Udgivelser
Har udgivet 1-3 titler
Jeg kalder mig Desmer, ordmaler og skabsfantast. I mere end 20 år har jeg skrevet til skuffen, og endnu længere har jeg digtet ’historier’ af mere eller mindre ’fantastisk’ observans. Jeg arbejder langsomt, vejer hvert ord og vinkel, for at få den helt rigtige nuance frem i stemning og historiefortælling, og jeg roder allerhelst med konsekvenser, dilemmaer og ikke-ligegyldige personer med noget i bagagen, unge som ældre.
Jeg skriver fantasy, der ikke nødvendigvis passer i de etablerede sub-genrer: High fantasy baggrund og verdensbygning (lore), men med største fornøjelse i et low fantasy lignende scenarium (Navari – de som ved, og planlagte efterfølgere). Nominelt skriver jeg Young Adult. I hvert fald har mine hovedpersoner hidtil været i den yngre afdeling. Men jeg respekterer og udfordrer gerne min læser, så kompleksitet, ordforråd og filosofi inkluderer et mere modent publikum.
Som aktiv udøver af en obskur, japansk kampkunst deler mine historier ofte elementer med wuxia/xianxia-genren: Kamp, slagsmål og hvad måtte komme deraf. Jeg vægter humor højt og holder af at punktere mine litterære personer, hvis de kommer for højt op ad drama-stigen. Helst skal mine bøger kunne stå alene (stand alone), og det fungerer for den første (Navari). Foreløbigt ser det også lyst ud for den planlagte, ekstreme prequel (Fjendefødt). Imidlertid er jeg langtfra færdig med at udforske hverken verden eller persongalleri. Fortsættelser vil følge, og tiden må vise, hvor ’enkeltstående’ de kan blive. Håber selv det bedste.
Jeg skriver på dansk – en udfordring i sig selv, hvad fantasy angår. Kampen mod ’overfantastiske’ og udansk overdramatiske gloser er konstant, men givende. Det samme gælder et knap så bugnende udbud af ord, sammenlignet med engelsk. Især, hvis teksten stadig skal være forståelige for et moderne publikum.
Alligevel har jeg ambitioner om at matche 4 og 5-stjernede engelsksprogede bøger i nærliggende kategori. Om det lykkes? Det vil jeg lade læserne afgøre. Foreløbigt giver jeg ikke op. Med min første udgivelse (Navari, 2021) gik en livsdrøm i opfyldelse. Personlige udfordringer og sygdom har forsinket den videre proces, ikke forhindret den. Så forvent mere fra Desmer Kaunitz. Måske vil det tage sin tid, for jeg går ikke gerne på kompromis med kvaliteten. Men om alt går vel, bliver resultatet værd at vente på :-)
Har udgivet 1-3 titler
Jeg vil altid gerne fortælle om min bog og kommende udgivelser. Arbejder pt. også på et forhåbentligt underholdende foredrag om fantasy overordnet - historie, såvel som udfordringerne i at skrive på dansk. Er desuden altid god for en arrig kommentar omkring udfordringerne i at være dansksproget forfatter - eller bare forfatter/kunstner i det hele taget 🙂 Som oplæser er jeg ikke i verdensklasse, men øver mig gerne forud. Har for tiden en (meget løs) plan om en oplæsningspodcast, siden Navari ikke bliver til lydbog foreløbigt (600+sider, samt liberale mængder af særprægede navne og ord på ukendte sprog).
NewPub
Forfatterskabet
Navari - de som ved, 2021, Forfatterskabet
Nayi (planlagt, efterfølger til Navari)
Fjendefødt (planlagt 2024/25)
Forfatteren