den Store Danske/lex.dk).
Tilhængerne af den epikuræiske skole bestræbte sig på at leve i en apolitisk vennekreds (kvinder inkluderet, til nogen forargelse i samtiden) med munterhed, lethed og nøjsomhed. Den uhæmmede nydelsestrang, som senere ofte er blevet tilskrevet epikuræerne, stemmer derfor ikke overens med deres faktiske syn på, hvordan man opnåede en lykkelig tilværelse, opsummeret ved buddet ”lathé biósas”, lev i det skjulte.
De dyder, som Epikur og hans efterkommere satte højest, centrerede sig dog unægtelig mere om lyst end pligt. Her tager vi hos forlaget en blid ekskurs fra det epikuræiske livssyn, idet vi forsøger at forene de to i arbejdet med noget af det, vi finder allermest meningsfuldt og -skabende, nemlig litteraturen.