af Karsten Pers

(Revideret og opdateret september 2024)

De fleste forfattere har båret på drømmen om at blive antaget på et ‘rigtigt’ forlag. Drømt om at blive nurset af dygtige forlæggere, redaktører og marketingfolk, at få anmeldelser i de store medier, at få bøger på hylden hos alle boghandlerne. Og forfattere i hobetal har gennem årene skrevet under på deres forlagsaftaler i troen på, at deres forlag kun ønsker og vil yde alt for det forfatteren drømmer om. Alt for ofte uden reelt at have læst aftalen og helt at forstå hvad et forlag er.

Alt for mange forfattere er blevet slemt skuffede.

Deres bog sælger ikke nær det de drømte om, bogen får slet ikke den markedsføring de forventede, anmeldelser udebliver, royalty-afregningerne er så små, at man ikke ved om man skal grine eller græde – og hov, man afgav jo alle brugsrettighederne til sit hjerteblod. Nogle har endda selv betalt alle omkostningerne.

Forlag er ikke i samme båd som forfatterne

Uanset hvor mange gange forlæggere påstår, at de er i samme båd som forfatterne, så er det en sandhed med store modifikationer. Forlag – i hvert fald de større af dem – er virksomheder, der skal betale mange slags driftsomkostninger og tilstræbe sorte tal på bundlinjen. Uanset om de ønsker deres forfattere det godt, så er det økonomien, som bestemmer. Og økonomien i bogbranchen er blevet meget sværere de seneste 30 år, med frie bogpriser, voldsom konkurrence fra mange slags digital underholdning og information, og en prissætning der presses alvorligt af forbrugernes mulighed og begejstring for at kunne streame alt.

Bogudgivelse har over de seneste 20 år udviklet sig fra næsten udelukkende at handle om papirbøger til salg i fysiske boghandler, til nu nærmest at være overhalet af udgivelse af e-bøger og lydbøger til streamingtjenester. Og fra nærmest eksklusivt at være en opgave for traditionelle forlag, til at forfatterne nu står med frit valg til også at selvudgive eller medfinansiere på forlag og medudgiverforlag.

Med den øgede mangfoldighed i udgivelsesformer er mange forlagskontrakter vokset i omfang og kompleksitet, og som følge at den skærpede konkurrencesituation er mængden af elastik, mange forlag tillader sig selv i kontrakterne, øget markant, og omfanget af rettigheder forfatterne skal afgive forværret dramatisk.

Hvis retten til at bruge dit eget manus eller indtjeningen på dine bøger spiller nogen rolle for dig, så har det aldrig været vigtigere at tage byttehandlen med forlaget alvorligt.

Forlagsaftalen er byttehandel – og du bør forhandle, for ikke at blive taber

Når du indgår aftale med et forlag om udgivelse af din bog, indgår du en byttehandel. Forlaget forpligter sig til at bruge ressourcer på at færdiggøre din bog sammen med dig, og på at producere bogen og bringe den ud på markedet. Til gengæld vil forlaget have sikkerhed og andel i eventuelle indtægter på bogen og evt. afledte produkter. Det betyder, at du må overdrage forlaget et betydeligt mål af kontrol over bogen, en del eksklusive udgivelsesrettigheder og en væsentlig del af bogens eventuelle indtægter. Det er der som sådan kun rimelighed i. Men lad os kigge på den praksis, der udbredt gælder for de fire områder – kontrol, udgivelsesrettigheder, indtjening og omkostninger.

1 – Overdragelse af kontrol – et eksempel

Forlagets kontrol over dit værk kan tage mange former. Fra at sætte grænser for antal af illustrationer (de kan være dyre), ville bestemme titlen og omslagsdesignet (forlaget kan have den bedste viden om, hvad der virker i markedet), til f.eks. at give sig selv meget god tid til at bringe bogen på markedet. Lad os her kigge på dette sidste.

Prøv at forstå både tonen og konsekvensen i denne formulering, som er ret typisk i forlagsaftaler:

Rettighedshaveren har ret til at opsige aftalen uden varsel, hvis Forlaget ikke har udgivet Værket i trykt form senest 12 måneder efter det forventede udgivelsestidspunkt.

Som det er formuleret, kan det umiddelbart lyde som om forlaget her viser hensyn til forfatteren, at forfatteren tildeles en betydelig ’ret til at opsige aftalen uden varsel’. Men paragraffen er ubetinget til forlagets fordel.
Hvis vi lige prøver at vende sætningen lidt rundt, bliver det tydeligere:

Hvis Forlaget ikke har udgivet Værket i trykt form senest 12 måneder efter det forventede udgivelsestidspunkt, har Rettighedshaveren ret til at opsige aftalen uden varsel.

Her tales altså om to frister – først det “forventede udgivelsestidspunkt”, som gerne ligger 6-12 måneder efter datoen for indgåelse af forlagsaftalen. Det er den tid forlaget mener de skal bruges på at bearbejde manus, producere bogen og lægge udgivelsen strategisk i forhold til julesalg, bogmesser, særlige begivenheder osv. 6-12 måneder kan være helt rimeligt med mange bøger, men det kan også føles helt unødvendig med andre – forlags kontrakter har bare typisk ens ordlyd for alle bøger.

Men den ret til at opsige aftalen, som forfatteren tildeles i dette typiske eksempel, gælder altså først hvis der er løber mere end 12 måneder yderligere på, før bogen kommer på markedet. Forlaget giver altså sig selv halvandet til to år til at bringe din bog på markedet, før du kan sætte hælen i og ’opsige aftalen uden varsel’.

Det er naturligvis sjældent i forlagets interesse at lade din bog vente så længe, men ting kan ske, en redaktør kan sige op, forlagets profil ændre sig, økonomien kan lide … Hvis du har skrevet under, kan du intet stille op, hvis tiden trækker ud. Og mange bøger vil efter så lang tids venten være uaktuelle både for forfatteren og markedet.

Anbefaling: Tag det op med forlaget om fristen for udgivelse er rimelig, og få evt. indsat specifikke begrundelser, du kan acceptere for en forsinkelse ud over ’forventet udgivelsestidspunkt’. I lyset af at man som selvudgiver kan sende sin bog på markedet, så snart man er klar og vil, så forekommer det at være urimeligt lang snor mange forlag giver sig selv.

2 – Overdragelse af eksklusive udgivelsesrettigheder

For ikke mange år siden omhandlede forlagsaftaler alene den trykte bog. Der fandtes ikke andre bog-medier. Og bøger produceredes alene med offset tryk, som krævede en ikke uvæsentlig initialomkostning til produktion af trykplader, rensning af valser, tørretid, foldning og skæring af trykarkene, bogbinding m.m.
Der kunne ikke komme fornuftigt overskud på en bogproduktion, medmindre den kunne sælge et oplag på måske 1000 eksemplarer. Og ordet forlægger kommer da også historisk af at lægge ud for bogens startomkostning, som de færreste forfattere selv havde råd til.

Forlagsaftaler indeholdt derfor også indtil for få år siden – rimeligt nok – paragraffer, der beskrev hvordan udgivelsesrettighederne først kunne falde tilbage til forfatteren, hvis salget var gået i stå, eller når et oplag var udsolgt og forlaget ikke ønskede at tage risikoen ved at trykke et nyt.

I dag har nye, digitale bog-printere så høj kvalitet, at mange bøger produceres på disse – i løbende småoplag eller on demand. En bogproduktion kan sættes i gang for næsten ingen penge, og afstemmes med det faktiske salg. Ofte er der altså ikke længere nogen betydelig initialomkostning ved bogproduktion og ingen større risiko for at brænde inde med mange usolgte eksemplarer. I stedet er der en marginal ekstraomkostning pr. bog der trykkes – hvilket blot betyder en marginal mindre indtjening pr. solgt eksemplar.

Ikke desto mindre vil man i nogle forlagskontrakter stadig finde afsnit, der omtaler ’oplag’ og hægter tilbagefald af udgivelsesrettighederne til forfatteren sammen med dette. Andre aftaler omtaler hvordan forlaget efter et indledende oplag (i offset) har ret til at overgå til print on demand i en længere årrække, før forfatteren kan kræve tilbagefald af udgivelsesrettigheder – til den trykte udgave. Mens rettighederne til at udgive bogen som e-bog, lydbog m.m. har helt separate og af den trykte udgave uafhængige bestemmelser.

Det kan i nogle forlagskontrakter være temmelig svært at gennemskue hvor beskedent et salg, vil være nok til at forlaget kan fastholde udgivelsesrettighederne i hvor mange år og på hvilke medier. Og anføres der et minimums salgstal, er der som regel ikke knyttet nogen specifikation til, af hvor billigt de må være solgt. Så i praksis kan forlaget måske slippe af sted med at fastholde hele udgivelsesretten uendeligt, ved blot selv at købe f.eks. 10 eksemplarer til 5 kr. stykket hvert år. Og tag ikke fejl, mange forlag elsker at eje rettigheder, for man ved aldrig.

Anbefaling: Dansk Forfatterforening anbefaler, at man får indsat en frist for ubetinget ret til genforhandling eller opsigelse, som kan formuleres således:

”Når der er gået mindst 7 år efter værkets udgivelse, kan hver part forlange aftalen genforhandlet. Kan parterne ikke nå til enighed, kan aftalen opsiges med mindst 3 måneders varsel til udløb af en afregningsperiode.”

Personligt ville jeg forsøge at afkorte den frist. Det er meget få bøger, som har forlagenes aktive interesse i 7 år. For dig/forfatteren kan det til gengæld være hjerteblod. Og hvis forlaget stadig efter 3-5 år gør et aktivt og tilfredsstillende arbejde for bogen, behøver de næppe frygte, at du finder grund til at opsige samarbejdet.

3 – Overdragelse af indtjening til forlaget

Det siger sig selv, at forlagene – det store flertal, der drives som forretninger – indgår langt de fleste aftaler i forhåbning om at tjene penge. Det vil sige, få del i det overskud, der evt. kommer af salget. Det er der naturligvis kun sund fornuft i. Så det er forlaget, som administrerer salg og indtægter og afregner en aftalt royaltysats med forfatteren.
For ikke mange år siden, da der endnu var faste bogpriser, var royalty beregnet som en procentsats af ”vejledende udsalgspris”, som var den ufravigelige pris, forhandlerne skulle holde i udgivelsesåret og hele det følgende kalenderår – som reelt ofte er den periode bøger faktisk sælger. Royalty lå typisk på 12-15 procent.

I dag, hvor der ikke længere er faste bogpriser, giver det dårligt mening at tale om vejledende udsalgspris. Nu beregner man royalty af nettoprisen, som betyder bogens faktiske udsalgspris ekskl. moms og boghandleravance – eller simpelthen forlagets salgspris til forhandlerne ekskl. moms . Og derfor skal vi som har været med under ”den gamle verdensorden” ikke længere tage til takke med 12-15 procent, men snarere have 20-26 procent for ca. at holde samme relative indtjening.

Men dertil har forlagene typisk nu forskellige royaltysatser for et hav af formater – offset, Print on Demand, e-bogsstreaming, e-bogsdownloads, lydbog osv. Det kan hurtigt virke helt uoverskueligt, og hvilke af disse formater satser forlaget på? Og hvad nu, når der ikke er faste bogpriser, kan du så regne med, at bogen faktisk sælges til en pris, du har gavn af?
Du kan møde en paragraf som den her, i aftaler på store forlag, og der mangler noget vigtigt:

Til brug for beregning af honorar til Rettighedshaveren for salg af Værket som trykt bog anvendes den i det konkrete tilfælde opnåede salgspris (”Nettopris”), det vil sige Forlagets salgspris til forhandler, bibliotek eller anden distributør.

Her er ikke nævnt nogen minimums-salgspris, som din royalty beregnes efter. Forlaget kan i praksis sætte prisen på din bog til en krone – den i det konkrete tilfælde opnåede salgspris.

Som udgangspunkt er forlaget mindst lige så interesseret som dig i at tjene penge, men jeg har selv for mange år siden haft den lærerige oplevelse, at et af mine udenlandske forlag solgte store partier af en titel til en supermarkedskæde til så lave priser, at jeg ingen afregning ville få på dem. En kollega indviede mig dengang i, hvad det er for studehandler, der kan indgås, og jeg var brik i et spil, hvor andre bøger – måske med lavere royalty-afregninger – så var indgået til fuld pris. Det hører dog med til historien, at jeg havde sikret mig at få skiftet forlagets formulering om “i det konkrete tilfælde opnåede salgspris” ud med en “vejledende udsalgspris” i kontrakten. Så jeg fik mine penge. Og forlaget måtte æde tabet.

Anbefaling: Du bør sikre dig i forlagsaftalen, at din royalty beregnes ud fra specificerede minimums nettopriser på de forskellige udgaver/medier. Og at forlaget skal henvende sig, hvis de mener, det tjener bogens og din interesse at justere de priser ned.

4 – Pålægning af omkostninger på forfatteren

Det er efterhånden almindeligt at tale om tre typer udgivelse: Forlagsudgivelse, selvudgivelse og medudgivelse. Og tilsvarende almindeligt at ligestille det med udgivelse på henholdsvis ‘traditionelt’ forlag, som selvstændig forfatter/udgiver og endelig på ’medudgiverforlag’, hvor forfatteren medfinansierer udgivelsen og deler risikoen med medudgiverforlaget.
Hos medudgiverforlag vil forfatteren – alt efter hvor stor andel denne medfinansierer udgivelsen med – typisk modtage en væsentligt højere royalty end ved en traditionel forlagsaftale, og også have langt hurtigere tilbagegang af udgivelsesrettigheder.

Realiteten er dog, at mange ’traditionelle forlag’, inklusiv de allerstørste, også praktiserer medudgivelse i stor stil. Forfattere kan her møde, at udgivelsen forudsætter, at der kan skaffes finansiering gennem fondsmidler – hvilke nogle gange defineres som forlagets, andre gange som forfatterens opgave. I andre tilfælde vil forfatteren blive mødt med en klausul om forlods at skulle afkøbe et større parti af bogen til en aftalt pris. Og endelig kan forfatteren helt enkelt få accepteret et manus til udgivelse ved at lade det følge af en kontant sum.

I praksis betyder det ofte, at forlaget får betalt alle dets omkostninger, og vanlig andel i en mulig fortjeneste på bogen helt uden at have taget risiko ved at udgive den. Modsat på erklærede ’medudgiverforlag’ afspejles den eksterne finansiering nemlig sjældent i en balanceret byttehandel.

Anbefaling: Bliver du mødt af krav om helt eller delvist at finansiere eller finde finansiering til udgivelsen af din bog, så er der tale om en grad af ’medudgivelse’ – også når det sker på ’traditionelt forlag’- og det er kun rimeligt, at du skal have noget i bytte. Feks. i form af øgede royaltysatser og relativt hurtig tilbagegang af udgivelsesrettighederne – i alle formater.

Konklusioner

Der ligger meget andet i en forlagskontrakt, men nu har du i hvert fald en idé om, at du bør læse din forlagsaftale grundigt – eller søge hjælp til det. Og at du bør afveje, om du synes at det, som forlaget forlanger af dig, rimeligt modsvares af den indsats, det forpligter sig konkret på at gøre for dig og bogen.

Hvor langt du kan komme med at bede om justeringer og specifikationer til den forlagsaftale, du får forelagt, er svært at sige. Det er ikke nemt for forlagene – særligt de større – at skulle forholde sig til individuelle kontrakter. Men de har helt sikkert noget line at give af, og du skal ikke skrive under i blind tro og tillid. Eller naivt håb.

Møder du ikke tilstrækkelig konkret imødekommenhed, kan du kigge efter andre forlag, hvis kontrakt eller samarbejdsvilje matcher hvad du kan leve med – eller ligefrem finder fair. Du skal også være helt bevidst om, at den flinke redaktør, du er i dialog med, antagelig er ude af dit liv igen om en måned eller to, og ingen indflydelse har på den længere relation mellem dig og forlaget.

Snart er du blot en af mange kontrakter, som varetages af økonomiafdelingen. Og en af mange rettigheder, som varetages af juristerne.

Min pointe er ikke, at alle skal holde sig fra at indgå forlagsaftaler. Men blot at forfattere og ophavsretshavere bør læse, forstå og evt. søge at få bearbejdet forelagte aftaler før de skriver dem under.
Ellers kan man nemt blive forfærdelig skuffet og ærgerlig. I visse tilfælde reelt snydt.

Få yderligere hjælp med forlagskontrakter m.v.