af Karsten Pers

AI-selskabet Anthropic indgik d. 5. september forlig om at betale mindst 1,5 mia. dollars for at have brugt bøger uretmæssigt i træning af deres AI-modeller. Historien blev dækket af medier over hele verden og forfattere og deres foreninger jublede. Men bag triumfen gemmer sig mange store spørgsmål: Er det kompensation nok? Hvad er det egentlig, AI-selskaberne skal betale for? Er alle bøgers værdi ens? Hvem modtager faktisk kompensationen? Vi dykker ned i kompleksiteten og prøver at give nogle bud på hvad der vil ske.

.

Da nyheden brød i begyndelsen af september, blev den straks kaldt historisk. AI-selskabet Anthropic, grundlagt af tidligere OpenAI-profiler og i dag et af de mest toneangivende i AI-branchen, indgik et forlig på 1,5 milliarder dollars – omkring 9,5 milliarder kroner – for ulovlig brug af bøger i træningen af deres sprogmodel Claude.

Sagen var anlagt af tre amerikanske forfattere, Andrea Bartz, Charles Graeber og Kirk Wallace Johnson. Ifølge deres søgsmål havde Anthropic uden tilladelse kopieret deres værker, sammen med en halv million andre bøger, og brugt dem som råmateriale i den proces, hvor modellen lærer sprog, struktur og viden.Forfatternes advokat kaldte aftalen »den største ophavsretlige genoprejsning nogensinde«. Mary Rasenberger, direktør i Authors Guild, beskrev forliget som et »fremragende resultat«, der sender »et stærkt signal til AI-industrien«: Piratkopiering af litteratur er ikke gratis, men har konsekvenser.

Men billedet er ikke entydigt. Få dage senere satte den californiske dommer William Alsup en bremse i maskineriet. Han udtrykte bekymring for, at aftalen kunne være blevet “presset ned over hovedet” på forfatterne og derfor ikke nødvendigvis afspejlede deres reelle interesser. Godkendelsen blev udskudt til den 25. september.

I Danmark er vurderingen heller ikke entydig. Claus Ankersen, forperson i Danske Skønlitterære Forfattere og medlem af European Writers’ Council, udtalte til Politiken, at beløbet var »meget lavt«. Regnestykket giver omkring 20.000 kroner pr. værk. Ifølge Ankersen ville en mere rimelig kompensation snarere ligge på en halv million kroner pr. bog:

»AI-selskaber bør kunne betale en rimelig del af det overskud, de laver, som er en direkte konsekvens af, at de stjæler menneskeskabte værker.«

Dermed står vi med en sag, der både kan tolkes som en stor sejr og som en beskeden indrømmelse. Og vigtigere: den rejser grundlæggende spørgsmål, som ikke blot handler om én sag, men om hele fremtidens forhold mellem litteratur og kunstig intelligens.

.

AI og ophavsret: Hvad kompenseres der egentlig for?

Et afgørende punkt i debatten er, hvad kompensationen dækker. Anthropic har ikke udgivet bøgerne eller givet dem gratis væk. Læserne kan stadig købe Andrea Bartz’ roman i boghandlen. Der er altså ikke tale om tabte bogsalg i traditionel forstand.

Det, AI-selskaberne i første omgang skal betale for, er:

• Ulovlig eksemplarfremstilling – når en bog kopieres ind i et datasæt uden licens, foreligger der en krænkelse, også selv om teksten ikke publiceres.
• Kommerciel udnyttelse – værkerne bruges som råmateriale i et produkt, der skaber betydelig omsætning; sproget, strukturen og viden indlejres i modellen og øger dens værdi.
• Manglende licensbetaling – ingen tilladelse, ingen betaling; kompensationen er derfor i realiteten en tilbagevirkende licens.

Kernen er, at der ikke kompenseres for tabte bogsalg, men for den værdi, værkerne tilfører AI-produkterne.

Er 1,5 mia. dollars meget eller lidt for Anthropic?

Set fra forfatternes side er beløbet historisk. Set fra Anthropics side er det håndterbart. I begyndelsen af 2025 lå omsætningen omkring 1 mia. dollars årligt; få måneder senere 3 mia. dollars i annualiseret indtjening. Værdiansættelsen overstiger 60 mia. dollars. Forliget svarer omtrent til et halvt års omsætning – mærkbart, men ikke eksistenstruende – og dermed en pris, man kan betale for at “rydde bordet”. Spørgsmålet er, om beløbet er højt nok til at ændre branchens praksis uden yderligere sager. De 500.000 kr. pr. bog Claus Ankersen finder rimeligt er givetvis ikke i tråd med den faktiske værdi for selskabet.

Flat rate: Praktisk – men grundlæggende uretfærdig

Det er endnu ikke kendt hvordan det er tanken at de 1,5 mia dollar fordeles. Gennemsnittet på ca. 20.000 kroner pr. bog dækker over et ekstremt ujævnt marked. Er det en flat-rate model man sigter efter – altså at alle bøger kompenserens ens, så vil det for mange debutanter og fattige forfattere nok opleves som en gevinst, men for en bestsellerforfatter med afledte rettigheder (film, oversættelser, serier) er beløbet reelt ubetydeligt. Og der er også stor forskel på hvilken værdi bøger udgør for AI-firmaernes træning. Lavt salg er ikke lig med lav værdi. Nichefagbøger, minoritetslitteratur og klassikere i små oplag kan være uvurderlige for sproglige modeller, fordi de tilfører unik viden og variation. Hvis kompensation alene beregnes ud fra markedsdata, underkompenseres netop disse værker systematisk.
Flat rate vil administrativt være enkelt, men uegnet som varig model.

.

.

Kollektive licenser og mulige fordelingsmodeller

Internationalt diskuteres alternativer:

• Kollektive licensordninger (Copydan-inspirerede), hvor AI-selskaber betaler en pulje, som fordeles efter objektive kriterier.
• Royalty-baserede systemer, hvor kompensation afhænger af dokumenteret brug i træningsdata og eventuelt i modeloutput.
• Opt-in/opt-out, hvor forfattere/forlag kan vælge deltagelse, og satserne afspejler valget.

Realistiske løsninger ligger nok i hybridmodeller. Alle værker får et grundbeløb; derudover udløses tillæg efter indikatorer som biblioteksudlån, citationer/pensumforekomster, sprog- og minoritetsvægtning – og eventuelt kvalificeret panelvurdering for særlige værker.

EU’s AI-forordning (AI Act) bliver central, fordi krav om datagennemsigtighed er en forudsætning for at kunne fordele midler efter brug.

Forlag eller forfatter – hvem modtager pengene?

I de fleste danske forlagsaftaler overdrager forfatteren rettigheder til udnyttelse i trykt, digital og auditiv form – samt retten til at licensere sekundære rettigheder. Det betyder, at kompensation juridisk set i mange tilfælde vil tilfalde forlaget. Om forfatteren ser noget til midlerne, afhænger af forlagenes vurderinger og kontrakternes ordlyd. Nogle kontrakttekster sikrer op til 75 % til forfatteren for sekundære rettigheder, andre er mere uklare – og her opstår spørgsmålet, om AI-kompensation klassificeres som licensindtægt, erstatning eller noget tredje.

Selvudgivere ejer normalt alle rettigheder og burde i princippet modtage kompensation direkte. Det er en styrke. Men de mangler forlagenes og forlæggerforeningernes apparat til at forhandle og håndhæve krav. Risikoen er, at selvudgivere overses i kollektive aftaler – eller må nøjes med generiske flat-rate-beløb, der ikke afspejler værkets faktiske værdi eller brug. Her bør forfatterforeningerne oplagt tage et samlet ansvar for forfatternes rettigheder på sig.

Engangsbetaling eller løbende royalty?

AI-modeller er ikke statiske. De trænes, finetunes og versioneres. Når et værk først er indlæst, kan det udnyttes igen og igen uden ny betaling. Derfor giver engangsbeløb næppe mening som eneste mekanisme.

• Årlige licenser – betaling så længe værket indgår i model eller efterfølgere.
• Brugsroyalty – puljer fordelt efter dokumenteret brug i træningskorpus.
• Retrain-triggers – ekstra betaling, når en model gentrænes eller versioneres på data, der omfatter værket.

Betaling bør følge den løbende udnyttelse.

Hvordan kan en bogs værdi måles i praksis?

Som jeg var inde på ovenfor, må et retfærdigt system kræve klare, efterprøvelige kriterier som:

• Markedsdata: salgstal, omsætning, biblioteksudlån.
• Brugsdata: hvor ofte et værk forekommer i træningsdatasæt, og hvor meget det kan spores i output.
• Panelvurdering: Nogle værker har markant større værdi for træning af sprogmodeller end andre
• Hybrider: kombinationer beslægtet med biblioteksafgiftens model – grundbeløb til alle; tillæg efter målbare indikatorer.

Alt dette forudsætter gennemsigtighed fra AI-selskaberne. Uden indsigt i træningsdata er retfærdig fordeling illusorisk.

.

Bliver AI det nye guld for forfattere og forlag?

Nu bevæger jeg mig ud på gyngende grund … Der er søgsmål i gang mod andre AI-selskaber som Open-AI og Meta. Det er uhyre komplicerede sager, men man kan jo lege med tanken, at forliget med Anthropic kommer til at stå som det er, og man så kan forvente tilsvarende forlig eller domme i de andre sager. Så kan hver bog der er anvendt til træning af AI-modeller måske teoretisk få kompensationer mellem 50.000 og 100.000 kr. i gennemsnit. For mange forlag og forfattere ville det være uhyre velkommen indtægt! Især hvis der findes modeller for løbende licensbetaling. Det er foreløbig ren spekulation, og man kan have mange andre vinkler end de økonomiske at anskue AI’s brug af bøger fra.

Forliget med Anthropic handler alene om titler de har benyttet via pirat-samlinger og uden at betale for bøgerne. Som lovgivningen tolkes i USA, har AI-selskaberne generelt deres på det tørre, hvad angår titler de har købt – altså betalt for et enkelt eksemplar. Men holder den tolkning. For er den værdiskabelse AI-selskaberne opnår ved brug af bøger ikke langt større end de 10-20 dollars bøgerne hver koster? Og pådrager AI ikke bogbranchen som sådan potentelt kæmpe tab på sigt, når deres sprogmodeller bliver så gode og vidende, at mange evt. fravælger bøger til fordel for AI?

Konklusion: Et forlig, der kun er begyndelsen

Anthropic-forliget kan læses som både en sejr og et varsel om mange udfordringer. Det viser, at AI-selskaber kan tvinges til at betale, men det åbner også for mange virkeligt svære spørgsmål: Er flat-rate-modeller acceptable? Hvem modtager pengene – forlag eller forfattere? Hvordan sikres selvudgivere? Hvordan indregnes bøger med høj kulturel, men lav kommerciel værdi? Og skal kompensation være engangsbeløb eller løbende royalty?

Det centrale er, at AI-virksomhederne betaler ikke for tabte bogsalg, men for den værdi for dem selv, de har trukket ud af bøgerne – en værdi, der allerede i dag driver milliardforretninger. Hvordan den værdi fremover måles, fordeles og udbetales, vil være med til at definere litteraturens rolle i AI-æraen. Det er en diskussion, der kun lige er begyndt – og som fortjener både præcision, gennemsigtighed og respekt for det menneskelige arbejde, der ligger i hvert eneste værk.

Kilder (udvalgte)

• Retssags- og mediedækning af Anthropic-forliget (AP/Politiken, Bloomberg Law, Ars Technica).
• Brancherapporter om Anthropics omsætning og værdiansættelse (2025).
• Copydan-systemer og biblioteksafgift som modeller for kollektive fordelinger.

Til denne artikel er anvendt ChatGPT5 til research og feedback.

***

DEL ALTID GERNE VORES ARTIKLER MED KOLLEGER OG I DINE EGNE KANALER

***