Jeg er opvokset på Færøerne, med de første års skolegang hos Franciscanersøstrene i Torshavn. Dér besluttede sig at jeg ville være nonne når jeg blev voksen. Jeg elskede dem for deres viden, deres belæsthed, deres vitalitet og generøsistet. Siden afstod jeg fra nonneriet, men den katolske verden blev indlemmet i mig, om end jeg ikke er katolik. Mine forældre sendte mig til deres skole, fordi den var velanskrevet, og havde nok ikke regnet med, hvad det kom til at betyde for mig. Siden kom jeg til Danmark, og udover at danse, ride, flirte og læse, uddannede jeg mig til bibliotekar, og befandt mig meget vel i det fag. Jeg fratrådte 1999, og havde da udgivet min første bog, som kom helt bag på mig. Jeg havde aldrig drømt om at blive forfatter, men noget åbnede sig i mig, ved mit første møde med Firenze. Dér genfandt jeg min barndoms kirker, dér tænkte jeg, som Karen Blixen tænkte om Afrika: Nu er jeg hvor jeg skal være.
De fleste af mine bøger udspiller sig på Færøerne og i Toscana. De fleste af min hovedpersoner er kvinder. Kvinder, der gerne vil kærligheden, men ikke vil stækkes, kvinder der synes at kunst og kærlighed er besværlige størrelser. De er udøvende kunstnere, og vil være kunstnere i egen ret, og det kan være vanskeligt i et ægteskab. I Rejsen til Robert er der dog en mandlig hovedperson, nemlig Abel. Underkuede, stilfærdige Abel, der bor sammen med mor, og servicerer hende på alle måder, er ven med flotte Robert, der er forelsket i den ene skønne Teubersøster, Ursula. Desværre for ham er hendes enæggede tvillingesøster, Dorothea, en forførende mokke, der ikke tåler at Ursula har noget, der bør være hendes. Nemlig Robert. Efter mange dramaer, hvor Robert trækker sig tilbage til Færøerne, rejser Abel til Wien (uden at fortælle mor noget) hvor Dorothea er fejret operasangerinde, og giver hende en læsterlig lærestreg, hvorunder mor er på telefonen det meste af siden, uden at få noget svar fra sønnen.
Og så vil jeg ingenlunde glemme ærkeenglen Gabriel, der slog sig ned på mit skrivebord og forlangte at være med fra starten. Og starten var min debutbog, Kontrakten, hvor han spiller en betydelig rolle. Hvem tør sige nej til en ærkeengel? Ikke jeg. Og siden har han været med i hele min firebindsserie, der begyndte med Balladen om Antonie, og fortsatte med Dora, Doras datter, og Kvartetten. De sidste år har Gabriel og jeg indgået en slags modus vivendi, og jeg er blevet tilladt at skrive bøger uden hans tilstedeværelse.
Min nyeste bog hedder Felicias to bryllupper. Den er skrevet under Coronaårene, og handler om den verden vi levede i dengang, og som var min i de isolerede to år. Egentlig havde jeg lagt an til en anden bog, da Danmark lukkede ned, selv om Brostrøm havde erklæret, at smitten aldrig ville nå Danmark og at vi aldrig ville komme til at gå med masker… Det gjorde vi så. Og jeg sad med udsigt til min have og skrev om, hvor besværligt det er at have familie i tre lande: Italien, Færøerne og Danmark. Især når ens gamle mormors søster ligger for døden i Torshavn, og mormoren er for gammel til at foretage rejsen. Ergo må Felicia rejse op til et land, hun ganske vist er født i, men aldrig har boet i, for at være hos sin moster, som hun dårligt kender. På hospitalet møder hun kærligheden. Lægen Benjamin. Moster dør, men deres kærlighed må ikke dø, de vil hinanden, de to, men alting skal gå hurtigt, Felicia skal hjem til Danmark igen, smitten raser. I Italien sidder hendes forældre, og tilstandene er kaotiske, i modsætning til i Danmark, hvor regeringen tager hånd om smitten. Bergamo lægges øde. Pesten decimerer befolkningen. Under de vilkår handler de to, så godt de formår, og da bøger helst skal ende lykkeligt, i det mindste med et håb om lykke, ender Felicias kærlighed – og bogen godt.
