Brian Petersen

Jeg har altid skrevet meget og siden jeg fik de første muligheder for at skrive fristile i folkeskolen, har jeg haft svært ved at lægge skriverierne fra mig. Jeg har faktisk stadig de gamle kladehæfter liggende (ja, det var før PC'ens indtog) og kan genlæse historier som Jeg en kommode og Kartoflen Knud, som jeg har hygget mig gevaldigt med i mine spæde teenageår.

Jeg har ikke altid opfattet mig selv som forfatter. Det er først kommet i mit voksne liv, hvor jeg for alvor vendte tilbage til det at skrive. Der har været sporadiske tilløb til det, men det var ikke før i slut tyverne, at jeg kunne mærke, at det var noget, jeg havde behov for at følge til dørs.

Det at skrive har altid været vigtigt for mig – uden jeg altid har kunnet forklare hvorfor. Jeg kan stadig ikke helt sætte ord på, hvorfor det er så integreret en del af mig, men mit bedste bud er, at det er en form for frirum, det er en halvterapeutisk proces at arbejde sig frem gennem en historie, og så er det – måske – det eneste tidspunkt, hvor jeg i arbejdsmæssig forstand kan opleve at være i flow. Der findes ikke noget bedre end at fordybe sig i et plot eller nogle karakterer, der langsomt tager form, at lege med ordene, at få brikkerne i et endnu ukendt puslespil til at passe sammen.

Jeg har efterhånden oparbejdet stor erfaring med at skrive og har en lille håndfuld udgivelser bag mig. Udover romanerne, der er nævnt længere oppe, har jeg udgivet novellerne Gammel Hejre (Novelleforlaget) og Små fodspor i antologien Skyggespejlet (Enter Darkness).

Privat er jeg gift og har to sønner. Jeg er bosat i Nordsjælland - nærmere betegnet Halsnæs Kommune og arbejder fuld tid som fysioterapeut.