Carl Otto Rieks

Ragna Nordby er hovedpersonen i min ‘store fortælling’ i romanen ‘Må jeg så få fred’. Hun har udfoldet sig som korrespondent i Frankrig og Italien under første verdenskrig, sammen med sin canadiske kollega, elsker og livsven Chester Homeway - hun fra københavneravisen ‘Fremtiden’, han fra den store canadiske avis ‘The Toronto Enquierer’. 

Deres indsigter og forståelse bliver farvet af de tragiske erfaringer, de gør sig i selskab med fortællingens mange personligheder, som de støder på i den europæiske tidsboble, hvor verden af igår bliver til verden af imorgen, altså dét Europa vi lever med i dag. 

‘Må jeg så fred’ er en selvstændig videreførelse af Ragna og Chester’s personlige og professionelle erfaring fra den første store krig og den efterkrigstid, der skabte Mussolinis fascisme og derefter Hitlers nazisme. Kort inden besættelsen af Danmark søger de hjem til Danmark og en ny og fredelig tilværelse i Ragnas norske bjælkehytte i Klint i Odsherred. Men da tyskerne besætter fædrelandet søger de mod Sverige for at blive fri for endnu et diktatorisk herredømme. Kun Ragna overlever flugten i en robåd til Kullen, hvor en tysk motortorpedobåd skyder båden til pindebrænde og slår Chester ihjel. 

Ragna kommer sig efter sårene og inddrages i det hektiske liv i den svenske hovedstad Stockholm, som alverdens krigsførende magter har gjort til en spionrede. Hendes nye livsven og elsker bliver en ung dansk frihedskæmper Gustav, og sammen inddrages de i den danske modstandsbevægelse livsfarlige arbejde.

Mine vigtigste personer bringer jeg sammen på steder og under vilkår, som jeg er herre over. Med stor fornøjelse har jeg således konfronteret krigskorrespondenterne Ragna og Chester med en række store, historiske skikkelser for at lade dem udfolde sig. Jeg benytter mig af fiktionens form for at kunne forholde mig frit til det omfattende og brogede historiske stof og dets mange personligheder. 

Den akademiske historie bruger jeg til at tilføre karaktererne de egenskaber jeg finder relevante. Med det formål at lade dem leve som sig selv - banale, enestående, groteske, ynkelige, geniale, ondskabsfulde. Sådanne indsigter og beskrivelser er velkendte hos for eksempel danskeren Tom Buck Swienty med hans store værker. Ligesom min gode ven, nu afdøde middelalderhistoriker, professor Axel Bolvig, som omsatte sit omfattende videnskabelige arbejde med danske kalkmalerier til kriminalromanens form med titler, der handlede om relikviekult og religionshysteri: ”Jeg hælder stadig mere til den opfattelse, at gennem fiktion når man en sandere skildring af fortiden end ved hjælp af den videnskabelige metodes abstraktioner.” 

Gyserforfatteren Stephen King definerer sig således: ‘Fiktion er sandhed inden i en løgn’.