Site logo
No Image Available

JEG SKAL OP – Jeg vil leve!

 Forfatter: Frank Lindbo  Genre: Biografier / erindringer  Forlag: Griffle  Udgivelse: 31. maj 2023  ISBN: 978-87-93875-55-5  Mød og kontakt forfatteren
 Om bogen:

Ligesom den berusede kan opleve momenter af klarsyn, fik noget mig til i et glimt at se klart. Billeder af min kone og to sønner tonede frem. De kaldte på mig. Det lyder helt vildt og var da også vildt heldigt, for netop de billeder reddede mig. Da jeg forstod, at jeg var på vippen til at slå mig selv ihjel, ville jeg op. Nu! Jeg ruskede i makkerlinen, men så var det, som om glimtet af klarsyn forduftede, og jeg igen forsvandt helt væk i min egen ubåds-verden af indre dæmoner, messende undervandslyde og drømmesyn.

Frank Lindbo har med mere end 700 dyk i log-bogen prøvet det meste, man kan opleve som dykker. Fra hyggelige stranddyk til krævende vragdyk på dybt vand, dykkerferier i troperne og dyk under is. Masser af gode oplevelser.
Men også enkelte smertelige erfaringer med dyk, der gik galt. Her oplevede han, at det var lidt et tabu at tale om dykkerrus og dykkersyge og det tabu vil forfatteren gerne gøre op med. I dag er Frank Lindbo ikke i tvivl om, at de mange krævende øvelser i løbet af uddannelsen til CMAS-dykker mere end én gang har reddet hans liv og førlighed.

Den gamle leveregel om, at kun en tåbe ikke respekterer havet – og dykkerreglerne! Det kan bogens forfatter i den grad skrive under på. For sløser man med de almene dykkerråd, kan konsekvenserne være alvorlige.

Fra forordet

Bogens titel kan skræmme – JEG SKAL OP – JEG VIL LEVE! Og man kunne tro, det er en bog om de farlige ting, man som dykker kan komme ud for. Men sådan er det langtfra. For mig at se er bogens undertitel selve essensen. Lev livet fuldt ud – og snyd ikke dig selv for at prøve at stikke hovedet under vand. Dette er en bog om fascinationen af det magiske univers, som ligger der under overfladen og lurer og venter på at blive udforsket.
God fornøjelse. Både med bogen og med dykningen.

Lasse Spang Olsen
Undervands filmfotograf
(Tidligere vandskræk)

Frank Lindbo

Frank Lindbo, født 1961, er lidt af en eventyrer, som fra barnsben har været draget af at gå til grænsen og nogle gange lidt længere. Faldskærmsspring, drageflyvning, ironman, ekstremmaraton på den kinesiske Mur. Han er født ind i en sejlerfamilie og havet har altid haft en helt særlig fascinacionskraft. Sejlads og ikke mindst dykning har gennem årene trukket i ham, og det er blevet til mere end 700 dyk herhjemme og i udlandet. Langt, langt de fleste har været helt udramatiske, men også farefulde dyk under is og møder med dykkerrus og den frygtede dykkersyge på dybe dyk.

Sammenlignelige bøger kunne være

Alt godt fra Havana af Emil Midé Erichsen og Mikkel Beha Erichsen eller Han gør det døde levende af Eske Willerslev


 Retur til Nye bøger ...