Dato for interview
7. juni 2023
Jeg er født i 1979 på vestegnen og tilhører altså Generation X. Uden at komme for meget ind på generationsdefinitioner, så tror jeg, at generationsoprindelsen er ret tydelig i mit skriveri. Musik betyder meget for mig og som mange andre X’ere er jeg både melankolsk, eksistentialistisk og nostalgisk anlagt.
Jeg begyndte at skrive i 2016, kort tid før min bedste ven blev diagnosticeret med ALS. Hans sygdomsforløb og efterfølgende død, fik mig til at indse, at selvom jeg havde en fin uddannelse - Kandidat i økonomi og filosofi fra CBS - og et velbetalt job som senior konsulent i Netcompany, så var jeg ikke landet på den rigtige hylde.
Jeg ville noget andet. Jeg ville skrive. På et par år, omlagde jeg og familien vores liv, og i dag skriver jeg (næsten) på fuldtid.
I 2019 fik jeg en novelle i det hedengangne magasin Himmelskibet. Novellen vandt året efter den lille danske sci-fi pris Niels Klim Prisen. Året efter udkom min debutbog ”Elektrisk Blå som et 80’er digt”, en autofiktiv kortroman, der både er en generationsbeskrivelse og en fortælling om at vokse op på vestegnen. Den handler om venskab og om eksistentiel vildfarelse når man mister en man holder af. Siden debutbogen har jeg kun fået en enkelt novelle udgivet samt et par digte i litteraturtidsskriftet UDkAnt. Pt. skriver jeg på en novellesamling.
Hmmm… Det er ikke fordi jeg konstant forsøger at genopfinde mig selv, men mit skriveri er meget interessedrevet og mine interesser kan være forholdsvis sværmeriske. Derfor synes jeg, at det er svært at trække et overordnet tema ned over mit forfatteri. Men jeg kan konstatere, at en del af mine tekster berører relationen mellem individ og fællesskab. Jeg har altid være interesseret i sociale dynamikker. I at undersøge hvilke handlinger mennesker er villige til at begå, for at tilhøre et fællesskab, og hvilke karakteristika der kan virke ekskluderende. Fremmedgørelse, disconnect eller ståen-ved-siden-af, er ligesom også temaer der bliver ved med at poppe op i mine tekster.
Jeg er også optaget af ambivalens og dobbelttydighed f.eks. hvad angår idealer. Idealer anvender vi til at leve vores liv, og give vores liv mening og fylde, men ofte har idealer en for- og en bagside. Der er ofte ikke langt mellem drømmen og mareridtet. Det synes jeg er interessant – både i virkelig og litterær forstand.
Mine inspirationer kan komme alle mulige steder fra. Ideer til mine korte tekster, som digte og noveller, opstår ofte når jeg lytter til musik, især hvis der er et track der lige rammer en stemning, eller en linje lyrik der sætter tanker i gang. Min debutbog var autofiktion, så med den kom inspirationen fra mit eget liv, og her spillede musikken, som jeg var vokset op på også en stor rolle. Men min kommende bog er ren fiktion, om end den er løst baseret på virkelige historiske hændelser. I arbejdet med den har jeg brugt åndsvagt meget tid på research, været på biblioteker og ellers bare powersurfet på Wikipedia.
En af historierne i min kommende bog er baseret på et maleri; Las Meninas af Diego Velázquez, og en hel del af min måde at plotte på, har jeg tyvstjålet fra amerikanske tegneserier – så visuel kunst er også et sted jeg finder næring fra. Jeg har også en masse fotobøger, som kan give inspiration til scener, karakterer eller emner. Derudover er jeg en litterær omnivor – der er næsten ingen genrer jeg ikke læser, og jeg har gerne gang i 10-15 bøger/tegneserier/digtsamlinger ad gangen. Det er i øvrigt et tip jeg giver til nye forfatterspirer: hvis du vil lære at skrive skønlitteratur, må du også læse (meget) skønlitteratur - og gerne forskellige genrer, såvel som både lyrik, prosa, romaner og noveller.
Research og skrivning finder sted på samme tid. Det kan virke lidt kaotisk, men jeg synes der er en god vekselvirkning i at skifte mellem intens skrivning og så analyserende research. Jeg er ikke så god til at holde skrive- og researchfaserne adskilte, og jeg er kommet til et sted, hvor jeg har overbevist mig selv om, at det er ok, selvom det måske ikke er den mest effektive arbejdsmetode. Det vigtigste er, at jeg nyder min arbejdsproces, og det gør jeg, når jeg kan arbejde alsidigt.
Men jeg er derimod superpedantisk når det kommer til at plotte. Sådan har jeg ikke altid været. Min debutbog blev skrevet ud i en lang tåget og uplanlagt proces. Og det resulterede så i, at jeg havde en masse tung redigerings- og omskrivningsarbejde til sidst. Med den bog fandt jeg redigeringsarbejdet nemt, for det var mit eget liv jeg skrev om.
Med novellesamlingen jeg skriver på nu, startede jeg på samme måde. Og det har jeg bare måtte sande, var været HELT forkert. Jeg har flere gange skrevet mig op i hjørner, og har igen og igen kasseret hele store tekstpassager, fordi de ikke ville arte sig. For ikke så lang tid siden skrev jeg en disposition som fastholder mit plot, og det har givet mit skriveri et kæmpe overskud. Jeg går aldrig tilbage til at skrive i blinde, og lade mine tekster løbe af med sig – og med mig. Nix!
Så jeg har udviklet mig fra, at være en pantser til at blive en plotter.
Elektrisk blå som et 80’er digt, som var min debutbog, vil altid have en særlig plads hos mig. Selvfølgelig fordi den var min første udgivet bog, men også grundet omstændighederne bag bogen: Min bedste ven fik ALS og døde kort efter og den oplevelse var jeg nødt til at skrive mig igennem. Min tanke med bogen er, at andre mennesker, der har mistet kan finde en form for håb i den. Pointen med bogen er egentlig ret banal: livet er kort – sørg for at foretage dig noget du holder af. Den er skrevet i en periode af mit liv, hvor min kone og jeg sadlede fuldstændigt om.
Min kommende bog, er den svære toer, og faktisk var jeg begyndt på den tilbage i 2016 og altså lang tid før jeg udgav min debut. Når den en gang kommer ud, vil den også stå som en milepæl, for den har været meget sværere at skrive færdig, end jeg havde regnet med. Den har en anden betydning for mig, fordi den er mere fiktiv end min første. Med min debut, kan jeg godt nogen gange få følelsen af at jeg har snydt, for jeg har jo bare skrevet om mig selv. Min kommende bog betragter jeg som den første bog, hvor mit håndværk som skønlitterær forfatter skal vise sig. Jeg tror også det er derfor, at jeg har så svært ved at afslutte den.
Der er meget på spil.
I 2019 sendte jeg min debutbog til de fire store danske forlag og en række mindre. Jeg fik bingo på afslagspladen og måtte revurdere hele situationen. Et enkelt af forlagene ville gerne se bogen, hvis jeg skar de første 80 sider ud, og omskrev den til en mere traditionel roman. Det overvejede jeg en periode, men besluttede mig for, at det ikke var den rigtige løsning for bogen. Jeg overvejede at selvudgive, men havde også respekt for alt det arbejde der ligger i den proces, og jeg var bange for, at det ville stjæle alt for meget tid fra skriveriet.
Jeg overvejede også medudgivelse, men mens jeg sad og kogte over mulighederne, kom jeg i kontakt med Christina Lassen-Andersen fra Forlaget Fjorden. Jeg havde betalæst hendes debutbog ”Mørkelagt” og vi tog et møde. Året efter udkom min debut på Fjorden. Det var en hybridudgivelse, som jeg ikke rigtigt har set andre steder i branchen. Jeg betalte for udgivelsen, hyrede en dygtig grafiker (Sofie Raphael), og havde kontakt til en masse freelance redaktører før jeg endelig fandt en, hvor kemien var god (Iben Claces) - hende betalte jeg også op af egen lomme.
Jeg beholdte fuld kreativ kontrol over bogen og beholdte også samtlige rettigheder til bogen. For 50% af mine royalties overtog Fjorden så alt det administrative arbejde, med distribution, salg fra hjemmeside, udarbejdelse af E-bog, osv. Christina og jeg er ret forskellige men vores samarbejde er vildt godt. Eneste ulempe ved at være på et lille forlag, er at der er så satans svært at tilkæmpe sig opmærksomhed i de etablerede medier.
Min debutbog er udgivet som fysisk bog. Den udkom i 320 eksemplarer. Andet oplag var på 200 bøger, og dem er der stadig nogle tilbage af. Samtidig fik jeg lavet bogen til en e-bog. Det stod min forlægger Christina for. I 2021 indtalte jeg selv bogen som lydbog. Det gjorde jeg hjemme under en dyne på mit kontor, med gratis software og distribution via Spotify. Det var helt vildt sjovt, selvom jeg ikke tjente en øre på det. Bogen ligger stadig på Spotify og jeg har lagt den som en playliste, så man skiftevis kan høre mig læse den op, og et musiknummer der komplimenterer det netop oplæste kapitel. Jeg er selv vild med den form for multimodalitet og den slags havde aldrig kunnet lade sig gøre på et etableret forlag.
Samme år lavede jeg en aftale med en lydbogsproducent. Så kom jeg ind i et rigtigt studie og indtalte min bog. Det blev den meget bedre af. Den version af bogen kan man lytte til på bogtjenesterne eller på E-reolen.
Min kommende bog er en novellesamling med et tvist. Novellerne hænger ligesom sammen, og det er læseren opgave at spotte, alle links mellem novellerne. Jeg har kæmpe optur over bogens struktur og jeg glæder mig til at møde læsere og deres oplevelse af bogen. Man siger at ingen læser noveller i Danmark, men det passer ikke – for jeg læser noveller! Jeg elsker noveller, short fiction og andre korte formater, og lidt naivt måske, holder jeg fast i, at jeg nok ikke er den eneste i Danmark.
Min novellesamling har også elementer af steampunk og science fiction og de to genrer er egentligt mainstream i Danmark i hvert fald hvad angår film og tv-serier, men det er som om litteratur-Danmark stadig skuler ad de fantastiske genrer. Dog har forfattere som Olga Ravn, Jonas Eika, Peter Adolphsen og Kasper Colling Nielsen alle skrevet anerkendte bøger der låner elementer fra sci-fi, så jeg håber på, at jeg med min kommende bog kan ride med på den bølge.
Jeg udgiver kun i Danmark. Jeg har overvejet at skrive på engelsk, men har vurderet at mit engelske ikke er godt nok. Et par af mine noveller er oversat, nogle har jeg selv oversat og andre har jeg fået professionelle til at oversætte. De er sendt til magasiner i udlandet, men ingen af dem er blevet optaget. Jeg har også overvejet at få min debutbog oversat, men for det første tror jeg, at den er for dansk i sin kontekst. Jeg er ikke sikker på at den ville gøre sig godt i udlandet. For det andet, tror jeg ikke, at man bare kan oversætte sin bog og så sælge den på et andet marked. Man er nødt til at have nogle relationer, en indgang ind på et andet forlag eller evt. et agentur. Det ville jeg gerne have, men det har jeg ikke. Amazon er sikkert en anden mulighed, men den opgave har jeg ikke kastet mig over.
Tilbage i 2020 da jeg debuterede var jeg meget aktiv på de sociale medier. Jeg er stadig aktiv, men min interesse er dalene. Jeg synes virkelig at det er gået ned af bakke de sidste par år. Mit feed er proppet med reklamer, og algoritmerne er blevet ændret, så jeg ser flere og flere opslag der ikke er interessante. Jeg tænker, at jeg ikke er den eneste der lider af SoMe-fatigue, så jeg prøver at gøre mere for at komme ud i virkeligheden og møde læsere. Jeg tager til Open-Mic arrangementer og gør alt hvad jeg kan for at komme ud og holde foredrag. Siden jeg debuterede har jeg holdt foredrag på ca. 20 skoler og en håndfuld andre steder.
Desuden har jeg for nyligt startet et nyhedsbrev der hedder Fiktioner. Det er også sammen med Christina fra Fjorden jeg laver det. Her forsøger vi at dele ud om skrivetips og skriveprocesser, men også om bogbranchen som marked og arbejdsplads. Og så giver vi kulturanbefalinger. Det er måske ikke så meget vores læsere vi taler til i nyhedsbrevet, men mere folk som os selv, der også godt kan lide at skrive og læse og holder af kulturoplevelser.
Jeg er lidt påpasselig med at gå for meget op i succes. Det er igen det her med idealernes ambivalens. At min debutbog har solgt i omegnen af 400 stykker var lidt af en skuffelse. Jeg havde alt for store forventninger til, hvad en debutbog skulle sælge, og det tog mig noget tid, at tale mig selv ned. Selvom det ville være fedt at skrive en bog der stod i en masse husstande, så forsøger jeg at tillægge mere vægt på kvalitet fremfor kvantitet. En læser der skriver til mig på Facebook eller e-mailer mig og fortæller, at min bog har gjort en forskel, er meget mere værd end nogle salg. Men selvfølgelig er der intet jeg hellere ville, end at leve af mit skriveri, og det kræver salg - eller at indtægten kan generes på anden vis, f.eks. gennem foredrag. At folk her tre år efter min debut, stadig henvender sig, for at få mig ud til foredrag, det oplever jeg som et tegn på en lille succes.
Da jeg forlod min stilling som senior konsulent i 2017 og hengav mig til skriveriet, var det med ambitionen om at leve af mit skriveri. Efterhånden som jeg begyndte, at læse op på branchen og forstå hvordan den fungerer, kunne jeg godt se, at mine ambitioner skulle blive endog meget svære at indfri. Mit skift fra konsulent til forfatter gav familien fleksibilitet, og det gav min kone mulighed for at pleje sin karriere mere end førhen, og det har i dag ført til, at hun har en rigtig god stilling.
Samtidig er vi flyttet fra København til udkantsdanmark hvilket har sænket vores faste udgifter betragteligt. I dag lever vi fire i husstanden udelukkende på min kones indtægt. Den indtægt jeg har tjent på mine bøger og foredrag er sat til side på en forfatterkonto, som skal finansiere selve forfatterskabet. Fra den konto er jeg her i år begyndt at investere i aktier, med håbet om, at jeg stille og roligt kan bygge en passiv indkomst. Desuden har jeg et deltidsarbejde for Fantask, den lille tegneserie og boghandel i København. Jeg skriver content til butikkens sociale medier og hjælper dem af og til med events. Og så har jeg endnu et bijob som gamehost for Escapable, der laver mobile escaperooms og teambuilding.
Ja, jeg driver som nævnt nyhedsbrevet Fiktioner, sammen med Christina Lassen-Andersen fra Fjorden. Via Fjorden betalæser jeg også. For få penge læser vi manuskripter og giver dem feedback, så forfatterne kan løfte deres niveau. Så arbejder jeg for Fantask og er desuden frivillig forskellige steder, bl.a. i en kulturforening der arrangerer forfatterfordrag, teater og lign.
Min kommende bog er en novellesamling med forskellige overlap mellem novellerne. Hver novelle kan læses som en selvstændig historie, men som novellesamling, fremgår der en ”øget sammenhæng” som tilnærmelsesvis skulle give læseren følelsen af, at have læst en roman.
Alle novellerne foregår i Europa lige før og under den industrielle revolution. Det er brydningstid mellem det gamle Europa, der er styret af royale slægter og det nye Europa med revolutioner og nationalstater. Perioden kaldes også for oplysningstiden, og den er kendetegnet ved, at der hersker en fremskridtstro og at nye moralske, tekniske og videnskabelige idealer begynder at rodfæste sig. Trods tidens optimisme, er der under overfladen også forfald. Storbyerne som lokker folk til med lovning om arbejde bliver tætpakket og uhumske. Væksten i de nye industrier, skyldes bl.a. koloniernes slavehandel og selvom filosofien, kulturen og civilisation blomstrer, finder mennesket stadig mere nederdrægtige måder at behandle hinanden på. Kontinentet er stadig præget af lokale krige og i horisonten kan første verdenskrig anes. Der er stadig kongehuse og aristokrater der sidder på magten, men de kan fornemme de nye vinde og det gør dem desperate.
Dette kaotiske Europa er backdroppet hvorpå to fraktioner udkæmper en kamp i skyggerne: Den royale Stollenwürm familie der lyver og fusker sig til øget indflydelse og den hemmelige fritænkerloge Teknokraterne, der drømmer om revolutioner og filosofiske idealer. Konflikten mellem disse to fraktioner fortælles gennem øjnene på forskellige personer der i hver sin novelle har sit eget point of view. Som læser får man vidnesbyrd om et Europa under forandring og man fornemmer hele tiden konflikten, selvom man aldrig står helt i dens centrum. Bogen er en form for historisk fiktion, med små elementer af science fiktion. En form for Game Of Thrones møder League of Extraordinary Gentlemen. Stemningsmæssigt er jeg meget inspireret af Niklas Natt och Dags suveræne Bellman Noir trilogi. Hvis bare jeg kan skrive halvt så godt som Niklas, så er jeg glad!
Novellesamlingen er en del af et større univers som jeg har arbejdet på siden 2016. Hvis læserne tager godt imod min første bog, så håber jeg at skrive flere. Det kan blive som novellesamlinger, eller at jeg tager skridtet fuldt ud, og skriver en roman. Jeg har også nogle tanker om at udgive online, f.eks. gennem netmedier og/eller magasiner eller via sider som Substack, Patreon o.s.v. men de tanker er endnu i sin vorden.
7. juni 2023
Fiktion, Lyrik
Medudgiverforlag, Andet
1-3
NewPub