af Karsten Pers 

… eller hvordan Dansk Forfatterforening modarbejder forfatteres interesser

Dansk Forfatterforening (herefter DFF) har d. 13/11 på deres hjemmeside offentliggjort en meget alvorlig advarsel rettet mod en medudgiver-aftale fra HOI Forlag, og erklæret den ugyldig.

”Dansk Forfatterforening har meddelt Hoi Publishing ved Hoi Forlag ApS, at kontrakten er så uklar, at den er ugyldig (en nullitet) efter dansk ret.” … ”Har man indgået en sådan kontrakt kan man altså påberåbe sig ugyldighed, dvs. aftalen gælder ikke. Alle rettigheder vil i så fald omgående gå tilbage og i udgangspunktet vil man også kunne få sin ”investering” tilbage.”

DFF offentliggjorde samtidig det omhandlede – og fortrolige – aftaleudkast i sin helhed.

Det hele kan findes her:
https://danskforfatterforening.dk/blog/har-du-modtaget-en-ugyldig-kontrakt-fra-hoi-publishing-denmark/

***

Efter at have læst DFFs opslag og efter at have været i dialog med de involverede parter, er det min oplevelse, at DFF alvorligt fejllæser og unfair udstiller en medudgiveraftale til skade for både medudgiverprincippet og forfatteres frie muligheder.

DFFs dramatiske udmelding og handling kan selvsagt have store konsekvenser for det lille forlag der er i centrum. Men det kan også øve negativ indflydelse på mange forfatteres forståelse af og tillid til medudgiver-princippet. Og dermed igen skade andre medudgiverforlag og den frihed til at vælge sin vej, som ellers er ved at åbne sig for forfatterne.

Til baggrund skal det nævnes, at HOI Forlag er ude i en storm efter at have opkøbt forlagene Historia og Superlux. En lang række forfattere er i den forbindelse kommet i klemme med både rettigheder, royalty-afregninger og lagerbeholdninger. Jeg har ikke indsigt i, hvad der er op og ned i de verserende sager. Men jeg anerkender fuldt den meget ulykkelige situation mine kolleger er havnet i, og det store arbejde sagerne pålægger DFFs jurist. Disse sager kan bare ikke kobles til det udhængte aftaleudkast.

Dette er altså ikke et indlæg om HOI Forlag eller de verserende sager, men om medudgivelse og fairness.

Jeg vil i det følgende for det første forsvare medudgiver-modellen generelt mod urimelige anslag og undergravning. Bogbranchen er nødt til at udvikle og forny modeller for udgivelse, og både selvudgivelse og medudgivelse har måttet tage mange konservative og unfair slag allerede. Det tjener ikke ’forfatterstanden’ som hele, at DFF tager en medudgiveraftale som gidsel og offentliggør en stærkt tendentiøs – eller ukyndig – læsning. Og så vil jeg altså appelere til at flest mulige af os i bogbranchen vil operere med fairness. Også mit eget fags organisationer. Og også når andre måske ikke gør det.

Gennemgang af Dansk Forfatterforenings kritik

I det følgende vil jeg belyse og perspektivere nogle af DFFs anklagepunkter mod HOI Forlags medudgiver-aftaleudkast – og dermed medudgivermodellen generelt.

Det er indledningsvis værd at bemærke, at DFFs ageren ikke sker på baggrund af klager. DFF har alene rejst denne sag på baggrund af egen læsning af aftaleudkastet, som et medlem har forelagt foreningens jurist for rådgivning før evt. aftaleindgåelse.

Forkert sprogbrug i aftalen

DFF slår ned på juridisk forkert sprogbrug og manglende overskuelighed. Der påtales bl.a. forkert anvendelse af begreberne lån, netto og brutto. Det er naturligvis fejl der skal rettes. Men modsat hvad jeg ser i mange forlagskontrakter, så er der her gjort forsøg på at forklare tranparent og grundigt, hvad der menes. Og der lægges op til tæt samarbejde om alle beslutninger.
DFF kunne med lethed rette en tilsvarende kritik mod mange danske forlags aftaler. Jeg har læst nok aftaler til at se, hvordan der er copy-pasted ukritisk mellem forlagenes kontrakter. Forlæggere flest er kun forlæggere – ikke jurister.

Uigennemskueligt hvad forfatteren skal betale

DFF skriver bl.a. om HOIs aftale-kladde, at den ”på enhver måde er fuldstændig uacceptabel. Den er uoverskuelig og umiddelbart urimelig. Der er tale om en kontrakt, hvor forfatteren skal betale for en stor del af udgivelsen (medfinansiering). For det første er det umuligt at gennemskue hvor meget forfatteren kommer til at betale og betale for.”

Her ignorerer DFF, at modsat en traditionel forlagsaftale, så er pointen ved medugivelse netop, at aftalen baseres på et menukort af tilkøbsmuligheder. Der kan ikke være klarhed om ‘hvor meget den koster’ i en kladde til en medudgiveraftale. Det er noget forfatter og forlægger i samråd arbejder sig frem til. DFF forveksler populært sagt menukortet med en kontrakt.

Jo, der er medudgivere der udbyder færdige ‘pakkeløsninger’ til faste priser, men de fleste bogfolk kan nok indse, at alle bøger ikke koster det samme at producere, og ikke alle bøger f.eks. behøver den samme markedsføring. Nogle udbyder derfor en anden model end fastpris-pakker.

Løbetid af forlagsaftalen

DFF kritiserer, at der lægges op til afgivelse af udgiverrettigheder i 8 år, som vurderes at være urimelig lang tid. Og jeg er som udgangspunkt ikke uenig. Men det er klar tale, og noget det står forfatteren frit at søge at forhandle ned. Mange forlag opererer med løbetider der er langt mindre gennemskuelige – og potentielt længere. Varigheden hænges nu gerne op på to ikke klart definerede termer ’trykt form’ og ‘POD’, og peger umiddelbart på en rettighedsafgivelse fra min. 5 år til potentielt uendelig. Dette eksempel er mit sammenkog af flere forlags formuleringer:

Stk. X) Hvis Værket er udgivet i trykt form, og det bliver udsolgt, og forlaget ikke benytter sin ret til at udgive et nyt oplag i trykt form eller tilgængeliggør værket som POD, kan rettighedshaveren med angivelse af en frist på mindst 2 måneder skriftligt kræve, at forlaget erklærer at ville udgive et nyt oplag i trykt form eller tilgængeliggør Værket som POD inden 6 måneder regnet fra afsendelsen af rettighedshaverens krav. Hvis forlaget ikke inden fristens udløb afgiver denne erklæring, hjemfalder de rettigheder, som forlaget har fået overdraget til værket i trykt form, til Rettighedshaveren.

Stk. Y) Det trykte værk er udsolgt, når forlaget ikke længere lagerfører værket
eller har Værket tilgængeligt som POD. (…)

Stk. Z) Hver part kan forlange § _ , stk. X om POD genforhandlet fire år efter, at værket første gang er gjort tilgængeligt som POD. Kan parterne ikke nå til enighed, går rettighederne til Værket i trykt form tilbage til Rettighedshaveren.

I mine øjne en noget mindre gennemskuelig konstruktion og ganske svært for en forfatter at forsøge at forhandle.

Uigennemskuelige ekstraomkostninger i forlagsaftalen

DFF fremhæver at ”der kan komme mange ekstraomkostninger for forfatteren ind efter udgivelsen.” Men DFF overser bevidst eller af uvidenhed, at det jo er selve princippet i medudgivelse, at aftaleudkast rummer potentielle, ikke fastsatte merudgifter. Forfatteren vælger i samråd med udgiver, hvad der kan og skal satses på – typisk fx af markedsføringsomkostninger. Hos medudgivere er der et katalog af muligheder, som kan vælges mellem og tilkøbes. De seriøse medudgivere tilbyder alle deres forfattere den markedsføring de ønsker og vil betale for. Men prakker dem naturligvis ikke omkostninger på, som ikke tjener et aftalt formål.

Tilsvarende vil mange selvudgivere købe rådgivning og hjælp fra freelancere til alt fra redaktion til markedsføring. Og dette kan jo netop være en grund for mange forfattere til at vælge selv- eller medudgivelse. For markedsføring er noget mange forfattere ved, at de ikke kan regne med ret meget af på et traditionelt forlag.

Hos traditionelle forlag er den helt typiske ordlyd (copy-paste igen) vedr. markedsføringsindsatsen meget kort og lig denne:

”Forlaget sørger for værkets markedsføring på sædvanlig måde under hensyn til værkets karakter, afsætningsmuligheder og øvrige omstændigheder”

Denne formulering garanterer tydeligvis ikke forfatteren nogen som helt konkret indsats. Men man kan selvfølgelig vælge at anerkende formuleringen for at være ‘let gennemskuelig’.

***

Seriøse medudgivere giver transparens og kompensation

Udgivelse hos en seriøs medudgiver – rummer i sin kerne, at forfatteren helt eller delvist betaler for sin egen udgivelse, og at dette kompenseres ved en kombination af f.eks. mere indflydelse, flere rettigheder, bedre royalty-tildeling og hurtigere tilbagegang af rettigheder, end det kan opnås under en traditionel forlagsaftale. Men der findes en udbredt praksis blandt såkaldt ’traditionelle’ forlag for udgivelse mod betaling, som DFF med stor rimelighed burde kaste deres skarpe blik på og rådgive om.

Traditionelle forlag udgiver også mod betaling

Hvad mange – inklusiv DFF – lukker øjnene for er, at rigtig mange traditionelle forlag praktiserer egenbetaling fra deres forfattere – men blot uden at det udmønter sig i nogen som helst tilbagebetaling eller anden kompensation til forfatteren, når indtjeningen på salget kommer. Det er fuldstændig normalt at ‘traditionelle forlag’ forudsætter at forfatteren selv skal finde fondsmidler, finansiere af egen lomme eller afkøbe større partier af bogen forlods, for blot at kunne få tilbudt en helt traditionel forlagsaftale.

Men det er naturligvis nemmere at rette kikkert og riffel mod en forslået husmus, end at rydde op i hele junglen.

Og for nu lige at sætte DFFs kraftige anslag mod HOI Forlags aftaleudkast i perspektiv, så har jeg fået oplyst fra forlaget, at der er 5 (fem) forfattere som har indgået kontrakt med udgangspunkt i udkastet. Ingen af dem har klaget over samarbejdet, hverken til forlaget eller DFF.

***

I forbindelse med denne artikel har jeg været i dialog med både Dansk Forfatterforenings formand Morten Visby og nytiltrådt direktør på HOI Forlag, Mia Rasmussen.

Morten Visby har fået forelagt ovennævnte spørgsmål og kritikpunkter og jeg har modtaget følgende svar:

“Tak for din mail. Dansk Forfatterforening står naturligvis 100 % inde for den artikel. Det her handler overhovedet ikke om medudgiverforlag. Det handler om, at der er et bestemt forlag, som har handlet på en fuldstændig utilladelig og ekstremt grov måde over for et større antal forfattere. Der er tale om forhold, som endda til dels er anerkendt af forlaget selv. Vi har pt. over 30 forfattere/medlemmer, der er i alvorlig knibe som følge af lige præcis dette forlagskompleks’ dybt problematiske behandling af dem. Dansk Forfatterforening har til opgave at hjælpe disse mennesker. Og det gør vi professionelt, sobert og med loven i ryggen og altid først efter åben dialogsøgen med forlaget og grundig afklaring af de faktiske forhold.”

Jeg har efterfølgende bedt Morten Visby klargøre hvordan de 30 sager han omtaler relaterer til min gennemgang af det udhængte aftaleudkast, men har ikke fået yderligere svar.

***

Medlemmer af NewPub-fællesskabet kan debatere sagen og indlægget her

.