Site logo

Jeg lærte at læse, da jeg var 7 år gammel.

Det var det bedste, jeg vidste. Tænk, at man kunne besøge så mange verdener, se så mange dele af jorden, møde så mange venner - bare ved at åbne en bog!

Jeg læste og læste. Tarzan. De 5-bøgerne. Jules Vernes forunderlige rejser, Astrid Lindgrens vidunderlige bøger. Der var ikke noget bedre!

Med mindre altså, at man selv kunne finde på historierne i bøgerne! Det måtte være det bedste.

Så i en alder af 7 år besluttede jeg, at jeg ville være forfatter.

Men der gik mange år, før jeg tog den beslutning alvorligt. Jeg skulle lige få mod nok til at indsende et manuskript til et forlag.

Jeg var faktisk 41, før jeg fik modet. Det skyldtes en manuskriptkonkurrence. Gyldendal søgte manuskripter til en fantasyroman for mellemtrinnet, og jeg tænkte, at når de udskriver en konkurrence, så er de jo selv ude om det. Så kan jeg godt tillade mig at sende ind.

Jeg vandt ikke konkurrencen. Men de ville alligevel gerne udgive min bog: Drageguldet.

Jeg var sindssygt glad. Men jeg var jo ikke forfatter - ikke endnu. Så skulle man udgive flere bøger, syntes jeg.

Det har jeg så gjort - 11 stk + 5 små historier i antologier for små børn, og en novelle i en antologi for Young Adult. 3 af mine udgivelser er bestillingsopgaver, som ikke er i almindelig handel.

Ved siden af mit skriftlige forfatterskab, har jeg et mundtligt.

Jeg skaber mundtlige fortællinger - både til voksne og til børn - som jeg fortæller på højskoler, i kirker, i foreninger, på fortællescener, i børnehaver, skoler - ja, alle steder hvor mennesker mødes og gerne vil høre en historie.

Mine voksenfortællinger handler ofte om historiske personer eller begivenheder, som folk måske ikke rigtig kender til, men som jeg graver materiale frem om, og giver liv gennem en fortælling. Det kan f.eks. være fortællingen om Thora Daugaard - en af vores helt glemte helte fra 2. verdenskrig - som reddede 340 jødiske børn og unge ud af Nazityskland. Eller historien om Ingeborg - søster til Valdemar Sejr - som i 1193 blev gift med den franske konge. Gift - og forstødt morgenen efter brudenatten. Men Ingeborg nægtede at rejse hjem. Hun var Frankrigs dronning nu. Basta! Det blev til et 20-årigt skilsmissedrama med alt hvad den kan trække af mordforsøg, snyd, bedrag og stædighed.

Mit store børnehistorie-projekt lige nu hedder 'Drømmehavet'. Det er et univers, jeg har skabt, med 6 forskellige øer (Nå ja, en af dem er et piratskib, man altså ...) Her finder man superhelte, monstre, dinosaurer, havfruer, eventyrfigurer og altså pirater. I alt er der 60 historier, som jeg har indtalt, og som snart udkommer på en app.

Meningen er, at børn skal kunne lytte til en historie når de skal falde i søvn, når de kører i bil, når de trænger til en pause. Min drøm er at erstatte bare lidt af den tid, børn bruger på at kigge på en skærm, med tid, hvor de lytter til historier og selv skaber billederne i deres fantasi.

Udgivelser

Har udgivet mere end 10 titler

Jeg kan bookes til

'Drømmehavet' - for børn fra 4 - 8 år. Jeg fortæller nogle historier og laver fortællelege, hvor børnene selv finder på historier.
'Rod i tiden' - for mellemtrinnet. (Skolebesøg). Jeg fortæller om processen med at lave bogen - bl.a. hvordan man laver research, hvordan man skaber personer, som skal have karakter og også udvikle sig, hvorfor jeg har valgt netop de scener fra Danmarkshistorien, som er med i bogen, og jeg læser højt af bogen. Bogen kan bruges både i dansk og i historieundervisningen, og jeg laver gerne forfatterskole i forbindelse med besøget.
'Klassefortæller' - for alle klasser i skolen. Jeg går rundt fra klasse til klasse og fortæller en ny historie hvert sted. Alle historier er tilpasset aldersgruppen og er forskellige, så børnene kan genfortælle dem for deres venner i de andre klasser.
'Fortælling for voksne' - f.eks. til kirkers menighedarbejde, i foreninger eller højskoler - eller på fortællescener. Jeg har en lang række fortællinger på 45 - 90 min. længde. Se min hjemmeside for forslag.
Fortællerkursus - jeg afholder hvert år et kursus for voksne og unge, som gerne vil lære at fortælle mundtligt.
Forfatterskole - jeg kommer på skoler, efterskoler og højskoler og laver forfatterskole, hvor jeg hjælper med at konstruere et godt plot, lave gode personbeskrivelser og få sproget til at flyde
Dagligstuefortælling - jeg kommer hjem til jer og fortæller historier for jer og jeres gæster. Se min liste over emner på min hjemmeside.
Forfatter til små historier - f.eks. til brug på skilte langs vandreture, hvor man gerne vil have de mere formelle oplysninger krydret med fortællinger. Jeg indlæser også teksterne, hvis det ønskes af vandrere på ruten skal kunne lytte til fortællingerne.
Forfatter til særudgivelser - jeg har foreløbig skrevet historier til en kommune, en festival og en naturformidlingsforening.

Medlem af

NewPub, Dansk Forfatterforening

Forlag forfatteren har udgivet på

Gyldendal, ABC-forlaget, Tellerup, DR Multimedie,

Titler

Luka og Den kulturelle rygsæk, 2023, Faaborg-Midtfyn kommune
Dengang jeg opdagede Drømmehavet, 2021, Drømmehavet
Albert og Monsterdrømmen, 2019, BoD
De forsvundne diamanter, 2019, ABC-forlaget
Vilde og Vilfred og Damen der ville stjæle en vulkan, 2019, Vilde Vulkaner
Rod i tiden, 2012, Gyldendal
'Kun edderkopper' i 'Velkommen til Dybet, 2011, Tellerup
Filippa og Troldmanden, 2009, Gyldendal
'En rigtig hvid jul' i Juhuu! Nu det jul!, 2007, DR Multimedie
''Ferien på Sri Lanka' og 'Katakuk Bugak fallitta!' i Aben med den lange hals, 2006, DR Multimedie
'Katten der var ude om natten' og 'Tudsedreng' i Godnathistorier for dig, 2005,DR Multimedie
Filippa og Dværgekrigen', 2005 Gyldendal
Filippas Dragefærd, 2004, Gyldendal
Drageguldet, 2002, Gyldendal

Kontaktinfo er til:

Forfatteren

Send e-mail til forfatteren

    Når du sender en besked accepterer du samtidigt vores cookies- og privatlivspolitik.